13.11.10 – Agnes Obel – Jazzhouse, København

Snigende intensitet og nærvær

Søndag aften i et udsolgt Jazzhouse. Hvis du kender Jazzhouse, så ved du også, at ”udsolgt” her ikke betyder en proppet sal med dårligt udsyn. For de forreste var der siddepladser omkring runde borde, og for os andre, lidt længere bagved, var der behagelige ståpladser med et perfekt udsyn til scenen. Netop på scenen skulle aftenens musikalske besøg finde sted. Danske Agnes Obel var efter lang tids omtale og utallige anmelderroser endelig nået til sin danske koncertdebut som hovednavn, og den afdæmpede sal kiggede længselsfuldt mod det ensomme Steinway-flygel på scenen.

Så kom de – Agnes Obel og hendes tyske cellist Anne Müller. Agnes Obel sad der bag flyglet med rank ryg, iført en yndig lang kjole. Kombineret med hendes rene uskyldige sangstemme og hendes meget afdæmpede snakken mellem numrene fremstår hun nærmest som en kvinde af en anden tid. Uden de store kraftanstrengelser fik hun ro i det fyldte Jazzhouse – en ro under musikken hvor både fotografernes klikken og flygelets pedaler kunne høres. Denne behagelige ro holdt koncerten igennem, og det var lige hvad Agnes Obels musik fortjente.

Musikken var naturligt nok primært numre fra Obels debutalbum Philharmonics. Hun åbnede med titelnummeret og fortsatte med ”Beast”. Hendes klaverspil virkede ukompliceret og enkelt, men sammen med hendes stemme og hendes medbragte cellist blev oplevelsen både kraftig og intens på sin helt egen stille måde. Anne Müller lagde en dyb og behagelig bund med celloen – en bund der til tider kunne mærkes i både mave og bryst. Müller skiftede enkelte gange til både akustisk guitar og mund-keyboard, hvilket gav en god lille variation i aftenens ellers meget minimalistiske instrumentering. De fremragende ”Riverside”, ”Just So” og ”Brother Sparrow” fra debuten blev leveret smukt og uden store overraskelser. John Cale’s ”Close Watch” og en version af den gamle folkevise ”Katy Cruel” var aftenens mere alternative versioner, hvor der blev leget lidt mere med lyd og tempo.

Agnes Obel sagde flere gange under koncerten: ”Jeg håber, at I stadig er okay”. Måske ville hun sikre sig, at den fyldte, men meget stille, sal ikke var helt fraværende. Det var vi ikke! Vi var mere end okay. Agnes Obels musik var i aften en opvisning i nærvær, varme og intimitet. Man var grebet og opslugt fra første til sidste anslag. Hun afsluttede med at love at have mere med i bagagen næste gang, og det er vi vist temmelig mange, der glæder os til.

Tags from the story

Skriv et svar