19.04.12 – SPEkTR + Lis Er Stille – Pumpehuset, København

Lis Er Stille

Avantgarderock med mod på tanden

Pumpehuset er endnu engang blevet relanceret som spillested, og gudskelov for det, men denne aften var der redt op i stueetagen, hvor der normalt er en stor bar. Denne er blevet fjernet til fordel for en mindre scene, hvor aftenens to navne gav en noget ujævn og en alt for lang performance for de fremmødte.

SPEkTR
Manoj Ramdas & Co kickstartede showet med en række numre fra deres seneste album Personetics plus et par nye, der forhåbentlig er at finde på deres næste udspil. Bandet består, udover Ramdas på guitar, af Henrik Madsen på seksstrenget bas, Karsten Garner på trommer og Ida Rud og Julie Runa på keyboards. På scenen var de to kvinder placeret i hver deres side og fungerede som væggene på en squashbane, hvor Ramdas var den løbske bold, der spillede sig op imod de elektroniske lydtæpper, med et vanvittigt tight guitarspil, der tydeligt viste, hvor eminent dygtig den mand er med en spade og som dirigent af bandet.
Numrene fra Personetics præsenterede sig flot med al deres vidtforgrenede, filmiske energi, hvor især ”Hybrid Heroes” fungerede rigtig godt og var sættets højdepunkt. Når SPEkTRs musik fungerer, er det simpelthen sublimt, men det ofte meget tekniske forløb stiller også store krav til lytterne, og man bliver momentvist hægtet lidt af, når nørdede detaljer i musikken overskygger et mere umiddelbart flow og tempo. Men der er ingen tvivl om, at SPEkTR spiller en instrumental, avantgardistisk og elektronisk rock, der rækker langt ud over, hvad vi normalt lægger øre til på disse breddegrader.
Med Ramdas som den tekniske indpisker, leverer bandet en fængende, udfordrende og ikke mindst visionær musikalsk rejse ud og væk fra alle de grå konventioner.

Lis Er Stille
Tue, Asbjørn, Jon og Martin. Så dansk kan LES beskrives. Gode, jyske navne, solidt fæstet i den danske muld, men når først musikken begynder at vibrere og vælte ud af højttalerne, ophører det provinsielle og afgrænsede. LES er nemlig alt andet end afgrænset i deres udtryk, der spænder over traditionel prog-rock med elementer af musical, sfærisk støj, a cappella råbekor og et dramatisk, teatralsk udtryk, der nogle gange får ensemblet til at miste jordforbindelsen og forsvinde ud og ind i syrede og tekniske konstruktioner.
På bandets seneste, fjerde udspil, NOUS, er det da også hjernens og sindets snørklede forviklinger, der er omdrejningspunktet, og da denne koncert fortrinsvist byggede på numrene fra NOUS, var der nærmest tale om en konceptkoncert.
Koncertrummet var forsøgt forvandlet til et mørkt og dystert sted, hvor sindssygen florerede, illustreret ved tre kvindelige statister, som skiftevist dansede, sloges og vred sig i takt med musikken både på scenen og ude blandt publikum. Bag dem stod en højhattet toastmaster som en paranormal conferencier og bidrog til det samlede udtryk af noget, der var strandet mellem drøm og virkelighed. Og måske er det netop her, LES folder sig rigtigt ud og træder i karakter, på bekostning af både rationale og almindelig diskurs. For det er i spændingsfeltet mellem vanvid og normalitet, mellem drøm og mareridt, at LES eksekverer deres kompositioner. Det er i det eksperimenterende rum, hvor man aldrig rigtig ved, hvad der sker lige om lidt, at bandet finder sit naturlige fodfæste. Og med en storsmilende Tue på sprudlende guitar midt på scenen og en hvidpigmenteret Byrialsen på vokal bag pianoet, blev publikum trukket gennem et gøglershow af rock, hvor man – uanset om man kunne lide musikken eller ej – måtte imponeres af det mod og den entreprenante ånd LES lægger for dagen med deres storslåede og kringlede artrock.

Om hele aftenen var lige vellykket, kan man dog diskutere. Blandt publikum var der en spontan glæde gennem hele showet, og der er ingen tvivl om at især LES har nogle dedikerede fans, men for undertegnede kunne koncerten, som strakte sig over to timer, godt være forkortet med mindst tre kvarter.
Begge bands leverede dog deres mærkevare udi eksperimenterende og grænsesøgende musik, og i skrivende stund må de repræsentere noget af det mest udanske og kreativt udfordrende, der befinder på den etablerede undergrundsscene.
Det er i sidste ende kun barriererne inde i lytterens hoved, der sætter grænserne for, hvor vellykket musikken er.

Tags from the story
,