18.01.18 – Execration + Slægt + Reptilian – Pumpehuset

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Norsk, dansk fræs

Norske Execration og Reptilian bliver beskrevet som ”Cremen fra den mest pilrådne gren af Norges metaltræ” på Pumpehusets hjemmeside, og efter aftenens optræden håber jeg, at der snart er nogen der saver den gren af og smider den på bålet. Sjældent har jeg oplevet så uinspirerende og kaloriefattigt dødsmetal som denne aften. Heldigvis lå danske Slægt som en blodig bøf mellem de tørre sandwichbrød og gav en forrygende opvisning med numre fra deres seneste album Domus Mysterium.

 

Reptilian ****

Kvartetten fra den lille by Fusa, øst for Bergen og med knap 4.000 indbyggere, er tydeligvis ikke ret gamle og har da også lige smidt debutpladen Perennial Void Traverse på gaden sidste år. Men håret er langt og der bliver gået til makronerne fra starten, så kampgejsten mangler absolut ikke. Hæsblæsende og fræsende dødsmetal, uden de store variationer den første halve time, men man begynder hurtigt at småkede sig i den frysende kolde forhal i Pumpehuset. Lydkvaliteten er også bemærkelsesværdig ringe, og det skærer voldsomt i ørerne, når de frenetiske guitarer tager fat. Forhåbentlig bliver det bedre, som aftenen skrider frem. Sidste halvdel af sættet bliver lidt mere interessant med mere variation og med supertunge passager, hvor det faktisk gynger fint. Efter godt en times opvarmning er det endelig slut, men aftenen ser pludselig meget lang ud, hvis alle tre bands spiller tilsvarende længde.

 

Slægt ******

Den danske kvartet stiller selv grejet op og tænder et mindre bål af røgelsespinde foran trommesættet, inden de starter aftenen med deres interessante blanding af mørk metal og klassisk britisk heavy metal, som vi kender det fra firserne med klassiske guitarharmonier og melodiforløb. Drengene fra Fusa så unge ud, og drengene fra Slægt ser ikke en dag ældre ud. Kampgejsten fejler heller ikke noget hos Slægt, men man mærker allerede fra starten et gevaldigt kvalitetsløft i melodimaterialet og guitarharmonierne. Samtlige numre denne aften kom som nævnt fra det fantastiske album Domus Mysterium, som er et frisk pust til en metalscene, der ofte drukner i attituderæs og temposkift, uden ambitioner udi klassisk heavy metal. Det har Slægt. Stilen tager udgangspunkt i black metal og med en sprudlende legen med stilarter og greb som vi kender det fra klassiske firserbands som Iron Maiden (som i dag ikke fraviger en tøddel fra det koncept, de skabte i firserne) og Helloween.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Melodiske harmonier og guitarsoli, kombineret med brutal vokal og tonsetunge trommer, der bidrager med muskler og støj, der løfter det samlede udtryk gevaldigt op. Posituren hos de unge mænd på scenen er da også taget ud af enhver erindring om firserheavy. Der blev kastet med håret og kælet med guitarhalsen, så man blev helt erotisk opstemt. Sættet sluttede af med det fantastiske nummer ”I Smell Blood”, som nærmest lyder som noget Satyricon kunne have skrevet. Og det er absolut ment positivt!

Desværre trak den dårlige lyd gevaldigt ned i den samlede oplevelse, og jeg kan kun håbe, at vi snart får mulighed for at opleve Slægt under bedre lydforhold, hvor de elegante harmonier i musikken fremstår tydelige.

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

 

Execration ***

Bandet fra Oslo har eksisteret i ti år og har en række udgivelser bag sig, og har sågar vundet den norske Spellemanprisen, som svarer til en Grammy. Det forstår man ikke, efter en halv time i selskab med de fire dødsmetalrockere. Patetisk og usammenhængende og med et melodimateriale, der på ingen måde imponerer. Retfærdigvis skal det siges, at lyden også her var mildest talt elendig. Så er det sgu op ad bakke for alle, og det er synd for arrangementet som helhed. Normalt plejer der at være ok lyd i Pumpehusets mindre forhal, men denne aften var lydmanden helt væk.

Execration leverer hæsblæsende dødsmetal, og en af de ting, der fungerer rigtig godt, er deres skiften af lead vokal mellem de to guitarister. Og teknisk set er der intet at sætte fingeren på, de fire herrer, som kunne være fædre til de to tidligere bands. Bandet har bare ikke kvaliteten i numrene til at hæve dem over det middelmådige, og det fungerede bare ikke i Pumpehusets iskolde foyer denne aften, hvor lydmanden også gjorde hvad han kunne for at spænde ben for oplevelsen. Symptomatisk for dette sivede en stor del af publikum i løbet af denne sidste del af koncerten, og jeg må tilstå at jeg fulgte trop ikke længe efter.

Karakteren 6 gives for Slægts performance denne aften. De to øvrige bands var ikke i nærheden af samme kvalitetsniveau.

 

Karakter

6 Karakter
6
Tags from the story

Skriv et svar