12.12.05 – Munck // Johnson – Rust

munckjohnson-dk-presse2007-300x300


En aften med ét sindssygt nummer

Det var med en snert af barnlig forventning, at jeg tog til Munck//Johnsons koncert på Rust mandag d. 12. december. Det er nu et års tid siden, at deres debutalbum Unlike You efter opløsningen af Wynona kom på markedet – og dermed var der lagt op til nye numre og måske endda et album på trapperne.

Aftenen blev indledt af amerikanske Dawn Landes, som sad alene med sin guitar på Rusts lille scene og spillede et virvar af forskelligartede sange, som efterlod en med et lidt forvirret indtryk. Det ene øjeblik mindede det om skotsk folkemusik, det andet om nordicana, så pludselig som sanglærken Maria Mena. Kort sagt var det meget inkonsistent – og ifølge anmelderens mening havde Landes ikke meget at byde på, hverken vokalmæssigt eller i forhold til de sange, som hun netop er debuteret med i Danmark.

Måske Dawn Landes også blev skubbet lidt ud af rampelyset, fordi Camilla Munck denne aften leverede en fabelagtig præstation vokalmæssigt? Denne blide og smertefulde stemme, som indeholder så mange følelser, at man flere gange fik lyst til bare at lukke øjnene og drømme sig væk. Kombinationen af vokalen med Moogie Johnsons spanske guitar i børnestørrelse og med metalstrenge skabte det særegne felt, hvori Munck//Johnsons musik også lå på debutudgivelsen Unlike You.

Og det er så her, at mit ‘men’ som anmelder kommer på banen. For aftenens koncert bød på en lang række nye sange fra Munck//Johnson, der udgives medio februar. Johnson afslørede under koncerten, at de netop havde afsluttet indspilningerne aftenen forinden. Men midt i den forkærlighed jeg havde for debuten, havde jeg også et men, nemlig at det blev for ensformigt, for kedeligt. At de to ex-Wynona-musikere mistede den dynamik, der var at finde i det nordicana-inspirerede. Og desværre vidnede aftenens sange om samme tendens. Det nye album er direkte i tråd med det gamle, stille sjælere med følelse og gode tekster, men uden nævneværdig variation foruden Muncks stemme.

Af gamle numre blev der givet “Eyes Wide Open”, “The Sky”, Lack Of Disguise” og “For My Sweetheart”. Her var især sidste nummer nævneværdigt, da det blev givet som ekstranummer i en ganske ny version, der var lysere i skarp kontrast til det ellers depressive og lukkede univers.

Der var dog alligevel et enkelt nummer, der skilte sig positivt ud denne mørke aften. Det femte nummer viste en mere aggressiv guitar, som Johnson spillede eminent, mens Muncks stemme smøg sig om lyden: “I wanna die with my eyes open / go straight through flesh and bone”. Et kort øjeblik fik man troen på, at der var sket noget, at duoen havde rykket sig. Præsentationen af nummeret bevidnede dog, at alt er som før. “Nu spiller vi noget helt sindssygt fra den nye plade,” sagde Johnson – om sindssygt var rette betegnelse, eller om det blot var nyt og forfriskende er så spørgsmålet.

Kort sagt var det en god aften for kæresteparrene i krogene, hvor stilheden blev brudt af det følsomme, der opfordrede til nærhed. Jeg kunne personligt godt have brugt, at Munck//Johnson havde brudt mere med deres egen stil og vist noget mere personlighed. Muncks stemme er for smuk til at blive fanget i det ensformige.

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.

Skriv et svar