15.08.19 – The Wailers – Docken

Foto: Bjørn Haldorsen
Foto: Bjørn Haldorsen

Varm reggae og rastafari på en kold og regnfuld aften

Selvom Bob Marley døde for snart 40 år siden lever både fortællingen om og musikken af ham i bedste velgående. Med en blanding af oprindelige og nye medlemmer har Bob Marleys gamle backing band The Wailers sat sig for at fortsætte Marleys musik og religiøse overbevisning indenfor rastafari-bevægelsen. En bevægelse, der bredte sig i Jamaica i starten af 1900-tallet med forgreninger til Etiopiens leder, Haile Selassie styre og tro på, at han selv var en slags reinkarnation af Helligånden. Bevægelsen tager udgangspunkt i kristendommen og kobler den med en stærk social holdning til især de sortes situation i USA. Der er således meget på spil i Marleys sange, og det skulle blive spændende at se, om reinkarnationen af The Wailers kunne fremmane Marleys ånd og sound i Dockens store hal ude på Østerbro denne kolde og regnfulde aften.

Foto: Bjørn Haldorsen
Foto: Bjørn Haldorsen

Indenfor var salen inddelt i to afsnit, hvor det ene var forbeholdt det stående publikum, og det andet bestod af 15-20 borde med dug, hvor man sad behageligt henslængt og kunne nyde sit glas vin, uden risiko for at få en dreadlock i glasset. Om det var for at få de godt 400 fremmødte til at fylde mere i salen, ved jeg ikke, men det skabte en lidt underlig stemning af os og dem på den anden side af hegnet. En stemning, som heldigvis ikke varede ved som aftenen skred frem.

Foto: Bjørn Haldorsen
Foto: Bjørn Haldorsen

Koncerten varede i knap tre timer! men var heldigvis delt op i to afsnit med en lang pause imellem. Første del bestod af, for undertegnede, mere ukendte numre, men det sociale budskab stod skarpt skåret i teksterne, som kredsede om at forene Afrikas folk og om at give alle de samme fundamentale rettigheder i samfundet – uanset tro, hudfarve og politiske ståsted. De homoseksuelles rettigheder indgår desværre ikke i pakken, og med Copenhagen Gay Pride på fuld udblæsning i indre København et par dage senere er der i hvert fald ét sted i Marleys mission, der ikke ligefrem er tidssvarende. Men det ændrer ikke ved, at hans sange, som det helt fantastisk velspillende band med de to barmfagre sisters på kor leverede med både gejst og ånd, stadig har en række stærke budskaber om fred og kærlighed, og om at leve sammen i gensidig respekt.

Foto: Bjørn Haldorsen
Foto: Bjørn Haldorsen

Da anden del af koncerten begyndte blev den højloftede betonbygning forvandlet til en jamaicansk bambushytte. Måske også fordi andet sæt bestod af blandt andre kendte klassikere som ”I shot the sherif”, ”Buffalo Soldier”, ”No woman, No Cry”, ”Is this Love” og ”Stand up, Get up”. Eneste mangel i sidste dels setliste var ”Redemption Song”, som jeg havde glædet mig til at høre. Men da koncerten bølgede til slut var det kun en skønhedsplet på et usædvanligt velspillet genhør med Bob Marleys klassikere. På dette tidspunkt var publikum også for længst smeltet sammen i én samlet og begejstret dans foran scenen, og koncerten havde næsten taget form efter en religiøs ceremoni, der kun havde ét formål: at hylde Marleys musik og hans ånd.

Rastafari

Karakter

8 Karakter
8