19.11.10 – Kellermensch – Lille Vega

Kellermensch på Roskilde Festival 2009 (Foto: Claus Michaelsen)

Mørkemændene leverede varen – men mere tak!

Det er fjerde gang jeg ser Kellermensch live og det esbjergensiske band bliver ved med at forbløffe mig og bekræfte mig i, hvor godt et band de vitterligt er. Ikke at dette var deres bedste liveoptræden, men mere troen på, at de er et af Danmarks bedste og mest unikke rockensembler. Frygten for at jeg denne gang ville kede mig lidt, at tankerne ville tage på himmelflugt, når man nu igen skulle præsenteres for de samme numre, der altid er på sætlisten var tilstede. Bevares, de har udsendt Narcissus, men den begavede os kun med fire nye numre. Alligevel er det samme fantastiske mavefornemmelse der rammer mig, når jeg mødes af den mørke, molstemte, smukke og brutale samling sange, Kellermensch´ repertoire indeholder.

Efter aftenens support – københavnske Epic Typo – havde underholdt os en lille halv time med, hvor forelsket man kan være i Depeche Mode, uden rigtigt at bide sig fast, entrerede Kellermensch scenen fem mand høj, plus to violinister. De lagde stærkt for med de to hitpotentielle ”Black Dress” og ”The Day You Walked” – sidstnævnte er vel noget nær Kellermensch´ signaturmelodi – og den åbning viser, hvor meget bandet tror på eget materiale nu. De to numre har rigtigt godt tag i publikum med deres rumlende mol-toner, høje melodifornemmelse og markante genkendelighed og det er modigt, at fyre dem af så tidligt i sættet.

Desværre var lyden ikke helt på plads, men fremstod lidt mudret og strygerne kom slet ikke til deres ret – ja faktisk var de uhørlige. Bandet var tændt og sanger Sebastian Wolff var som vanligt nærmest besat i sit blik. Han kan som få suge publikums fokus til sig og i aften var ingen undtagelse. Omkring ham forestod brødrene Jan og John V. Laursen guitar og momentant kontrabas, selvom den vel egentligt må opfattes som et gimmick, for bassen varetages kompetent og grundigt af Claudio Wolff Suez, der som altid spadserer hvileløst rundt i parallelle ruter blandt bandets medlemmer, som var han i sin egen autistiske verden. Velklædt, på grænsen til en dandy uden et fnug på tøjet, fremstår han som et medlem af et EBM-techno band af germansk eller engelsk herkomst, med højt og spidst rockabillyhår. Stilren og særdeles selvbevidst. I øvrigt et trick supportbandets kedeligt klædte forsanger med fordel kunne lære noget af.

Scenen var beskedent og asketisk sat op. To standerlamper fra kælderen var eneste rekvisitter – nichts weider – og belysningen var holdt primært i røde og orange farver. Det var fint og stemningsskabende uden de store dikkedarer.

”Rattle The Bones” fortsætter med god respons fra publikum, men da Kellermensch´ cover af Neil Young´s ”Don´t Let It Bring You Down” overtager, vil begejstringen ingen ende tage. Den leveres i en uforlignelig og særdeles tung version. Nu har lyden endelig fundet sit leje og også strygere er gået fra svært dechifrerbare til kompetente medspillere. Kellermensch´ særkende med Wolff´s rene vokal komplementeret af Christian Sindermann´s primale brøl, giver en spændende og alsidig dynamik, som virkelig skubber fra land live.
”All Time Low” er en lille perle, som vokser sig endnu større live. Dets suveræne omkvæd kaster et stort bifald af sig.

Tempoet går ned og ”Narcissus” indtager Vega. Det for bandet sjældent stille, nærmest nøgterne udtryk på det nummer er et scoop og et af Kellermensch´ stjernestunder. Gåsehuden gør sit indtog på undertegnede, mens nummerets adstadige tempo ender i katarsisforløsning af orkanstyrke og der rives lystigt og destruktionslystent i alle strengene.

Det overtages af aftenens eneste nye nummer, der lyder umiskendeligt Kellermenschsk og indeholder nogle flotte strygerelementer. Esbjergensernes pendant til Arcade Fire – ”30 Silver Coins” – skaber varm fællessang i omkvædet og efter 40 min. afsluttes med ”Army Ants”.

Skuffelsen lyser ud af folk omkring mig, ikke fordi det var en ringe koncert, tværtimod, men fordi den var for kort. Det er som om det hele først topper nu og så lukker man ned. Spredte kommentarer såsom: ”De er jo lige startet for fanden” flyver forbi mit øre og jeg selv har præcis samme følelse, men må også sande at de ikke har materiale til meget mere.

Inden bandets version af TV On The Radio´s fortrinlige ”Wolf Like Me” sparkes i gang som første ekstranummer, synger publikum en fødselsdagssang for Jan V. Laursen og aftenen lukkes definitivt med ”Moribund Town”, der må blive en nyklassiker, hvis der er retfærdighed til. Wolff indtager monitorerne i angrebsposition og forcerer balkonen og folk i salen mod slutningen af nummeret til udelt begejstring blandt tilhørerne.

En værdig afslutning, men ærgerligt med kun i underkanten af en times musik alt inklusiv. Selvom de ikke har meget mere at byde på – jeg savnede dog Tom Waits coveret ” Dirt In The Ground” – er det frustrerende, at de må stoppe, når stemningen er på højdepunktet og kroppen skriger på mere. En tomhedsfølelse som et afbrudt samleje.

Ikke desto mindre en glimrende aften i selskab med et særegent og vovemodigt dansk band, der efter startvanskeligheder med lyden, arbejdede sig frem mod en aldeles storartet oplevelse.

Flere udgivelser snarest gutter!

Tags from the story

Skriv et svar