18.10.18 – Godflesh – Pumpehuset

Godflesh-Press2018-1050x1050

Mænd af stål

Author & Punisher

At have en så anerkendt industrial doom musiker som énmandshæren Tristan Shone som opvarmning, borgede kun for kvaliteten denne aften. Siden 2005 har Shone udgivet otte albums, senest med Beastland tidligere i år, og det var fra starten tydeligt, at vi ikke skulle forvente melodistumper og ørehængende refræns denne aften. Forskanset bag sine maskiner, som bestod af velsmurte stempler, en masse elektronik og en vocoder, der forvrængede og fortrængte ethvert spor af et menneske, leverede A&P et hardcore industrial act, hvor stemplerne leverede hele slagserier af mekaniske stød, der gik lige i mellemgulvet. Der blev ikke vekslet nogen ord fra scenen, og med et høfligt buk forsvandt Shone efter et kompakt og kompromisløst sæt, der i den grad havde sat barren for aftenens hovednavn.

Godflesh

For en gangs skyld tog det ikke lang tid at skifte scene. Der var kun nogle maskiner, der skulle byttes ud og et par guitarforstærkere, der skulle rulles ind. Og efter lidt elektronisk justering gik showet i gang med fuld smadder på fra starten. ”Anything Is Mine” fra Selfless åbnede settet efter lidt forsinkelse, men når man i den grad er afhængig af præindspillede rytmer og programmeringer, tilgav vi gerne de genopståede pionerer. Der er ingen som Godflesh, der spiller med så kompromisløs og rå en sound, og samtlige numre denne aften viste duoen fra deres ypperste side. Højt, hårdt, direkte og uforsonligt, uden at være aggressivt på den udfarende måde. Justin Broadrick styrede slagets gang bag det usædvanligt lange hår, der næsten fik ham til at ligne en almindelig heavyguitarist, men udover de lange lokker er der ikke noget almindeligt over den langlemmede brite fra Birmingham. Med snerrende bid fra guitaren og med få udbrud fra vokalen leverede han og Greens malmtunge bas en god times hardcore industrial doom, som får de ligesindede hos Ministry og Nine Inch Nails til at fremstå som polerede søndagsdrenge.

Det er 26 år siden, jeg først oplevede Godflesh på et røgtungt Stengade, men bortset fra frisuren og nogle flere kilo på kroppen er Godflesh i dag kun endnu hårdere og endnu mere stålsat. De akkompagnerende visuals benytter et religiøst billedsprog, men der er absolut intet tilgivende eller næstekærligt over de samplede rytmer, der blev solidt bakket op af bas og guitar. Og det samlede indtryk af duoens performance er præcist lige så skånselsløst og direkte som dengang det epokegørende album Streetcleaner udkom omkring 1990. Og selvom der har været andre elementer inde over Godfleshs udtryk gennem tiden, leverede de denne aften en voldsom og fuldstændig suveræn sætliste, der afspejler, hvorfor Broadrick og Green stadig er kongerne på toppen af industrial metal.

Karakter

9 Karakter
9
Tags from the story
,

Skriv et svar