14.05.10 – Turboweekend & When Saints Go Machine – Store Vega, København

When The Saints Go Machine i Vega (Foto Lars Asmussen)

Så længe det gynger

Fredag aften delte to af landets bedste og mest nytænkende nye bands hovedrollen i Store Vega. En udsolgt sal var med på at skabe en fest, og det nød hovedpersonenerne godt af. Selv om de to bands har mange ting til fælles, kom forskellene dog stærkt til udtryk denne aften – på både godt og ondt.

Turboweekend (8/10)

Så længe gulvet gynger i Store Vega, kan man med sikkerhed regne med, at hovedpersonerne på scenen gør et eller andet rigtigt. Det gjorde Turboweekend tydeligvis fredag aften, hvor de delte hovedrollen med When Saints Go Machine. Turboweekend var første navn på scenen, og det stod hurtigt klart, at det at skulle gå først på scenen i aften ikke skulle betyde opvarmning for en halvt fyldt sal. Køen i garderoben havde været enorm, og da Turboweekend gik på sharp kl 21, begyndte frustrationerne at melde sig i garderoben. Ingen ville gå glip af noget. Af samme grund kom jeg selv ind i salen 2-3 numre inde i koncerten, og det virkede som om, at det var her, at tingene begyndte at tage fart. Allerede her var salen stuvende fyldt, øl og drinks blev langet over bardisken og stemningen var høj. Det var weekend – Turboweekend.

Turboweekend serverede deres electro-rock med et ekstra skud power, i forhold til lyden man kender fra gruppens albums. Vanen tro var Silas Bjerregård en sikker frontmand, der under hele koncerten havde publikum i sin hule hånd. Han fik dog god hjælp. Bassisten Morten Køie lagde en tung bund under aftenens show, og der var saft og kraft i bassen, som nærmest var den hæsblæsende puls, der gav Turboweekends musik ekstra liv. Også den sædvanlige liveforstærkning, Anders Møller, havde en stor del i bandets succes i aften. Via keyboard og synthesizers var han med til sat skabe en lyd, der i dén grad fyldte Store Vega.

På enkelte numre blev Turboweekend også melankolske og skabte en mere mørk og tilbagelænet stemning, som på en eller anden måde ikke virkede så velkommen i den danseklar og feststemte sal. Derimod var numre som ”Trouble is”, ”Something or Nothing” og ”After Hours” ved at vælte salen, og det var her gulvet i bogstaveligste forstand gyngede. Der blev hoppet, danset og der blev sunget med. Turboweekend sluttede af med ”Almost There” og her sprang Silas Bjerregård ud over publikum med en tamburin i hånden og surfede på ryggen ned bag i salen og tilbage igen. Her sluttede showet og et forpustet og svedigt publikum forlod hurtigt salen for enten at gå i baren efter væske eller at trække luft udendørs.

When Saints Go Machine (5/10)

Gulvet var fyldt igen, da When Saints Go Machine gik på. Det må have været en tung arv at skulle løfte lige efter Turboweekends gigantiske fest, og deres mørke fremtræden og mindre dansevenlige synth-pop stod da også hurtigt i stærk kontrast til aftenens første koncert. Kontrasten blev dog ikke mødt med kritik fra mig, for noget nyt og anderledes var også velkomment på dette tidspunkt.

Mørket var i bogstaveligste forstand faldet på i Store Vegas sal. Forsanger Nicolai Manuel Vonsild havde trukket sin mørke hætte op over hovedet, og de fire på scenen var placeret solidt og langt fra hinanden. De fire bandmedlemmer gjorde det godt på scenen, og havde styr på hver deres, men ud over Vonsild virkede de tre andre mørkemænd anonyme, og de havde derved svært ved at nå ud over scenekanten. De første rækker med inkarnerede fans var tændte, men kiggede man længere tilbage, blev der snakket, og det virkede som om, den fest der var startet en times tid tidligere, lidt modvilligt var blevet stoppet.

Lidt urimeligt overfor When Saints Go Machine, fik den store kontrast i den pludseligt ændrede stemning med tiden sit tag i mig, og jeg mistede flere gange fokus fra scenen, hvor hovedpersonerne jo faktisk gebærdede sig ganske godt. Især Vonsilds stemme har en kraft og variation, som giver gruppen deres eget særpræg. Han stod helt sikkert distancen i aften, men han virkede til tider meget alene i sin kamp for at tænde salen. At det hele rent visuelt var mere mørkt og indadvendt, end de normalt udtrykker, kom som en lille overraskelse for mig, og det gjorde bare omvæltningen i deres show endnu større.

Et eller andet gik galt ved denne afslutningen på aftenen i Vega. Jeg har endnu ikke kunne beslutte mig for, om grunden skal findes på selve arrangementet og kombinationen af de to bands som fælles hovednavne, eller om det var på scenen, at præstationen simpelthen ikke var stærk nok til at fastholde det store publikum. When Saints Go Machine har musikken og evnerne til rigtig meget, men det kom slet ikke til udtryk, som det fortjener, i aften.

Skriv et svar