15.11.17 – Michelle Gurevich – Ideal Bar

MichelleGurevich-Press2017-1050x700

Musik til de unge og gamle håbløse romantikere

Der var en søvndyssende stemning over Ideal Bar, hvor flere havde valgt at sætte sig på gulvet foran opvarmningen af Twin Sons; et soloprojekt af den skotske Robin Thomson, der siden viste sig at være en del af Michelle Gurevich’s band. Det grå guld havde valgt at dukke op side om side med yngre kvinder klædt i islandske sweatre og mønstrede skjorter, mens de stod og så uimponerede ud med et glas vin i hånden. Vega’s ansatte afbrød siddeklubben på gulvet, og alle rejste sig og dannede en tæt og klemt halvcirkel rundt om den lille scene. Michelle Gurevich indtog scenen, og lignede en klassisk musiker iført en lang, langærmet velourkjole, med vidde bukser indenunder og skinnende sorte lakstøvler. Bag de mørke lokker vidnede hendes ansigtsudtryk om, at hun var en smule overrasket og hemmeligt morede sig over den propfyldte sal og publikums fysiske tæthed til hinanden og til scenen. Hun lagde ud med nummeret “Wait Was Said” fra albummet Let’s Part In Style fra 2014. ” There’s a hole in everything / And there’s nothing you can do / It’s always out with the old / And in with the new”. Det var en suspensefyldt sang, som skulle vise sig at alle Gurevich’s sange var.

Herefter spillede hun “First Six Months of Love” fra det seneste album New Decadence fra 2016 med den iørefaldende guitarriff, der blev spillet af den skotske guitarist og bassist. Imens spillede den danske keyboardist med de lange lyser lokker og bidrog med sin baggrundsvokal. Stilen var uhøjtidelig, men samtidigt iscenesat, hvor tankerne lededes hen på Leonard Cohen. Gurevich fortsatte med “To be with Others”, der føltes som en dystopisk kærlighedssang, nærmest som en hjertebanken inden den går i stå. Der stod fem brille piger på stribe og vuggede til de dystre toner, som var det en absurd tango. “We are smart / We can crack the formula / Learn to laugh about the occasional fuck”. Michelle selv vekslede mellem guitar og keyboard. Et keyboard der stod helt til ydergrænsen af scenen, og så tæt på publikum, så det nærmest føltes som om, at vi stod og skrev af efter hende i danskstil. Dette bemærkede Michelle Gurevich også, da hun mellem sangene sagde “It’s cozy in here” og “You are closer than my dentist ever comes”. Det fik publikum til grine af det lidt akavede setup.

Mørke melodramatiske sange med sovjetiske undertoner

“This is the first concert in Scandinavia on my tour” fik Michelle fremsagt, som var hun endelig glad for at være nået til Skandinavien, men samtidigt måske undrede sig over, at det først blev nu, selvom hun bor i Berlin. Og har et imponerende bagkatalog af fire album siden 2007. Den uundgåelige trommeboks lavede rytmer, mens Gurevich sang om en umulig kærlighedsaffære. “I can’t get used to you / Don’t ever get used to me”, der lød som det kunne være del af en Quentin Tarantino-film. Når man lytter til Michelle Gurevich’s tale og sang, forestiller man sig at være på en snusket bar, mens man sidder og spytter i en røget whiskey og ryger 20 smøger i træk. Musikken har en foruroligende effekt, mens man er ved at koge over af rastløshed. “End of an Era” fra New Decadence beskrev et meget underligt bekendtskab, da Gurevich først flyttede til Berlin, der udviklede sig til en kortvarig affære. “What matters the most in life, are relationships” sagde hun under koncerten. Ordene klingede sande, da sangene er skrevet med en sum af livserfaring. Herefter sang hun “Russian Romance” fra samme album.

På “Vacation from Love” talte Michelle digterisk over tunge beats, mens hun spillede sologuitar. På “It’s No Compliment” fra Show Me the Face fra 2010 forklarede Gurevich, at det ikke er et kompliment at være en god elsker. Hun fortalte en sjov historie om sin far, der gerne så, at hun kom på scenen og sagde “Hello fans, I’m playing a song from the 2nd disc”. Det var personligt og morsomt, hvordan hun efterlignede sin far. Det blev i familien, da hun sang “Russian Ballerina”, der handler om sin mor, der var russisk balletdanserinde. Hendes russiske forældre havde i sin tid indvandret til Canada, hvor Michelle er født i Toronto. Man kan helt klart høre, at Gurevich’s slowcore rock og lo-fi popmusik henter inspiration fra sit russiske ophav.

Ufuldkommen kærlighed kan forløse

Gurevich sammenlignede koncerten med en “first date”, og beskrivelsen passede meget godt på den lidt akavede nærhed til scenen og de i sig selv akavede sange om dysfunktionelle forhold og vanskelig kærlighed til sig selv og til andre. Hun sluttede af med det ventede og populære nummer “Party Girl” fra Party Girl fra 2007. Total underspillet, og teksten stod i skarp kontrast til den repetitive guitar og tørre, selvironiske røst. Man kender allesammen følelsen af at føle sig fri, som nattens dronning, mens bekymringerne lurer under overfladen. ” I used to cry / But now I don’t have the time /I used to be so fragile / But now I’m so wild”. Michelle Gurevich’s musik skaber en ildevarslende stemning, som man ikke kan ryste af sig. Denne koncert var et tydeligt bevis på hendes evne til at levere sin egen fortolkning af popmusik og rock, der gerne må være grimt, farligt, ubehageligt, og seksuelt ladet.

Karakter

8 Karakter
8
Tags from the story
, ,