16.10.09 – Kitty Wu – Toldkammeret, Helsingør

Foto: Bjørn Betheussen
Foto: Bjørn Betheussen

Fed koncert fra bandet i den evige skygge

Kitty Wu er et band som på linie med I Got You On Tape laver fremragende plader, som desværre er sørgeligt oversete blandt de danske pladekøbere. Både Privacy og The Rules of Transportation er formfuldendte værker med deres melankolske mørke, det tyste underspillede samt deres hypnotisk kværnende og ildevarslende udtryk, leveret med en af den danske scenes stærkeste vokaler, i kraft af Robert Lunds mørkeblå stemme. Han kan på en gang synge smukt og skrøbeligt, for så at slå over i en indestængt og sammenbrudsnær kulde, hvor man fuldstændigt overvældes af intensiteten. I Kitty Wus univers hersker en latent beredskabsfornemmelse, en fortvivlelse og en vished om, at ting må gå galt før eller siden.

Kitty Wu har for nyligt udsendt deres 4. cd Someone Was Here og er nu blevet en trio, da bandets svenske bassist Samuel Helles i mellemtiden har valgt at forlade bandet. Endvidere har et mere elektronisk udtryk indfundet sig i deres nye materiale. Helles var med sin frostkolde og postpunkede bas en dynamisk drivkraft, som havde stor betydning for Kitty Wus lyd, så det spændende for aftenens koncert bliver, hvordan trioen indfrier de musikalske perler live og om de elektroniske tiltag fungerer på scenen.

Kitty Wu åbnede deres koncerturne i går i Templet i Lyngby og skal i november spille bl.a. på Loppen. De små scener er som skabt til deres, i pladeøjemed, på en gang intime og eksplicit støjende udtryk sat på stramme formler, så kontrollen holdes i hævd, men som live skydes i sænk når bandet og især Robert Lund, for alvor giver los og plads til at vække de indre dæmoner til live.

Toldkammeret er ganske velbesøgt, da supportband Roadside Dangler spiller sin følelsesfolk. Mange venner og familiemedlemmer er dog utvivlsomt kommet for at støtte dem, for da Kittu Wu senere overtager scenen daler interessen fra en del publikummer. Ca.100 mennesker bliver pludselig til 50, da Kitty Wu har spillet et par numre og det er synd og skam, for bandet åbner blændende med ”Love Letters” fra Someone Was Here med masser af støj og elektrisk puls. Den følges af ”This Building Is On Fire” og ”Sleep Together, Wake Apart” fra henholdvis Rules Of Transportation og Knives And Daggers. Tre absolutte trumfer fra trioens for, – og nutid. Efter den åbning skulle man synes Kitty Wu havde skudt sig selv i foden, men ”There Is A Red Light” fortsætter den gode start, med en super god lyd og en finale som vælter salen i et fantastisk og ret massivt distortionbrag, som igen skræmmer flere af de uforberedte publikummer væk. ”Those Who Got Away” følger og viser hvor god en plade Rules of Transportation er. Allan Schøneberg har overtaget bassen fra Helles og dermed er bandet en guitar short fra tidligere. Det kan høres på de ældre numre, som mangler lidt fylde hist og pist.

Publikum virker noget indifferente og er ikke særligt engagerede og der kommer derfor til at mangle den dynamik, imellem band og publikum, som er så vigtig i koncertsammenhæng. Heldigvis fortsætter bandet ufortrødent. Schøneberg spiller sin bas væsentligt mere bastant og kontant end Helles, når han står i magtfuld position, med sit store runde korpus og stirrer os bestemt i øjnene med sine mørke briller. Det mærkes især på ”You Are Not The Driver”, som leveres knaldhårdt, både i forhold til plade og tidligere livejobs. Trommerne spilles energisk og med slagkraftig præcision af tatoverede Claus Bergmann, mens Robert Lund som vanligt står som en saltstøtte, hvis ikke han lige rykker hovedet lidt fra side til side.

50 bliver til 25 som aftenen skrider frem og Lund joker lidt med det og spørger om vi resterende tilhører Helsingør-eliten. Ellers er der ikke meget snak imellem numrene og bandet lader musikken tale for sig selv. Repetitive riff med afsluttende støjcrescendoer dominerer koncerten, ”Keyhole Nothing” leveres bl.a. i en sublim og herligt aggressiv støjende version, inden bandet går af efter ”Spending Black Time” fra Knives and Daggers. ”Hands in The Air”, ”Arms Raised” og ”Rule Nr. 9” leveres som ekstranumre og afslutter det 75 min. lange sæt. Førstnævnte i en meget dæmpet version, spillet udelukkende med guitar og selvom omarrangerede numre altid er velkomne live, hvad skulle man ellers gå til koncerter for, rammer den ikke det oprindelige nummers smukke univers.

Betyder det noget om der er 20 eller 200 mennesker til en koncert, kunne være spørgsmålet. Uanset hvad kunne man godt ønske sig flere mennesker til Kitty Wus fortrinlige koncert. Og at flere fik øjnene op for bandets kvaliteter, både på plade og ikke mindst live.

Tags from the story

2 kommentarer

  • Synes nu ikke det var højere end sædvane, men når støjen skal leveres, skal der altså noget db på, ellers fremstår det ret blodfattigt:)
    Men ja du har ret, bandet spillede rigtig godt!!

  • Kitty Wu spillede rigtigt godt!

    Lydmanden derimod må have været død, koncerten blev totalt smadret lydmæssigt af et alt for kraftigt lydtryk, min lomme dB måler viste 108-110 dB i salen, selv ude i baren skulle man råbe til hinanden.

    Derfor forsvandt folk fra koncerten, når man stod ude i gården kunne man enda høre hvad der blev sunget. Ærgeligt for Kitty Wu.

    Mikael Kristensen

Skriv et svar