14.11.12 – Katatonia – Amager Bio

Foto: Claus Michaelsen

Katatonia skuffede næsten pr. definition

Amerikanske Junius åbnede ballet med en tung, men letflydende omgang postmetal i den atmosfæreladede ende. Fladerne og de monotont spillede guitarer var helt på plads og vokalen svævede benægtende, men hele tiden evident i lydbilledet. Det gjorde, at den på dansk grund debuterende oversøiske bande, faktisk gjorde det strålende som support for aftenen. Men det var som om, man havde hørt det hele før – og det til bevidstløshed – med adskillige ligesindede bands. Navnlig vokalen blev en anelse enerverende i sin konstante dvælen ved samme tone, selvom den bestemt var formstøbt til bandets musik. Junius fik samtidig deres spilletid lagt så tidligt, at selvom undertegnede stod present kl. 20, var de allerede i gang og få var mødt op. Ærgerligt og man kunne bestemt have undet det lovende band en større flok lyttere.

Bedre gik det med franske Alcest, som leverede en formfuldendt opvarmning med en bedre lyd og en mere bredspektret, helt cinematisk approach, der var godt placeret på Amager Bios brede scene. Her anede man fintfølende shoegaze-elementer, lange vokalløse forløb i postrock-traditionen, sammensat med momentane indspark af blackmetal med dobbeltpedalling og Burzumlignende skrig. Det blev faktisk aftenens største kick for undertegnede, for det var varieret, velspillet, til tider ondt og tilbagelænet smukt i en koloreret palet af følelsesmæssig metal.

Så kom turen til hovednavnet – svenske Katatonia, der glimrede sidste år i Lille Vega med en helt igennem fremragende koncert centreret omkring jubilæumspladen Last Fair Deal Gone Down plus det løse. Den aften lige før jul mærkede man spilleglæde, motivation, ja sågar glimt i øjet, men først og fremmest sublim lyd, under den næsten tre timer lange seance. Derfor var det med forventningens glæde jeg mødte op til Katatonias Dead End Kings´ tour denne onsdag. Forventningerne blev dog ingenlunde indfriet.

Katatonia er ofte et kedeligt band live. De rykker ikke for fem flade ører og selvom de skriver nogle af den melankolske metals mest berigende og flotte sange på skive, er det for tit en alenlang ørkenvandring uden fremdrift eller overraskelser, når man overværer de mesterlige svenskere live. Samtidig er formlen overraskende ensformig. Det gør sig også gældende på deres album, men her kommer nuancerne ind og løfter hele molevitten adskillige lag. Sætlisten var egentlig ganske fornuftig – med mindre man ville helt tilbage til før Discouraged Ones fra 1998 – og vægtede en samling sange primært fra, The Great Cold Distance, Night Is The New Day og Dead End Kings, med enkelte afstikkere til Viva Emptiness, Tonights Decision og førnævnte Discouraged Ones.

Men sætlisten kunne man med rette anfægte. I hvert fald undrede jeg mig over, at man havde valgt makværket og deres ubetinget ringeste nummer ”Omerta” fra Viva Emptiness, når man fravælger et kongenummer som ”Evidence” fra samme plade. Det hørte bandet da også for, for mange gange i løbet af aftenen, kaldte de dedikerede fans på netop ”Evidence”. Og hvorfor helvede man fravælger Last Fair Deal Gone Down klassikeren ”Tonight´s Music” for banaliteten ”Sweet Nurse”, er mig også en gåde. Sådan kan man altid strides om numre, men faktum er, at det var en fornuftig og velvalgt sætliste.

Ud over Katatonias problem med for enslydende numre, bygget over samme læst, var aftenens lyd, der på ingen måde retfærdiggjorde bandets glimrende materiale, et problem. Tungt, nuancefattigt og til den buldrende side fremstod den og selvom jeg elsker bandet og genkender alle aftenens 20 numre, tog jeg mig i at kede mig. Det må ikke ske, når man ser et absolut favoritband. Jonas Renkse står som altid gemt det meste af aftenen bag mikrofonen med sit kraftige lange sorte hår, mens de resterende musikere stepper lidt ligegyldigt fra side til side, mens de fra tid til anden løfter guitaren i opret stilling og halvhjertet forsøger at oppiske en stemning, der ikke er basis for. Og så kan jeg ikke forstå, hvorfor de insisterer på at stå headbangende og hovedcirkulerende, som et oldschool thrashmetal-band, når deres musik er en helt anden boldgade. Flere omkring mig forlod stedet, som aftenen skred frem, selvom der musikalsk ikke var en finger at sætte på scenen, når det kommer til teknisk udførelse. Hvorvidt det var generel onsdagstræthed eller en mæthed efter to supportbands må stå hen i det uvisse, men de som blev til enden spredte højlydte klapsalver op mod scenen.

De poppede og ganske enkelt eminent turnerede ”My Twin” og ”Teargas” blev favoritter blandt publikum målt på engagement og klapsalver, mens de tunge ”Soil´s Song” og afslutterne ”Forsaker” og ”Leaders” var særdeles solide øjeblikke på en bestået, men desværre også jævnt kedelig aften i Amager Bio.

Katatonia er et gudeband, der sjældent – hvis ikke aldrig – formår at forløse sin storhed på en scene, alligevel vender jeg altid snuden mod hovedstaden, når de spiller,  i håb om at netop denne gang bliver koncerten hvor alting går op i en højere enhed.

Kigger jeg forbi næste gang de besøger København…….. you bet!!
[nggallery id=165]

Tags from the story
, ,