21.06.11 – Foo Fighters – Refshaleøen, København

Foo Fighters (foto: Lars Asmussen)

Garagerock i stort format på Refshaleøen

”THESE ARE MY FAMOUS LAST WOOORDS!!!” Sådan brølede Dave Grohl aftenens koncert i gang på Refshaleøen i København på nummeret ”Burning Bridges”, og Foo Fighters kunne ikke have valgt et bedre åbningsnummer til at skyde løjerne i gang. Foo Fighters fik mig hurtigt til at glemme et ellers utidigt koncertområde med alt for mange boder med lange køer. Arealet foran scenen på Refshaleøen var som det skulle være, og de to store græsbakker i baggrunden fungerede fint som tribuner, for dem der havde lyst til det. Man fornemmede fra starten, at det her kunne blive godt. Grohl var veloplagt og energisk på scenen, og han havde en sympatisk og humoristisk god kontakt til publikum hele aftenen.

Setlisten havde en variation som lod til at have den optimale effekt på de knap 20.000 tilskuere. De hårde og tempofyldte ”White Limo”, ”Breakout” og ”All My Life” fræsede derudaf. På sidstnævnte brølede Grohl ud over scenekanten: ”Do you wanna dance? Let’s daaaaaance!”. Nummeret eksploderede og det var opløftende at se så mange mennesker gå berserk på én gang.

Knap så heftigt var det på numre som ”Learning To Fly” og ”Times Like These”. Sidstnævnte klarede Dave Grohl alene på scenen, inden hans fire kolleger kom tilbage, for at nummeret kunne vokse til albumversionen. Det var på numre som disse, der blev skrålet med, og det var her man fik bevis for, at Foo Fighters’ udskejelser gennem nu 16 år har givet dem mange dedikerede fans.

Koncerten havde en kort død periode cirka midtvejs. Der blev jammet og leget lidt for meget før og under den forlængede ”Stacked Actors”. Bedst som jeg begyndte at kede mig, kom Foo Fighters tilbage på sporet. Det gjorde de via den nye og übermelodiske rockbasker ”Walk”, som for alvor satte skub i os igen, og når sådan et hit efterfulgtes af ”Monkeywrench”, er det næsten overflødigt at nævne, at stemningen kogte igen. Sådan varierede repertoiret gennem alle tyve numre og de ca. to timer.

Variation kunne man savne blandt de fem på scenen. Dave Grohl er vel efterhånden en magtfaktor på rockscenen, og kombineret med hans lune humor og hans umiddelbart sympatiske væsen, kan man ikke bede om meget mere fra en frontfigur. Men herudover er det kun Taylor Hawkins, der fra trommesættet udstråler en lignende energi. Pat Smear, Nate Mendel og Chris Shiflett virker anonyme på scenen, og selv om de musikalsk mestrer en optræden som denne aften til perfektion, kunne man godt ønske sig lidt mere energi og kontakt til publikum fra deres side.

Foo Fighters er gået igennem en udvikling de seneste år, som både har budt på et par jævne albums og kriser i bandet. De er i 2011 landet solidt med albummet Wasting Light, og udviklingen og den opnåede soliditet kunne mærkes tirsdag aften. De står på grænsen mellem det beskidte alternative rockband og de store stadionrockere, og aftenens show beviser, at de i perfekt balance befinder sig rigtig godt på den ellers lidt farlige grænse. Kvintetten fremstår stærke og kompetente, og at bands der indspiller albums i garagen også kan have 20.000 fans i deres hule hånd, beviste de så rigeligt denne aften.

Setliste:

Burning Bridges
Rope
The Pretender
My Hero
Learning To Fly
White Limo
Alandria
Breakout
Cold Day In The Sun (Taylor Hawkins)
Stacked Actors
Walk
Monkeywrench
Let It Die
Generator
Times Like These
All My Life
Skin And Bones
These Days
Best Of You
Tie Your Mother Down (Queen cover)
Everlong
[nggallery id=127]

Tags from the story
,

1 kommentar

Skriv et svar