19.05.09 – Snow Patrol – Store Vega

Foto: Lars Asmussen
Foto: Lars Asmussen

Nærvær og nerve med den nordirske snepatrulje

Til visse koncerter går tingene bare op i en højere enhed. Nærvær, god stemning, musik og lyd flyder nogle gange sammen, uden nogen fornemmelse af at musikerne på scenen og publikum gør det store ud af at nå til det punkt. En sådan aften oplevede jeg denne aften i selskab med nordirske Snow Patrol og et udsolgt Store Vega.

Bandets profil, forsanger Gary Lightbody, kom utrolig veloplagt på scenen med resten af Snow Patrol. Med sig i aften på percussion havde de fornemt selskab af Richard Colburn, der normalt slår sine folder som trommeslager i Belle & Sebastian. Han fungerer nærmest efterhånden som et sjette bandmedlem. Der blev åbnet med åbningsnummeret fra det nyeste album A Hundred Million Suns, ”If There’s a Rocket Tie Me to It”, og allerede her fornemmede man, at humør, lyd og især Lightbody’s vokal ville blive uanfægtelig denne aften.

Det var som om, at Snow Patrol kom snigende ind på Store Vegas fyldte sal. Om end de startede rigtig godt, så var det først på aftenens tredje nummer, at publikum for alvor lod sig rive med. ”Hands Open” fra det storsælgende album Eyes Open fra 2006 satte gang i fællessang og blev afsluttet med et stort og enigt bifald. Herefter lod både publikum og bandet sig nærmest flyde med på bølgen, der i fællesskab blev skabt. Denne bølge bestod af en helt perfekt lyd og Gary Lightbody’s stemme, der live fungerer fremragende. Dette kom til sin ret på stille numre, som helt uundgåeligt og tydeligt gik lige i kroppen på tilhørerne. Også når Snow Patrol foldede sig ud, gik lyden rent ind. De gik her lidt hårdere til instrumenterne, hvilket gav numrene mere fylde og power end på cd.

Aftenens setliste bestod kun af fire numre fra Snow Patrols seneste album, i øvrigt skivens fire bedste numre efter min mening, hvilket passede mig glimrende, da A Hundred Million Suns desværre derudover ikke helt lever op til nordirernes to tidligere albums Eyes Open (2006) og Final Straw (2004). Herfra bestod repertoiret primært, og især ”Chasing Cars” samt ekstranummeret ”You’re All I Have” var blandt aftenens højdepunkter.

Snow Patrol havde Store Vega i sin hule hånd denne tirsdag aften. De var et levende bevis på, at det ikke nødvendigvis kræver hop, dans og ølkast hos publikum eller de store udskejelser på scenen at skabe en perfekt stemning til en koncert. Snow Patrol er vant til større arenaer, især i Storbritannien og USA, og derfor var det positivt overraskende, at de kunne skabe intimitet, nærvær og samtidigt også en masse glæde og energi på denne scene. Hele salen virkede opslugt af musikken, og selv efter koncerten, ude i garderoben, sang gæsterne videre på enkelte numre og smilede stort.

Tags from the story
, ,

Skriv et svar