17.05.06 – Okkervil River – Lille Vega

Foto: Steve Gullick
Foto: Steve Gullick

Fornem indiecana fra Okkervil River

På grund af vandskade var aftenens koncert blevet flyttet fra Huset i Magstræde til Lille Vega. Da Neco Case allerede var blevet booket til Vega denne aften, var Okkervil River nødt til at starte allerede kl. 20:40, hvilket nok kom bag på en del, for da aftenens koncert startede, var der ikke mange mennesker i Lille Vega – de kom dog dryssende mens koncerten fløj af sted.

Med vægten lagt på Okkervil Rivers seneste album, Black Sheep Boy, var Okkervil River i sit es samtlige 40 minutter koncerten varede. Særligt Will Robinson Sheff var i topform og til tider nærmest skreg han teksterne ud med sin karakteristiske og intense vokal. Særligt godt fungerede dette på numre som ”Black” og publikumsfavoritten ”For Real”, der også bragte publikums stemmebånd på banen.

De blot ti numre Okkervil River kom igennem blandede de rockede og de stille numre på fornem vis. Og så var der også numrene, der startede stille, men som udviklede sig til larmende hyldester til god gedigen amerikansk rock ’n’ roll. Tag fx det mandolin-drevne nummer ”Westfall” fra albummet Don’t Fall in Love With Everyone You See (2002). Det starter ganske harmløst, men bygges langsomt op af først mandolin og akustisk guitar, så trommer og mere guitar, harmonika og trompeter og teksten: ”And when I killed her it was so easy that I wanted to kill her again. I got down on both of my knees and…she ain’t coming back again”, og lidt senere kommer: ”They’re looking for evil, thinking they can trace it, but evil don’t look like anything”. En autentisk historie fra bandets hjemstat Austin. Desværre kommer teksterne ikke rigtigt til deres ret live.

Tager man Okkervil Rivers musik, tekster og fremtræden må stilen ligge ovre i noget, der kan betegnes indiecana. Om der er noget, der hedder det, ved jeg ikke, men ikke desto mindre er det lige præcis den genre amerikanske Okkervil River spiller live.

Er man til bands som Okkervil River og bands som Richmond Fontaine og Whiskeytown, skal der til sidst lyde en varm anbefaling til at tage ind og høre The Broken Family Band den 10. juni i Huset i Magstræde. Bandets seneste album Balls blev tidligere på året fuldt fortjent udnævnt som månedens americana-udgivelse i UNCUT. Tak til Play/Rec for at skaffe Okkervil River og The Broken Family Band til Danmark.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar