18.01.07 – Offbeat – Off The Record Showcase – Rust

Foto: Hanne Hvattum
Foto: Hanne Hvattum

Offbeat – med på beatet

Den danske musik har sjældent været mere alsidig, end den er på nuværende tidspunkt. Bookingbureauet Offbeats årlige showcase demonstrerede nogle af de mange strenge, dansk musik spiller på.

Sjovt nok var det dog et svensk band, Forest & Crispian, der fik den utaknemmelige tjans at åbne op for et halvlunkent publikum med trang til at glane på Rusts overbefolkede trappe fra baren til dansegulvet foran scenen. Forest & Crispians tre gæve ungersvende fra hinsidans Sundet lod sig dog ikke slå ud af detaljer som disse, og kastede sig lystigt ud i det med en smitsom gejst. Iklædte matchende sorte / gule jakker, som de sandsynligvis har snuppet fra et high school marching band, bød de tre friske fyre op til dans med deres enkle, men sofistikerede pop. Deres numre er en blanding af den umiskendelig svenske poplyd og den britiske danserock à la Franz Ferdinand og Arctic Monkeys. Men Skånedrengene har krydret deres musik med klokkeklare, rene flerstemmige harmonier. I bade ”Aria A” og ”Tellus What Are You…” fik guitarer og trommer plads til fri udfoldelse mellem de dejlige vokaler. De svenske drenge har en forfriskende, uselvhøjtidelig attitude, der til sammen med deres hyperenergiske optræden skabte en mindeværdig fest. En fest, som både Forest & Crispian og publikum havde været bedre tjent med, havde den fået lov til at komme et par timer senere.

Herefter faldt festen i tempo. Källings drømmende, dansksprogede indie tog over, men bandet fik aldrig grebet om rummet, hvor publikum søgte mod baren i stedet for mod scenen. Sat overfor Forest og Crispians legesyge univers virkede Källings musik monoton og teksterne trivielle. Desværre. Breum havde heller ikke meget held med deres sæt. Deres 1980’er elektroniske synth numre med danske tekster er lige til Melodi Grand Prix, hvilket de også selv gjorde opmærksom på med en melodi, der lænede sig op af Tommy Seebachs vindermelodi ”Krøller eller ej”. Men forsanger Jonas Breum led under monitorproblemer, og det kunne høres i hans vokal, der bedst kan beskrives som værende kraftigt på afveje. Hiphop var repræsenteret med en optræden fra Jøden, der havde gæst med, Johnny Hefty. De to drengerøve forstår nok at lave en fest, men er der virkeligt ikke mere i verden at rappe om end fisse, tjald og hornmusik? I længden var det anstrengende at lægge øre til de ensporede tekster, der ikke når de samme højder som LOC og Jokeren har formået.

Eftersigende definerer The Elephants sig som et boyband med pigevokal, sjov beskrivelse af et lige så sjovt band. Kvintetten blander fod-rykkende rytmer med lyden af surfermusik, hvilket særligt høres i guitar riffs og de bølgende trommerytmer. Bjarke Bendtsens kraftige sang og Martine Madsens spinkle stemme komplimenterer hinanden., men det er musikken, der fænger. The Elephants musik er som en snurretop, der bare fortsætter derud af. Det river lytteren med, hvilket publikum på Rust fik at føle. Hop, dans og jubel sås i den voksende flok af mennesker, der stødte til den sene nattefest. Uden tvivl et af aftenens højdepunkter, selvom de først i det sidste nummer ”Good Time” gav helt slip, og lod sig styre af musikken, der steg i intensitet og volumen. Mellemspillets voldsomhed trængte surferrytmerne væk til fordel for begejstrende støjrock. Mere af det og The Elephants, tak!

”Something to Say” lød det fra aftenens sidste band, Turboweekend (billedet). Deres electroklash rock and roll går lige i kødet på selv den mest inhabile danser, og de har noget på hjertet: DANS, for satan, dans! Her og der stikker der lidt soul frem som vokalen på ”Wash out”, men for fans af new rave er det sandsynligvis her, årets overraskelse kan findes. Turboweekend leverer Berliner stemning for alle dine hårdtjente skillinger med en tight beat og hårrejsende guitar, der kan rejse selv den mest dødesyge fest fra graven. Hurra for en god begyndelse på 2007.

Skriv et svar