17.03.12 – Mark Lanegan Band – Amager Bio

Mørkemanden gjorde det flot i egne klæder

Mark Lanegan har efter syv års solopause, smidt sit fremragende album Blues Funeral på gaden for kort tid siden. Det var med udgangspunkt i den, han over 80 min. turnerede en aldeles rocket, blueset og dark-soulet koncert for de fremmødte i den udsolgte biograf på Amager. Frekventerer man Lanegan live, vil man vide, at der absolut intet perfomanceship er over gravrøsten, for han står som altid, som en saltstøtte på scenen med det ene ben hvilende foran det andet, lappen godt og støt fast i mikrofonstativet og sit stålsatte blik rettet på et unavngivet sted i salen. Den recept undvig han ikke én gang fra lørdag aften og de få ord – udover sangenes lyrik forstås – der udgik fra hans læber til publikum, var et enkelt tak og tak fordi I kom. Crowdpleaser og linselus kan man sgu ikke beskylde manden for at være. Men beskylde ham for at være beriget med en af de mørkeste og sejeste barytoner kan man med rette, for Lanegan har en uforlignelig røst, der holder ens koncentration og nærvær fangen på samtlige knap 20 numre over aftenen.

Sættet var fordelt med hovedvægt på Blues Funeral, men også Bubblegum, Here Comes That Weird Chill og Field Songs var rigt repræsenteret. Whiskey For The Holy Ghost, der for mange – også undertegnede – står som hans mesterværk, fik et enkelt indlæg i kraft af den smukke ”Pendulum” under de obligatoriske ekstranumre, og her hører man pludselig hvor langt Lanegan efterhånden har bevæget sig fra netop det stille, men på ingen måde undseelige singersongwriter album. For at Lanegan har deltaget i et hav af kollaborationer gennem tiden er ingen hemmelighed – herunder navne som Soulsavers, Gutter Twins, Queens Of The Stoneage og selvfølgelig med skotten Isobel Campbell og koncerten bar i mine ører, særligt præg af en blandet lyd fra vidt forskellige album. En sidekammerat fandt det irriterende og synes at Lanegans sigte og mål efterhånden udviskes af de mange facetter, men jeg synes det var en yderst homogen og stringent affære.

Bandet spillede rigtig godt, særligt den anderumpeklippede guitarist styrede rytme og lead med stort overskud og en smittende sprødhed. Hold da fast hvor han ku spille og spillede det meste af aftenen en flot hovedrolle uden at dominere og med fin fornemmelse for flow, underspil og medrivende toner. Og så kunne han altså spille en blå solo, så ikke et øje var tørt – fremragende! I øvrigt skæg sammensætning af personligheder i Lanegans band, for hvor main-guitaristen lignede en, der var snydt ud af Morrisseys band, bestod resten af gutterne af slackerlignende Kurt Vile kloner. Der var dog intet dovent eller ugideligt over samspillet, der fremstod tight og kongruent under hele koncerten.

Ved siden af ham var trommeslageren støt og stabil, mens keyboardist og lejlighedsvis guitarist støttede op og fuldendte de fine sange. Han skiftevis spillede tykke 70´er lignende orgeltoner, dyb elektronisk pulsbund, lapsteel guitar og muskuløse støtteriffs. Bassisten spillede også en markant rolle, for den indimellem næsten overstyrede bas lagde en særdeles tung og rocket bund under Lanegans sange, særligt under ”Quiver Syndrome” og ”Riot In My House” fik den power og punch. Så at set-uppet kaldes Mark Lanegan Band er helt på sin plads, for selv om det ingen hemmelighed skal være, at Lanegan definitivt har hovedrollen og at det er ham folk kommer for at se, så var det et særdeles sammenspillet band med masser at byde på og ikke blot hyrede gunslingers til lejligheden, man oplevede.

Der blev skruet op for den barberbladsskarpe rock i begyndelsen med Bubblegums ”Hit The City” og til slut med Here Comes That Weird Chills ”Methamphetamine Blues” og halvvejs i koncerten fik vi sørme et Screaming Trees cover, den geniale rocker ”Crawlspace”, der ledte tankerne tilbage til de gode gamle Seattle grunge dage og vidnede om, hvor vigtigt et indspark til genren Screaming Trees vitterligt var dengang.

Ellers var det i mine ører lutter højdepunkter og de smukke og eftertænksomme ”St. Louis Elegy” og ”Harbourview Hospital” fra Blues Funeral og den fænomenale midttempo sang med det iørefaldende omkvæd ”One Way Street” fra Field Songs gjorde underværker.

En særdeles velspillet koncert med en knivskarp lyd, der fik alle nuancer med og et tilbagelænet band, der vidste hvad de havde at gøre godt med og både forstod at økonomisere virkemidler og eksplosivt rocke igennem.

Og hvor var det rart endelig at se Lanegan tilbage i egen høje persona, med rock og blues som omdrejningspunkt, nu hvor vi ellers fortrinsvis har set ham på disse kanter i samarbejde med sylfiden Isobel Campbell og i forening med Greg Dulli i Gutter Twins.