20.02.12 – Simple Minds – Store Vega

80´er drømmerne bestod i lang, tilbageskuende og lettere ujævn koncert.

De gamle drenge i Simple Minds stillede mandag aften på Vega foran et udsolgt publikum. Bandet bestod af de tre oprindelige medlemmer, trommeslager Mel Gaynor (der dog først kom med i 1982 efter Brian McGees exit), guitarist Charlie Burchill og selvfølgelig frontmanden Jim Kerr. Med sig havde de keyboardspiller Andy Gillespie og den høje ranglede bassist Ged Grimes. Hele omdrejningspunktet var et helt og holdent fokus på bandets fem første skiver –  accentueret i konceptet 5X5 – altså fem numre udvalgt fra den første håndfuld af respektive plader, spændende fra debuten Life In A Day til og med New Gold Dream.

Det betød naturligt nok en relativ høj gennemsnitsalder blandt de fremmødte – isse-raten var i hvert fald høj omkring mit ståsted – – ligesom bandet selv efterhånden er nogle bedagede gutter. Det betød dog hverken stok, morfarsweater eller andet der afslørede alderstegnene. Nuvel Jim Kerr var blevet fyldigere siden dengang, men han dansede som altid energisk rundt på scenen med en moderne mini-mohawk frisure, mens Charlie Burchill fuldstændigt lignede sig selv fra start-firserne og var ét stort og saligt smil under hele den lange koncert. I det hele taget udstrålede bandet ærlig og smittende spilleglæde under aftenens koncert – dejligt at se, at skotterne stadig elsker at optræde.

Og netop længden – koncerten rundede 145 min. inden tæppefald – blev en faktor for et band, der havde sin storhedstid for tredive år siden. Simple Minds var nemlig nødt til at indlægge en anseelig pause midtvejs i sættet, der over små 20 min. tid istemtes pausemusik fra bl.a. Kraftwerks Autobahn. Aftenen blev dermed delt i to sæt plus en lang stribe ekstranumre og selvom en pause af rum tid måske er en forventelig del af et band med så mange årtier på bagen og en sætliste på 26 numre, – ja så var det lidt ærgerligt for koncertens momentum og ånd.

Ellers åbnede den skotske kvintet med en fortræffelig udgave af ”I Travel” fra Empires And Dance. Lyden var god og nuanceret og det oplagte og taknemmelige publikum var tydeligt glade for gensynet med de gamle helte. Herefter overtog ”Thirty Frames A Second” og ”Today I Died Again” fra samme skive tilsyneladende uden helt samme appeal og genkendelse blandt de mange fremmødte. Salen var varm som en bageovn og satte en mindre dæmper på ”Life In A Day” og Hunter And The Hunted”, sidstnævnte et drømmende smukt nummer fra New Gold Dream, der ikke rigtig kom til sin ret live, men alligevel formåede at vække en del begejstring.

Da ”Love Song” kastedes ud mod publikum var det en tydelig favorit og den blev leveret godt med punch og pondus. Her blev der danset og skrålet med på det superenkle omkvæd, som selv små børn kan istemme. Specielt bassen slog godtgørende i mellemgulvet og det udløste aftenens største bifald so far. Den indadvendte ”Pleasantly Disturbed” fulgte tråd og den satte den opbyggede kadence lidt i stå, men den himmelvendte og sfærisk drømmende lyd var også et signifikant aspekt af bandets lyd, inden der senere i karrieren for alvor gik stadionrock, rockmuskler og patosfremtræden i skotterne. Den kom da også ind under huden, som den skred frem

2. sæt åbnede med ”The American”, der går rent hjem i aften, hvorimod den stringent stramme ”Sons And Fascination” umiddelbart mødes af mere vagtsomhed end egentlig genkendelighed. Personligt synes jeg det er en fed version, der fuldbyrdet yder pladeversionen værdighed. Hen mod slutningen af koncerten faldt den hvid-funkede ”Promised You A Miracle” pladask til jorden, med et  alt for højfrekvent keyboard, der i mine ører var både alt for dominerende og kikset.

Til gengæld lukkede ”Someone Somewhere In Summertime” fornemt den reelle koncert – kongenummer!

Så manglede vi bare to store øjeblikke og dem blev vi da heller ikke snydt for. Instrumentale og geniale ”Theme For Great Cities” lagde skinnerne for intet mindre end seks ekstranumre og dét nummer blev leveret til perfektion. ”Theme For Great Cities” blev simpelthen aftenens allerbedste indslag.

New Gold Dream´s titelnummer og ubetinget bedste skæring, lukkede den lange koncert og druknede desværre i bombastiske muskler og lydmudder, der intet godt gjorde for klassikeren. At Kerr hiver en pige op til dans på scenen, hjalp ikke en pind ved den ellers urørlige 80´er hymne – brandærgerligt!

Inden da skulle vi desværre forbi en aldeles tam version af ”Glittering Prize” og så har ”Chelsea Girl” altid været et nummer, der i min optik er milevidt fra Simple Minds normale standard og hvorfor pokker de inkluderer det i ekstranumrene, er mig en gåde. Heldigvis fik vi også en stiv, syntetisk og perfekt monoton udgave af “Celebrate”.

Simple Minds leverede langt hen ad vejen en fin og energisk koncert, men der var ærgerlige eksempler, som trak i den anden retning.

Alt i alt en bestået koncert, men heller ikke meget mere.

Tags from the story