21.11.12 – Kamelot – Lille Vega

Helterock i Stor Form på Lille Vega

Hele fire bands var programsat denne aften, som sluttede af med amerikanske Kamelot, og det skulle vise sig at blive en aften med noget nær det mest begejstrede publikum, jeg længe havde oplevet.

Kamelot blev grundlagt helt tilbage i 1991 i Florida, og eneste nuværende medlem fra dengang er guitarist Thomas Youngblood, som også skriver de fleste numre. Med sig har han solide kræfter i form af Tibbets på bas, Casey Grillo på trommer, Palotai på keybord – og så var der den nye svenske forsanger, Tommy Kalevik, fra Seventh Wonder. Kalevik skulle overtage styringen, efter at den tidligere vokalist gennem 13 år, Roy Khan, havde forladt bandet af helbredsmæssige årsager. Noget af et fodaftryk at skulle fylde ud, men Kalevik gik til opgaven med stor autoritet, og båret frem af et superentusiastisk publikum løste han opgaven på fornem vis.

Da jeg indfandt mig på Vega var det tredje band, tyske Xandria, godt i gang med deres symfoniske operaheavy med en sorthåret vamp i front i skikkelse af Manuela Kraller, der spillede på samtlige klicheer indenfor emocore af den værste slags. Derudover bestod bandet af to guitarister, man nærmest ikke kunne høre, og formentlig heavyrockens dårligste trommeslager, der gav ny mening til tysk gumpetung grundighed uden et strejf af gnist eller tænding. Men det var publikum tydeligvis fuldstændig ligeglade med. De havde en fest af de helt store kørende, og bandet på scenen blev slået helt omkuld af den begejstrede stemning, der bølgede op imod dem fra salen. Jeg har sjældent set musikere smile så bredt og så imødekommende som de tyske emorockere. Så var stemningen ligesom lagt til Kamelot, som bare skulle gå ind og overtage festen. Og det gjorde de i den grad!

Med fejende flot intro gik Kamelot på scenen, og heldigvis fik lydkvaliteten et mærkbart løft, da de først gik i gang med deres storslåede teaterrock. Det var tydeligt fra starten af, at Kalevik, Youngblood & Co var overvældet af den modtagelse de fik i Lille Vega, og det gav heldigvis pote i kraft af et højpotent show, hvor den ikke fik for lidt på alle tangenterne. Der var dømt helterock, og man badede i en syndflod af velvillighed og spontan begejstring af nærmest ubeskrivelig karakter, da bandet leverede det ene hit efter det andet.

Den første håndfuld numre var hovedsageligt fra Poetry for the Poisened fra 2010, hvorefter man greb tilbage til det store bagkatalog, der udgøres af imponerende ti studiealbums plus det løse. I løbet af koncerten blev der også plads til den obligatoriske trommesolo, efterfulgt af keyboardsolo – og sågar en fucking bassolo blev der også plads til. Normalt det tidspunkt, hvor man enten går i baren eller finder et sted at brække sig, men denne aften var anderledes. Publikum var tændt og begejstret i en sådan grad, at det smittede hørligt af på bandet, som gav det hele en ekstra tand, så vi kom godt op i omdrejninger.

Faren for den genre, Kamelot eksellerer i, er, at det kan falde pladask til jorden og blive en tåkrummende pinlighed, hvis ikke man har det rette publikum. For musikken fordrer, at man accepterer de storladne og, ja, selvsmagende attituder fra scenen af. Men har man et publikum som det på Lille Vega denne aften, kan man sælge hvad som helst. Heldigvis er Kamelot afsindig dygtige til deres gebet, de laver fængende melodier med et højt kvalitetsniveau, og de har den fornødne selvhøjtidelige tilgang til deres projekt, så man tilgiver dem de efterhånden søndertrampede klicheer, som der var rigtig mange af denne aften.

Jeg havde ikke forventet mig det helt store denne aften, og særligt ikke i lyset af, at man lige har hentet en ny forsanger ind fra venstre. Men jeg skal da love for, at Kamelot kom, så og sejrede, og det var helt tydeligt, at de sjældent havde følt sig så velkommen som de var her. Publikum sørgede for rammerne, og Kamelot fyldte dem godt ud med deres powermetal, og den fest der foregik, giver helhedsoplevelsen et par ekstra stjerner.

Tags from the story