18.12.17 – Sólstafir – Pumpehuset

Foto: Falk Hagen Bernshausen
Foto: Falk Hagen Bernshausen

Nordiske vulkaner i udbrud

De startede egentlig som et klassisk black metal-band med deres første demo-udgivelser i midten af 90’erne, men skiftede snarligt stil og udtryk til at blive alt muligt andet. Eneste reference i dag til det tidligere udgangspunkt er den knugende fornemmelse, der ofte er hos de nordatlantiske bands som islandske Sólstafir. Væk er blast beats og fræsende guitarer og underproduceret lydbillede, til gengæld for en supertight trommeslager, og to knivskarpe guitarister, der besidder evnen at frembringe støj og feedback på deres instrumenter, så det passer perfekt med den hårdtarbejdende men simple bas og de harmoniske tangentakkorder fra den langhårede keyboardist bagerst på scenen. Men inden de islandske læderdrenge gik på, var der en anden kunstner, som også har sit musikalske udgangspunkt i black metal og den nordiske folklore.

Myrkur

Danske Myrkur har efterhånden optrådt flere gange på danske scener, og der er langt fra den nervøse debut på Roskilde Festivalen og til den stilsikre sangerinde i hvidbrusende kjole, som indtog scenen denne aften. Med sig havde Myrkur tre kutteklædte håndlangere, der gjorde det fortrinligt, men der er ingen tvivl om, at det er kvinden i midten der stjal al opmærksomheden. Med hovedvægten lagt på det nye album Mareridt fra i år leverede hun et solidt show af benhårdt metal, boltet sammen med hendes skiftevis elveragtige vise og dæmoniske brøl. Med nu tre albums plus det løse i bagagen er Myrkur ved at finde sig en stil, der passer til hendes nordiske puls, kombineret med en efterhånden mere tung end fræsende metal, som på hendes tidligste udgivelser. Og at dømme efter publikums begejstring i det totalt udsolgte og fra starten af proppede Pumpehus, har Myrkur et solidt stampublikum her til lands. Fuldt fortjent!

Sólstafir

Begejstringen for Myrkur viste også, at det mere var en dobbeltkoncert end den klassiske opvarmning med hovednavn. Og faktisk var der et tredje band ved navn Árstíðir denne aften, som vel egentlig var opvarmningen, men de var allerede gået af scenen, inden jeg indfandt mig.

Snart gik de islandske læderdrenge på scenen, fuldt udstyret med veste, rottehaler og fuldskæg, som kun nordiske vikinger kan have. Musikken var en blanding af støjende metal og mere psychorienterede passager, hvor det hele kørte ned i tempo og lydstyrke, for kun at rejse sig igen som en gigantisk atlanterhavsbølge, på vej til at opsluge vores syndige hoveder. På den måde skiftevis steg og faldt musikken i takt med musklernes spil på buen, og det er det, der gør Sólstafir til en noget speciel størrelse. De lyder ikke rigtig som noget andet, og når sanger og guitarist Aðalbjörn Tryggvason sang på islandsk var man på vej op ad og ned i en pulserende vulkan, på nippet til at eksplodere.

Sidste nummer var det fantastiske ”Goddess of the Ages” fra albummet Köld, som de altid spiller som afslutning. Dette rummer nok i essensen, hvad Sólstafir lyder som. Langsommeligt opbyggende med en truende skygge, der langsomt driver ind over scenen, for til sidst at eksplodere i et langtrukkent larmende støjinferno af brusende guitarer og tordnende trommer. Præcist som Atlanterhavets bølger mod en massiv klippegrund. Sådan er Sólstafir.

 

 

Karakter

8 Karakter
8
Tags from the story
,

Skriv et svar