13.12.12 – Daniel Lanois – Viften, Rødovre

Daniel Lanois – Presse 2012

Intim og fortættet støjpoesi

Hvor tit møder man en internationalt anerkendt musiker og producer af Daniel Lanois’ format i Rødovre, et stenkast fra det i julens anledning oppyntede center? Det gør man reelt ikke særlig tit, og derfor var det også en begivenhed af de helt store, da det glimrende koncertsted Viften lagde rammen til Lanois’ besøg denne frostkolde torsdag. En udsolgt sal ventede spændt på den canadiske multimusiker, der til touren havde Brian Blade med på trommer og Jim Wilson med på bas og backing vocal, og det gråsprængte islæt blandt publikum fornægtede ikke gennemsnitsalderen.

Iført læderstetson, cowboyoutfit og et vildvoksent fuldskæg indtog Lanois scenen, badet i modlys og masser af røg, og leverede indledningsvist en improviseret session, hvor han i et lille kvarter lod guitaren tale med en for mig overraskende elektricitet og vitalitet, der skulle følge mange af koncertens numre til dørs denne aften. Det stod hurtigt klart, at det ikke var den velfriserede og tilbagelænede Lanois, der var kommet på besøg her. Tværtimod var det en indfølt og momentvist jammende og distortet udgave af den canadiske musiker, der trådte i karakter med en fin blanding af nyt og gammelt.
Lanois benyttede således også lejligheden til at give et par smagsprøver fra det kommende album, og især ”Changes” gjorde sig godt og høstede stort bifald fra det generelt utrolig lydhøre publikum.

På Lanois’ studiealbums er det fortrinsvist den velproducerede og fyldige lyd, der er hans varemærke, men denne aften var det hans Gibson-guitar og den uanselige Fender-forstærker på scenen, der skabte en knitrende fornemmelse helt ned i mellemgulvet. Og med til at understrege stemningen af blues, roots og folk, leverede Brian Blade en formidabel indsats bag trommerne, som symbolsk nok var placeret helt fremme forrest på scenen, ved siden af de to øvrige. Der var således ikke tale om Lanois med to underordnede revolvermænd, det var tre ligeværdige musikere, der skød med skarpt her. Blade, som i øvrigt er fast mand bag trommerne på flere af Lanois’ albums, spillede med en glød og et varieret, næsten jazzet spil, der gav et godt og muskuløst modspil til Lanois’ brændende guitar. Selvom Jim Wilson er en glimrende bassist, virkede han en smule kaloriefattig ved siden af de to andre. Men han gjorde, hvad han skulle, og især det vokale parløb med Lanois fungerede til tider godt, selvom der var enkelte svipsere.

Koncertens højdepunkter har sikkert været forskellige, afhængigt af hvem man spørger, men for mig var det ubetinget, da ”Duo Glide” fra Here Is What Is spredte sine formidable vinger ud over folk, og da “Fire”, fra Shine satte strøm til en utrolig smuk sang. Men Lanois gav også flere smukke eksempler på sange, der afspejler det canadiske område, han er vokset op i. Sange, leveret på hans karakteristiske fransk-engelske, der har det indianske messende og det kreolske i sig i en dybt personlig blanding og med en urkraft, kun Lanois kan formidle. Disse sange stod i kontrast til resten af de elektriske kompositioner, men de er en lige så naturlig del af Lanois, lige som vi også fik den smukke, men sært indadvendte og instrumentale session på slideguitar, fra Here Is What Is. Det fungerede ikke rigtigt live, og guitaren blev heldigvis hurtigt stillet på højkant igen, og snart efter kørte “Ring The Alarm” fra Lanois’ andet musikalske projekt, Black Dub, som igen har et helt tredje udtryk med sit urbane og monotone refræn.

Hvis man havde forventet og måske håbet på en velproduceret og civiliseret Lanois denne aften, blev man muligvis skuffet over den utæmmede gnist, der sprang fra hans fingre. Men jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket over, hvordan de følsomme og gennemproducerede numre tog sig ud, da de blev præsenteret i rudimentære og skrabede versioner, uden hverken nævneværdigt lysshow eller anden staffage. Det var musikken, der talte denne aften, og Lanois lod den tale frit gennem hans krogede fingres åbne akkorder.

Tags from the story