19.06.09 – Morrissey – KB Hallen

morrissey-presse2008-565x377

En ikonisk chanteur kom til byen

Morrissey viste i KB-Hallen, at han fortsat er helt unik på tredje årti.

Steven Patrick Morrissey er ‘English blood, irish heart’ fra Manchester. Da han i 1983 dukkede op på rockscenen med Johnny Marr i The Smiths viste han, at det stadig var muligt at skrive en begavet popsang midt i en tid, hvor Paul Young og Duran Duran var ‘top of the pops’.

The Smiths var den helt rigtige reaktion på kokain-poppen i starten af 80’erne: “Burn down the disco / Hang the blessed dj / Because the music that they constantly play / It says nothing to me about my life”. Det var præcist, enkelt og velgørende. Smukke popmelodier og sange om sjælens ubodelige ensomhed. Og hele tiden med fine teksturer. Har man ikke grinet højlydt over en af Morrisseys tekster, har man aldrig forstået ham.

Mandag spillede han i Odense og onsdag aften stod Morrissey på scenen i den hal, hvor The Beatles i sin tid lod den britiske rockrevolution ramme danskerne. Nogen revolution er Morrissey imidlertid ikke. Egentlig er han præget af en forbløffende kontinuitet. Ligesom Bob Dylans never ending tour kan ses som en hyldest til de gamle mestre, er hver en optræden af Morrissey en lang hyldest til hans heltekatalog fra obskure pigegrupper til de evige New York Dolls.

Disse helte panorerede forbi som optakt til koncerten, og da David Johansen forsvandt og tæppet faldt, stod han der pludselig og var i gang med “This Charming Man”. Nu er han den distingverede herre. Velklædt som få og med et orkester i ens kostume som trofaste følgesvende på en bagprojektion af en af disse utallige billeder fra en ikke så fjern fortid, der altid prydede The Smiths’ covere. Dette er en mand, der kender sine virkemidler.

Fra en langlemmet, usikker gymnasiehelt har Morrissey udviklet sig til en ren Sinatra chanteur. Han har selv sagt, at den virkelige Morrissey findes på scenen. Det er der, han er sig selv. Og det mærkes tydeligt. Der er dem, der med hans mere punkede udtryk savner tidligere tiders mere raffinerede udtryk. Men sandheden er at bandet og det kontante udtryk passer perfekt til den crooner af Guds nåde, Morrissey er blevet.

Derfor var det heller ikke alle numrene fra The Smiths’ bagkatalog, der passede lige godt i KB-Hallen. Mere sukkersøde perler som “Girlfriend In A Coma” og “Some Girls Are Bigger Than Others” fungerede ikke. Til gengæld markerede perlen “How Soon Is Now?” et af aftenens absolutte højdepunkter.

Sangene fra det store comeback You Are The Quarry udgjorde et stærkt fundament i en koncert, hvor man på 80 koncentrerede minutter kom godt rundt i bagkataloget, og hvor der endog blev plads til “Life Is A Pigsty”. København fik fornøjelsen af en lidt ændret setliste med indlagt fællessang. Lyden i den gamle hal var imidlertid ikke imponerende, og det trak lidt fra i en ellers fremragende koncert med indlagte skjorteskift og kærlighedserklæringer.

Da den store chanteur vinkede farvel, tænkte man uvægerligt på linjerne i “All You Need Is Me”:

“You don’t like me, but you love me
Either way you’re wrong
You’re gonna miss me when I’m gone”

Så sandt, så sandt. Morrissey er på tredje årti en sjældent original fugl i populærmusikken.

Setlisten:
—–
This Charming Man
Billy Budd
Black Cloud
All You Need Is Me
How Soon Is Now?
Let Me Kiss You
Ask
I’m Throwing My Arms Around Paris
How Can Anybody Possibly Know How I Feel?
The World Is Full Of Crashing Bores
The Loop
Girlfriend In A Coma
Why Don’t You Find Out For Yourself?
Some Girls Are Bigger Than Others
When Last I Spoke To Carol
Life Is A Pigsty
One Day Goodbye Will Be Farewell
Irish Blood, English Heart
I’m OK By Myself
—–
First Of The Gang To Die

Tags from the story
Written By

Thomas Ladegaard er født i 1970 og cand.comm. fra Roskilde Universitets Center. Han er partner i LADEGAARD A/S og har udgivet to bøger. Thomas har tre børn og bor på Frederiksberg.

Skriv et svar