13.04.07 – Niarn – Pumpehuset

niarn-presse2006-565x377

Niarn Badutski på rom og Cola

Ballondyr er ikke det, man forventer sig af en koncert med en af Danmarks hårdkogte rappere, men ikke desto mindre var det netop ét af aftenens muntre indslag, da Niarn gav en omgang eksplosiv underholdning for et halvfyldt Pumpehuset fredag aften.

At Pumpehuset kun var halvt fyldt kunne måske tilskrives, at Niarn stik mod al forventning gik på allerede tyve minutter over ni. Det var fredag, man skulle i byen – og de fleste Københavnere er vist blevet vant til, at koncerter starter meget sent… dog ødelagde tidspunktet ikke stemningen: ‘Vi skal være stive’ var budskabet, mens der efter åbningsnummeret blev åbnet en flaske rom og skålet med publikum, der taktfast hyldede Ålborgenseren med håndtegn og hujen.

Og så gik det ellers slag i slag med numre fra Niarns nu to albums. Simon Juel var med på guitar og to af Niarns venner som backup-rappere. Samspillet var i top, meget indforstået uden, at det egentlig udelukkede publikum, men varmt, fanden-i-voldsk og tilpas gakket og råt. På de mere stille tracks blev der sunget med – bl.a. var deltagelsen på ”Antihelt” og ”Bare Sig Til” forbløffende, men også på forrige albums ”Kommer Aldrig Igen” var der backup af karat. Bedst blev det nu, når det var hårdt! Negativt set var bassen en anelse på den tunge side, hvilket til tider slørede teksten fra scenen, men på den anden side gav det den hårdkogte gangsta-steming, som klædte den hæse Niarn. ”La’ Det Drop” gav lussinger til anmelderne, ”Stikkersvin” gav lussinger til stikkerne, ”Livet I Den Hurtige Bane” satte tankerne i gang – og ballondyrene.

Tyve i elleve var showet slut efter to ekstranumre, hvor naturligvis ”Dobbelt A” var ét af dem. ”Som om jeg har glemt hvor jeg kommer fra / Det tror jeg ikke”. Og det troede vi heller ikke blandt publikum, som gik ud i natten og videre i byen med samme intention som Niarn: At blive stive, give den gas og gå amok.

Tags from the story
Written By

28 årig musik- og webnørd. På barsel, men tilbringer normalt min hverdag som produktchef i TDC Musik for TDC PLAY, min eftermiddag og aften sammen med min datter Dagmar og min mand Simon. Ser venner så meget, som jeg kan. Lytter ny musik og læser god litteratur.

Skriv et svar