17.06.19 – Lissie – Lille Vega

Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge

Muskuløs pop med stærke sange

Første gang Lissie spillede i Lille Vega tilbage i 2011 var der som denne aften kun halvfyldt med publikum. Dengang var hun stadig ukendt for de fleste og var på turné med sit første album Catching a Tiger. Denne gang kom hun med adskillige albums i bagagen og et helt nyt koncept for aftenens koncert. Det nye album When I’m alone: The Piano Retrospective indeholder et udpluk af hendes tidligere sange plus et par covers, som præsenteres i nedbarberede versioner kun med sang og piano. Væk er bandet og den pulserende rock, og tilbage står Lissie med sin vokal og sin tro følgesvend Jo Dudderidge, som normalt spiller i The Travelling. Et band, der også har varmet op for Lissie adskillige gange, når hun er på turne med sit eget band.

Det halvfyldte Lille Vega skulle med andre ord denne aften præsenteres for en nærmest akustisk version af den blonde sangerinde fra Iowa, og det skulle blive spændende at høre, om sangene kunne stå alene, uden anden udsmykning på scenen end et keyboard, en stol og et lille bord med et glas rødvin. Men først skulle vi lige igennem to andre sæt.

Jo Dudderidge *****

Måske var det for at få varmet keyboardet op eller for at tjekke stemningen i lokalet, at Jo Dudderidge åbnede med en lille halv time med nogle af hans egne sange. Ingen tvivl om at han er en god vokalist som spiller et habilt piano, men det virkede lidt underligt, at den ene halvdel af aftenens duo skulle ind først, når nu der var et reelt opvarmningsnavn. Heldigvis blev det et kort sæt, hvor vi fik en forsmag på den amerikanske singer-songwriter tradition, som Lissie både er en del af og som hun også skriver sig helt væk fra.

Select Captain *******

Bag den slanke fyr med det pudsige navn gemmer sig danske Kristian Gaarskjær, som også kommer med et relativt nyt album i bagagen, der egentlig matcher aftenens tone perfekt med sine semiakustiske sange, der i høj grad hviler på den amerikanske musikkultur. Gaarskjærs vokal er elegant og passer perfekt til de skrøbelige, men også til tider livlige sange, der blafrer med et varmt lys på den rudimentære scene. Til sidste nummer kommer den tidligere vinder af det danske melodi grand prix i 2012, Soluna Samay, ind på scenen og synger en fin duet med Kaptajnen, som efterlader et fint og positivt indtryk. Ingen tvivl om at Kaptajnen både har melodierne, talentet og evnen til at møde sit publikum.

Lissie ********

Endelig træder Lissie, aka Elisabeth Maurus, ind på scenen med opsat hår og iført afslappede jeans og sort bluse og møder begejstrede klapsalver fra det nu godt opvarmede publikum. Aftenens første nummer er ”Don’t you give up on me” fra My Wild West og allerede inden Lissie selv er varmet op, fornemmer man den energi og det ubændige behov for at synge, der ulmer i den lille krop. Efterfulgt af ”Sleepwalking” fra hendes andet album Back to Forever kommer hyldesten til Lissies egen opvækst ved floden Mississippi, som også er en af de mere traditionelle amerikanske sange fra hendes debutalbum Catching a Tiger. Således igennem hendes første tre albums kommer så nummeret ”Castles” fra det seneste album af samme titel. Og nu er stemmen varm, kroppen er i bevægelse, hænder og arme flagrer rundt i luften, og Lissie vandrer rundt på scenen som en rastløs løve, mens hun synger med en tiltagende styrke, der næsten tager pusten fra publikum. Her fornemmer man den styrke, der er i Lissies vokal, og som er med til at gøre hendes sange til noget særligt. Den inderlighed, kontrol og dedikerede indlevelse Lissie præsterer både i sine sange og på scenen er intet mindre end formidabel. Under de efterfølgende ”Blood & Muscle” og ”Love Blows” – også fra Castles – er vi helt nede i tempo og arbejder os op igen ad Lissies følelsesbetonede musikalske stige. Momentvist synger hun bare uden mikrofon og vi får hendes stemme ufiltreret, rå, kraftfuldt. Og det er det, Lissie kan! Hendes sange og stemme når ud til publikum med en rå og inderlig energi, der er fuldstændig til stede, på samme måde som en britisk Adele – uden sammenligning i øvrigt.

Foto: Tobias Bagge
Foto: Tobias Bagge

Aftenens sidste halvdel består blandt andet af de to coversange ”Cowboy Take me Away” og ”Dreams” af henholdsvis Dixie Chicks og Fleetwood Mac, og her viser Lissie igen sit amerikanske ophav. Det er da udmærkede versioner af gode sange, men vi vil hellere høre Lissies egne, og da ”When I’m alone” og ”Everywhere I go” fra Catching a Tiger leveres i kraftfulde versioner, er vi tilbage på sporet. Aftenen slutter med det poetiske ”Ojai” fra My Wild West, hvilket egentlig er et lidt pudsigt valg, når nu der ligger så mange andre, langt stærkere sange, som vi ikke fik denne aften. Men det ændrer ikke ved den magtdemonstration, Lissie leverede fra scenen, kun iført slidte jeans og sine stærke sange. Sange, som bestod prøven, og fremført med en helt uimodståelig styrke og charme.

Og en STOR ros til de fremmødte denne aften, som under hele aftenen undlod at knevre løs. Der var total stilhed i salen under numrene og med et lydhørt publikum, der lod sig opsluge af Lissies tilstedeværelse i rummet og gav hende plads – også da hun pludselig hoppede ned fra scenen og bevægede sig ud blandt folk. En fantastisk aften med en på alle måder enestående og nærværende sangerinde og personlighed.

Karakter

8 Karakter
8
Tags from the story
, ,