13.08.12 – The Black Keys – Tap 1

Foto: Lars Asmussen

Forrygende koncert fra duo med styr på de få virkemidler

Efter El Camino har gået sin sejrsgang, er The Black Keys i den grad kommet i vælten. Hypen har efterhånden skubbet bandet op i superligaen og træder vi bare et enkelt skridt tilbage, spillede bandet på Loppen for en 7-8 år siden, for rundt regnet 100 mennesker, mens de nu indtræder på Tap 1´s store scene, med plads til 6000 mennesker. Det vidner om en succes i raketfart, der for alvor tog fat med forrige års blues/soul burner Brothers. Nu er Ohiobandet bestemt ikke kommet sovende til succesen, for gennem syv album og et hav af koncerter bliver The Black Keys bare bedre og bedre. De har altid været garanter for fed garage-blues rock med et twist af soul, hvor legesygen og traditionsbevidstheden mingler i forholdet 1:1, men er over årene blevet mere og mere sikre i deres udtryk , virkemidler og ikke mindst kompositioner. Således er El Camino med sine dansevenlige og supercatchy ørehængere, spillet med tommetykt glimt i øjet og iørefaldende hooks en masse, et udspil der simpelthen må vinde indpas hos et stort publikum. At også både reklameindustrien og tv-branchen har fået øjnene op for duoens musikalske vid og sans for træfsikre til-benet-ørehængere, vidner mere end 15 tv-reklamers og flere populære tv-seriers brug af bandets musik om.

Det beskedne set-up med asketiske virkemidler, centreret om bare trommer, guitar og vokal, tilsat lidt livemæssig orgel og guitarhjælp, kunne snublende let blive for ensformigt og begrænsende i sit udtryk, men The Black Keys lever højt på en velvoksen sans for det store groove, der bare sidder i skabet. Og så kan de i den grad skrive veldrejede rocksange, der emmer af spilleglæde, øre for det rigtige omkvæd og masser af fræk og skæv kant. Den humor bandet udstråler i musik og især videoer, kom fornemt frem i Dan Auerbach´s konstante glimt i øjet bag de frække mundviger. Satans flot, at duoen formår, at holde et så kæmpe spillested i et jerngreb blot to mand høj + håndlangere.

Et af de ubestridelige clues til netop det greb, er et utal af gode sange. The Black Keys losser nemlig den ene smittende fuldblodsrocker efter den anden ud over scenen og når materialet er så stærkt, er man to tredjedele hjemme alene på den konto. Nu døjer duoen da heller ikke med manglende karisma eller usikker udstråling, for der lader til at være metervis af spilleglæde, power, engagement og en udpræget lyst til at lave en fest for alle os fremmødte. Ikke sådan at forstå, at Auerbach er en stor showmeister, tværtimod, for han pipede ikke meget mellem numrene. Det blev stort set kun til tilfældige taksigelser og en enkelt opfordring til at gå amok som oplæg til ”Lonely Boy”. Næ, det er snarere i musikalsk forstand, der er tale om en fest af de store.

Stort set lige dele El Camino og Brothers tilsat et sæt velvalgte skud fra Attack & Release plus det løse fra de fire første album, udgjorde sætlisten, så ingen kunne se sig forbigået i den henseende. Stort set ingen stilstand eller deciderede niveau-dalere er sgu flot, når man leverer hele fire håndfulde numre og det kan amerikanerne uden at ryste på hånden. Topsikkert og gennemmusikalsk leveret uden stjernenykker eller moderne gimmicks. Blot to skæve gutter og et par hyrede lakajer på en scene, der har det herligt og deler gavmildt ud af de swingende frækkerter af urban blues og rustikt eksekverede rytmer og soloer.

Publikum virkede ellevilde hver gang materiale fra El Camino blev spillet, mens bandet selv virkede mest begejstrede, når de ældre sager blev skudt af. Aftenens helt store scoop for undertegnede opstod midtvejs, da de to ekstramusikere forlod scenen og overlod de to drenge til at udgøre den duo, de er født af. Her fik vi monstrøst saftige og toksisk huggende versioner af ”Thickfreakness”, ”Girl Is On My Mind” og ”Your Touch”. Hold fast hvor var det sejt spillet og et krystalklart bevis på, at de alene sagtens kan fyre op under så store omgivelser – mesterligt simpelthen.

Få har det overskud, som dan Auerbach har, når han svinger håndleddet over Gibson-gribebrættet  og punkterer myten om den tungrøvede, lettere bedagede, kærlighedslidende og introverte bluesguitarist, der bare ikke kan holde på sin kvinde, eller fra sin morfinlast. Det her er sjovt, men ikke for sjov, for drengene går til stålet og spiller både sammenbidt, koncentreret og seriøst, selvom udstrålingen er let, hjertelig og med smil på læben. Patrick Carney spiller sine Ludwig´s tørt, taktfast og rullende, mens han hele tide har et øje på Auerbach, for at lodde hvor vi nu skal hen efter næste rundgang. Indimellem tæsker han i skindene, som var det fanden selv, der skulle bankes ud af tønderne. Sammenspillet er stringent og skarpt og The Black Keys bliver med god grund ofte sammenlignet med The White Stripes, men fremstår mere runde, groovy, humørfyldte og rodfæstet i bluesen end Whiteparret var, og så synger Auerbach altså både bedre og med mere feel og soul end Jack W.

Koncertens flow er gennemtænkt med vægt på knivskarp fræsende rock med fartpiloten indstillet direkte mod næste chorus og så de mere eftertænksomme, nuancerede og sjælfulde pusterum af soulkarakter. Her under gjorde ”Little Black Submarines” og ”Everlasting Light” god figur. Derfor trættes eller forpustes man sjældent i løbet af koncerten  – det er dæleme en kunst!

En tour de force i effektiv, møgbeskidt og livgivende rockmusik med stort R, ramte os i Carlsbergs gamle tappehaller i går og den godt 80 min. og derfor relativt korte koncert var perfekt, for som en fyr ved siden af mig konkluderede, så var man mæt og dybt tilfreds nu.
[nggallery id=160]