13.09.11 – Keith (Mina) Caputo – The Rock, København

Keith Mina Caputo på The Rock (foto: Lars Asmussen)

Ny udgave af Keith Caputo imponerede i Københavns rockhule

Aftenens møde med Keith Caputo var på forhånd interessant. Caputo stod tidligere på året frem og fortalte om sin transkønnethed, som har været der det meste af livet, men som først udleves nu. Udmeldingen var overraskende og har givet flere af Caputos tekster en ny mening. Han fremtoner i dag både som kvinde og som mand, og som udenforstående kan det stadig være svært at gennemskue den store omvæltning i hans liv. Jeg tillader mig i anmeldelsen af betegne ham som værende mand.

Lige så interessant er det dog at følge ham pga. hans musikalske karriere. Som solist adskiller Caputo sig musikalsk markant fra den hårde rock, som han siden 90erne har leveret i Life of Agony. Tekstmæssigt byder han stadig på personlige og selvransagende sange, og hans stemme har på fire soloalbums været stadig stor, stærk og emotionel som man kender ham.

At hans kønsidentitet er under forandring var tydeligt at mærke på Keith Caputo i aften. Kl. 21.30 gik Caputo på scenen, og han virkede både genert og benovet over det store fremmøde i rockhulen The Rock. Scenelyset var stærkt neddæmpet, hvilket måske kan hænge sammen med, at han i sin nye fremtoning endnu ikke er helt tryg foran fans og fotografer. Håret og beklædningen viste tydeligt, at han havde taget det svære spring, men i samme øjeblik som åbneren ”Home” tonede frem, følte man sig straks i trygge hænder hos Caputos stærke vokal. Trods hans nu mere feminine fremtoning, var stemmen som vi alle husker den fra hans karriere hidtil. Hvad der var startet mørkt og mystisk, lyste op som koncerten skred frem.

Keith Mina Caputo på the Rock (foto: Lars Asmussen)

Setlisten blev en blanding af numre fra Caputos soloalbums. Der blev jublet og sunget med, da ørehængerne ”Razzberry Mockery”, ”New York City” og ”Selfish” blev spillet, og helt intenst rørende blev det på ”In December”. Keith Caputo og band havde styr på musik og lyd, og den lille store sanger formåede at inddrage sine kolleger i kommunikationen med publikum. Der blev sunget dansk fødselsdagssang for Jochem van Roijen bag trommerne, og guitaristen Ryan Oldcastle fik scenen for sig selv i fem minutter, hvor han præsenterede sit eget nummer, som vil figurere på et kommende album. Bassisten Axel van Oort var en oplevelse i sig selv, når han rigtig foldede sig ud på de fire strenge. Under et længere instrumentalt intermezzo uden Caputo på scenen, hvilede alles øjne på van Oort og hans ekvilibristiske leg med bassen og de mange pedaler ved fødderne.

De fremmødte publikummer havde godt styr på Caputos bagkatalog, og flere gange undervejs blev der også ytret ønsker fra Life of Agonys repertoire. Balladen ”Angry Tree” kom undervejs, hvilket var populært, men det var ingenting i forhold til det klimaks aftenen nåede under det sidste ekstranummer. Den normalt tunge ”Let’s Pretend” leverede Keith Caputo i en stille og følsom version, og bedst som Caputo var nede i knæ, og man troede nummeret skulle slutte, rejste han sig, og nummeret voksede sig til de hårde version fra 1997.

Stemningen var god under aftenens koncert med Keith Mina Caputo (bemærk det nye navn). De fremmødte var tydeligvis dedikerede tilhængere, og den utryghed mange kan have følt i balancen mellem Caputos transkønnethed, og hans musik som vi kender den, var helt ubegrundet. Han leverede varen i samtlige halvfems minutter, og et tydeligt enigt publikum gik glade fra gensynet med Caputo

Skriv et svar