16.09.06 – Mogwai – Pumpehuset

mogwai-sco-presse2006-565x377

Sønderrivende post-rock inferno

På dørene ind til Pumpehuset var der denne aften sat advarselsskilte op. Advarslen gik til alle epileptikere og drejede sig om, at der ville blive brugt en vis mængde stroboskoplys. En anden ting man måske kunne have advaret imod var lydniveauet, i hvert fald tilbragte nogle blandt publikum sidste del af koncerten med begge hænder for ørene. På den anden side må man håbe, at de vidste, hvad de gik ind til. På Mogwais fem albums har bandet udforsket mere og mindre støjende aspekter, men de har altid været garant for en potentiel gang tinitus hos deres live-publikum.

Fra den første akkord blev slået an i åbningsnummeret ”Christmas steps” holdt Mogwai publikum i deres hule hånd med deres tryllebindende og melodiøse post-rock. Fra første færd lancerede Mogwai deres audiovisuelle sanseangreb, som fortsatte over halvanden times tid. Her spillede Mogwai fem sange fra det seneste album Mr. Beast og spædede fornemt op med ting fra bagkataloget.

Advarslen omkring stroboskoplyset skulle tages ret alvorligt, viste det sig hurtigt. I det hele taget bar showet præg af veltilrettelagt og yderst effektfuld brug af lys, hvor især stroboskop-lamperne blev flittigt brugt. Mange af Mogwais numre har en struktur med stille og sirlig opbygning, sindrig intensivering og et eksplosions-crescendo af guitarkaskader. Sidstnævnte blev suppleret af de manisk blinkende stroboskoper, der understregede intensiteten og på en gang forbandt og trak tykke streger imellem de stille og de mere voldsomme passager.

Til tider blinkede lysene så kraftigt, at nogle blandt publikum kortvarigt slog blikket ned for at få en pause fra det inferno, der udspillede sig på scenen. Andre gange skabte de associationer til nervøst blinkende lysstofrør. Det imponerende lysshow er vigtigt i forhold til Mogwais live-optræden, fordi bandets numre oftest er præget af repetition og det til tider monotone. Der er derfor brug for dette stærke stemningsskabende element. Desuden forvandlede det meget ekspressive lys bandmedlemmerne til ansigtsløse silhuetter, hvilket tillod dem at henvende sig til publikum igennem deres trance-lignende musik frem for at være fanget i en spot.

De fleste Mogwai numre er instrumentale, men enkelte gange indfandt forsanger Stuart Braithwaite sig ved mikrofonen og leverede vokalen på numre som ”Hunted by a Freak” fra Happy Songs for Happy People og ”Acid Food” fra Mr. Beast. På ”Hunted” udviskes vokalen og filtreres til uigenkendelighed igennem en vocalizer før den møder publikum. På denne måde fremstår vokalen ikke som det vigtigste element, men eksisterer i samspil med resten af Mogwais soniske mosaikker. Vokalen på den laptop-drevne ”Acid Food” skiller sig ud og er mere klassisk, i det stemmen ikke forvrænges, men at der rent faktisk er fokus på den melankolske tekst.

Mogwai formåede at hvirvle publikum ind i såvel deres melodiøse og til tider storladne numre, som i deres mere beskidte og støjende. I starten bevægede bæstet Mogwai sig langsomt frem med mange gode energiudladninger og peakede lydmæssigt omkring koncertens ottende nummer ”Glasgow Megasnake.” Med dets flænsende power-riffs og kompromisløse tempo indeholder dette nummer fra det seneste udspil det hårdtslående og angstfyldte udtryk, som Mogwai har gjort til et af deres karakteristika. Koncerten var teknisk veludført, men live kunne det have været ønskværdigt, at et nummer som dette havde fået lov til at udvide sig og glide over i en mere improviseret støj-kollage, hvor bæstet kunne have blottet sig fuldstændigt. Dette skete desværre ikke og som det var tilfældet med de fleste andre numre, valgte bandet at holde sig til en version, der lå tættere på albumlyden og -længden.

Efter elleve numre gik bandet af scenen, men vendte tilbage et øjeblik senere med den nedtonede ”Black Spider”, der dovent og melankolsk gled ud blandt et efterhånden mæt publikum i et fyldt Pumpehus. I stedet for at lade publikum gå hjem på ”Black Spider” valgte Mogwai at affyre en sidste kaskade af feedback og elektroniske lyde med afslutningsnummeret fra Mr. Beast ”We’re No Here.” I dette tilfælde fik nummeret mesterligt lov til at udvide sig over ti minutter, hvor rovdyret en sidste gang vred og kæmpede sig igennem energiske riffs og loops, indtil Pumpehuset dirrede, de sidste lamper blinkede febrilsk og mørket og larmen overtog.

Set-liste:
Christmas steps
Friend
Travel
Summer
Hunted by a freak
I know you are but what am I?
Acid Food
Glasgow mega snake
Ratts of the Capital
2 rights make one wrong
Helicon 1
———
Black Spider
We’re no here

Tags from the story

Skriv et svar