14.05.06 – Josh Rouse – Lille Vega

Foto: Paz Suay
Foto: Paz Suay

Josh Rouse – Et indtagende bekendtskab

Han er ikke særlig høj, men han har en særlig udstråling, der får folk til at kigge og en stemme, der får folk til at lytte. Han hedder Josh Rouse, og bag de små sorte briller gemmer der sig en moderne troubadour med ar på hjertet og smil i sjælen.

Scenen stod mørk og tom og ventede på at blive indtaget. Lige så stille, nærmest helt uanseligt gik koncerten i gang. Ingen store armbevægelser her eller råben og skrigen. Med et skævt grin og et par velkommende ord gik Josh Rouse lige til sagen. Et udsolgt Lille Vega var pakket til randen med fans, der glædeligt modtog den længeventede musiker. Begejstret jubel og svedige håndflader klappede den amerikanske singer / songwriter i gang.

Aftenens åbningssang ”It Looks Like Love” satte tonen for første del af koncerten. Sangen er fra hans seneste album, Subtítulo, og hans numre fra dette tandløse, men melodiøse album prægede en del af koncerten. Helt alene og badet i enkelte lyskegler spillede Josh Rouse sig gennem det meste af det nye materiale, mens undertegnede faldt i staver. Titlen på seneste udspil betyder undertekst, men det er ikke nødvendigt. Teksterne i kærlighedssangene er ærlige, men rent ud sagt også en smule patetiske, og efter en stund smeltede melodier som ”Quiet Town” og ”Summertime” sammen til en stor klistret masse af candyfloss.

Næh, giv mig hellere numre fra Nashville og 1972, der skriger langt væk af energisk spilleglæde. Og gudskelov så hørte Josh Rouse mine stille bønner og vendte hele aftenen på hovedet. Skønt han fra starten var snakkesaglig og hyggede sig på scenen, manglede det udefinerlige element, der gør en god koncert til magi. På forunderlig vis fandt Josh Rouse frem til det og gjorde aftenen til noget særligt for ham selv og for os i salen. Sublime sange fra bagkataloget som ”1972”, ”It’s the Nighttime” og ”My love has gone” reddede koncerten fra at fryse fast, og da Josh Rouse valgte at spille ”Carolina” live for første gang nogensinde, overgav hver og én i salen sig til hans lune guitarspil og sprælske melodier.

Med sødme og charme spillede Josh Rouse sig varm og inviterede sågar en forfjamsket pige til at dele scenen og mikrofonen med ham under ”Love Vibration”. Trods opmuntrende råb kunne det stakkels pigebarn ikke komme sig over sin generthed, men traumerne for livet må have været det værd. For når Josh Rouse er i topform, er han indtagende, som få kan være det. Denne aften var han alene med sin guitar på scenen, og det fungerede. Men hvad han dog ikke kunne udrette med et band i ryggen?! Dette var dog ikke, hvad folk i salen tænkte på. De ville have mere efter det afsluttende ekstranummer ”Sad Eyes”, og klappede ivrigt på ekstra ekstranumre. Skønt det var en forgæves indsats, gik alle alligevel derfra med varme i sjælen – og lidt småforelskelse i hjertet.

Tags from the story

Skriv et svar