15.09.12 – Quadron – Lille Vega

Dansk soul-duo udlever drømmen stilsikkert

Et fyldt Lille VEGA, hvor aftenens gæster mest består af kvinder med deres veninder. De gør sig beredte på aftenens nærmest internationale indslag, selvom bandet Quadron er danske. Forsangeren Coco har lige været i Politikens iBYEN hvor der blev skrevet om bandets popularitet i USA. Quadrons medlemmer, Coco og Robin, har bosat sig i Los Angeles, så sangerinden Coco er kun til låns i aften i København. Sangskriver og producer Robin er blevet hjemme i deres nye hjemby. Quadron har fået mange amerikanske beundrere, også blandt berømtheder, har vundet adskillige hjerter hos udenlandske fans, og har fået en pladekontrakt hos Epic/Sony.

Coco er den første til at indtage den røgfyldte scene, emmende af selvsikkerhed og lækkerhed. Hun er iført en Frida Kahlo lignende rød blomsterkrans på hovedet, med matchende røde pumps, og en stram sort firserinspireret heldragt. Dernæst kommer bandet, som alle er klædt i sort. Bandet indleder med nummeret ”Buster Keaton” der smyger sig fløjlsblødt ind i øregangene med dets mystik og minimalistiske beats.  Cocos luftige sopranstemme fængsler hele publikummet.

Coco er klart på hjemmebane, både fordi hun er tilbage i Danmark, hvor familie og venner er troppet op til koncerten, men også i bandets selvopfundne digitale soul univers. Nummeret afløses af den sprøde jazzede ”Average Fruit”. Coco, der godt kan virke dramatisk og reserveret når hun optræder, runder sangen af med et stort smil og giver en kommentar med på vejen til veninden nede foran scenen. Coco fortæller, at næste nummer vil findes på Quadrons andet udspil der udkommer i 2013. Nummeret er baseret på hendes og venindernes sene festlige nætter i LA. Hun bryder ud i ”LFT Looking For Trouble”, en langsom og fræk sang, der minder om retro Michael Jackson. Bagefter slår Coco over i den funky ”Unpatience” med synthesizere og trommer i forgrunden. ”Så er det ballade tid” siger Coco, og det er ikke den drilagtige slags, men en drømmeagtig sjæler.  Nummeret ”Day” er karakteriseret af fløjte/saxofon, spillet på keyboard, og tung bas.

Nu er det tid til en af de nye sange, som undertegnede har glædet sig meget til.  Jeg har lyttet til Quadron siden deres debutalbum udkom i 2009, og har været til flere af deres koncerter inden de flyttede til LA. “Det er lidt dumt”, siger Coco med et smil, “men næste sang handler om min seng”. ”My Bed” er et storslået nummer, både vokalmæssigt og instrumentalt. Det leder tankerne hen på den sjælfulde og forførende ”In My Bed” af Amy Winehouse; . Herefter spiller bandet den gode gamle smooth ”Simili Life”.

Højdepunkterne er helt sikkert de to næste sange som Quadron spiller. Under nummeret ”Pressure” bliver Coco pludselig meget personlig, da hun fortæller at sangen er skrevet til hendes søster, der er til koncerten i aften. Coco synger en langsom udgave af sangen kun ledsaget af klaver og publikum er fuldstændig betaget af hendes fraseringer. Så går sangen over i den originale funky Motown-inspireret version med alle instrumenter efterfulgt af store klapsalver. Funken fortsætter på nummeret ”Jeans”, der på pladen ikke er synderligt interessant, i forhold til komposition og tekst.  Live er keyboard-guitaren funky og der en dejligt let og legende stemning i salen hvor folk danser og synger med. Så meddeles der sidste nummer og det er publikum bestemt ikke tilfredse med. Quadrons radiohit ”Slippin” er det næste der bliver spillet og alle kan naturligvis synge med.

Efter bandet går af scenen, bliver der hujet og trampet i gulvet, og selvfølgelig kommer bandet tilbage. De fyrer tre ekstranumre af. Først et nyt nummer, ”Favourite Star”, hvor der er to dansere på. Det er et underholdende nyt frisk input som jeg aldrig før har set til deres koncerter.  Dansen går virkelig i synk med nummeret. Derefter Michael Jackson coverversionen ”Baby Be Mine” og hele koncerten sluttes af med et nyt nummer der er meget firserinspireret med keyboardtangenter i forgrunden.

Min første indskydelse er, at det har været en fantastisk koncert.  Selvom jeg har set bandet optræde før, er de kun blevet mere selvsikre, dygtigere og professionelle når de leverer deres moderne soul/-pop-/jazz-influeret musik.  Til deres koncerter, har jeg savnet, at der ikke var blæsere og strygere tilstede på scenen, som er indspillet live på selve albummet. Det er et generelt problem og beslutningen er sikkert taget af praktiske og økonomiske hensyn. Det var skønt at få lov til at høre numre fra den kommende plade. Alligevel kan jeg ikke lade være med at syntes, at bandet burde have leveret noget mere. Enten improviseret eller jammet og kommet ud over deres lidt kontrolleret og alvorlige måde at spille på.

Coco virkede meget afslappet i aften og bandet har spillet sammen mange gange, så der kunne godt have budt sig flere soloudspil. Der var en enkelt trommesolo, som til gengæld også var medrivende. Måske er det en del af bandets stil, at de aldrig træder ud af karakter. Jeg efterlyser flere overraskelser til en livekoncert, hvor indslaget med de to dansere var et pragtfuldt eksempel. Quadron er selvsikre i deres stil og skal begynde at tage deres musik skridtet videre ved at forsøge at ophøje deres musikalske projekt. De bor i Californien nu, så de kan godt glemme janteloven og gå lidt amok.

Tags from the story
,