13.04.14 – Timber Timbre – Lille Vega

Foto: Lucia Graca
Foto: Lucia Graca

Usædvanlig stemning af melankolsk poesi giver forårskriller i maven

I gode hænder hos canadierne

Undertegnede bliver mødt af indie-pop sangeren Sean Nicholas Savages meget excentriske, og lidt skabede vokal, i Stauning-salens mørke og overfyldthed. Her står aftenens opvarmning; en bleg canadisk fyr på scenen iført blotterfrakke og har en særprægethed og sjov mimik, der nærmest er komisk. Publikum er allerede godt begejstrede, mens de står og klinker ølflasker. Publikum, der mest består af unge fyre og kvinder, moderne hippietyper med langt hår og hatte, og lidt ældre over 40 hist og her, er i højt humør, da aftenens hovednavn går på scenen. Navngivet efter en canadiske bjælkehytte, går det mystikindhyllede firemandsband Timber Timbre på scenen og tager hvert deres  instrument. Lyset er fuldstændig neddæmpet i salen, med undtagelse af røde pærer spædet op med blå lys oppe på scenen. Skribenten er blevet anbefalet dette blues og country band af hendes canadiske bror, der introducerede hende for deres musik. Så det er uden særlig meget kendskab, at hun lader bandet forføre hende med musik fra deres aktuelle album Hot Dreams. Ved første bekendtskab en blanding af Leonard Cohensk crooning som møder Quentin Tarantinos karikerede filmiske univers.

En følelse af noget ildevarslende

Bandet lægger ud med “Grand Canyon” som fremkalder den canadiske vildmarks fantastiske natur og roen i de øde amerikanske landskaber. Simons Trottiers guitareffekter er i fokus, mens Taylor Kirks rolige croon flyder henover,  idet han slår basstregene an. Dernæst er det åbningsnummeret fra albummet Beat The Drum Slowly der bliver spillet, og man har det, som om man var med i en film. Sangen har en neddæmpet rytme og lyd, og Taylor Kirks mørke stemme leder tankerne hen på Elvis og Nick Cave, mens han synger ” Outrange the avalanche, outrange the avalanche, outrange the avalanche, to the cameras rolling…we beat the drum slowly”. Derefter afløses roen af nogle lidt foruroligende trommer leveret af Olivier Fairfield, der skaber en uhyggelig stemning af suspense. “Bring Me Simple Men” påberåber sig roen og samtidigt den spændingsfyldte stemning, som var det en westernfilm. På “Until The Night Is over”, fra det selvtitlede album fra 2009, og “Curtains”, fremmes den dystre gotiske blues, der skaber en form for mærkværdighed og ubehag, som var man blevet besat. Det er ikke langt fra besættelse, når man ser at det røde lys rammer forsangerens ansigt og han får et djævlelignende udseende.

Hede og mærkelig drømme blandt publikum

Publikum virker besat af musikken. De er ellevilde og rummet emmer af forårskuller. Folk råber og hujer som kåde ulve, der fint passer sammen med Timber Timbre’s albumtitel “Hot Dreams” og den røde oplyste sal. “I never saw you like this before”. Taylor Kirk kigger overrasket og forlegent udover publikum, grundet den store begejstring for bandets optræden. Derefter spilles den forførende “Black Water” fra  Creep on Creeping On fra 2011med et gennemgående pianospil og teksten “all I need is some sunshine”, der efterfølges af den melankolske “The Low Commotion”, der har en kendetegnende nedadgående skala. Bagefter vil forsangeren gerne imødekomme begejstringen fra “the goodlooking crowd” ved at dedikere en sang til dem. Sangen, der understøttes af fantastiske lysmotiver afbilledet på scenen, begynder med teksten “Wake up with a Danish woman” og så har Taylor Kirk publikum i hans hule hånd. Der er generelt en fantastisk stemning blandt publikum og god kontakt til bandet, især til den karismatiske, men stadig meget ydmyg Taylor Kirk. Albummets titelnummer fremføres og forfører et allerede tryllebundet publikum.

Forført af toner – Besat af rytmer

Den melankolske og dystre stemning fortsætter på “The New Tomorrow”, “Magic Arrow” fra 2009, og “Bad Ritual” samt “Woman” fra forrige album Creep on Creeping On, hvor Mathieu Charbonneau får lov til at banke i sit elpiano. Da bandet forlader scenen er publikum i den tilstand, som ville de have slået sig selv i hovedet med en stor hammer ligesom i tegnefilmene. Taylor Kirk kommer ud alene på scenen og spiller “Run From Me”. Der opstår varme grin, sød latter, og eventuelt en lille uskyldig flirt foran scenen, så han bliver helt uforståelig og forlegen ved situationen, inden resten af bandet slutter sig til ham. Aftenen sluttes af med “Creep On Creepin’ On”, fra album med samme titel, og “Trouble Comes Knocking”, fra selvtitlede album.  Timber Timbre har leveret en fabelagtig koncert, der havde en god blanding af numre fra de tre seneste albums, med små undtagelser af lidt ensformighed i numrene og ærgelse over violinistens ikke-tilstedeværelse. I løbet af aftenen, har man ofte befundet sig i et suspense-skabende univers af mystisk karakter, som var det et lurende gådefulde ubehag i et David Lynch værk. I den halvanden time er man både blevet besat og forført af nogle ganske harmløse canadiske hyttefolk, og det er helt tydeligt at musikken får flere nuancer og mere dybde, når det opleves live.

Tags from the story