22.11.12 – Django Django – Lille Vega

Legesyg rockfest på karavanetur

Grundstenen til Django Django blev lagt i Edinburgh 2009 på en skotsk skole, og der skulle gå hele tre år før, at den selvbetitlede plade så dagens lys. Men da den endelig kom op af kviksandet, var det til gengæld også en guldklump blandt de mange sandkorn, som musik landskabet lige nu præsenterer.

Så hvis man desværre missede Django Django på Roskilde Festivalen, fik man nu denne aften endnu engang muligheden for at høre og se de eftertragtede briter. Det var der mange der havde valgt at gøre her på sådan en november torsdag, for Lille Vega var i hvert fald udsolgt og stoppet til med hverdagstrætte mennesker. At selvsamme band oveni også har været med i kapløbet om den uhyre eftertragtede Mercury Prize, satte bare en fed streg under, at vi havde at gøre med en gruppe, hvis fremtid ser solskinsbelyst ud, og derfor var forventningerne i Lille Vega’s tæt befolket lokale stor, og alle ville have deres del af kvarttetens legesyge Sahara rock. Der var derfor mange om fadet, men alle fik deres bid af sandkagen, til en koncert der viste, at Django Django er lyden af fremtidens live band.

Til koncert med Django Django’s indadvendte lille søster.

Inden at de fire briter gik på scenen, kom der en trio ved navn Eaux (udtales “o”). Den London bosiddende gruppe, hvis lyd umiskeldligt lyder som en blanding af Django Django’s alternative pop/rock og så Holy Others drømmende tunge bas og simple elektroniske impulser, viste sig introvent frem. Som de stod der på scenen, så de meget gennemsnitlige ud, og man forventede ikke ligefrem de store musikalske oplevelser, hvad der også var tilfældet  gennem de første tre numre. Her blev blandingen af guitar, synthesizer, keyboard og programerede beats lidt for kedeligt og fængede ikke rigtigt. Sangerinden i gruppen havde en smuk lys kvindelig vokal, men den kom slet ikke til sin ret i de tre førnævnte sange, hvor den druknede i bassens massive lydtryk. Men på de to sidste numre fik vi en opblomstring at se fra Eaux’s side. Pludselig strålede guitarristen ved at engagere sig mere i sit strengespil, pianisten’s fingre skiftede let og finurligt mellem de forskellige tangenter på en virtuous facon, og især kvinden bag mikrofonen fik sin vokal op på et mere lydhørt og emotionelt niveau. Melodierne var også blevet cathcy poppede, men med en kringlende lydstruktur der gjorde supportnavnet’s koncert musikalsk interessant, og som opvejede de lidt mere melodisk statiske første tre numre.

Dans! Fest!

Da gardinet endelig blev taget fra, og gulvet ikke kunne indeholde et menneske mere og dennes forventninger, gik den fire mænd høje gruppe på til stort bifald. Alle var de iklædt matchene skjorter, og humøret var tydeligvis højt fra starten af. Med sig havde de også taget visuals og stroboskoplys, alt sammen noget der kunne sætte en fest i gang. En fest der både kom turbulent og elegant ind i kroppen på publikum gennem den en time og fem minutter lange koncert.

De første toner af koncerten blev sat af numret “Introductions”, hvor forsanger og guitarrist Vincent Neff og bassist Jimmy Dixon halvt nynnende, halvt syngende fremmanede en syrede lydkulisse, der sammen med det hektiske elektroniske beat og de mellemøstligt lydende guitar riff var meget sigende for resten af aftenen. Her var der nemlig ligedele Egypten, fest og alternativ syret rock, og selvom blandingen godt kan lyde lidt skizofrent, så fungerede det faktisk.

“Hail Bop” fulgte efter på hastige rytmer der tændte ydermere op for publikum. Igen var guitarens varme riff ren nydelse, mens at syntherzisernørden Tommy Grace på fornemmeste vis opererede bag de elektroniske knapper. Men festlighederne opppe på scenen, hvor både Vincent, Jimmy og Tommy hoppede og dansede, havde ikke forplantet sig nede blandt folk på gulvet, hvilket var ret synd, for musikken var ellers til det.

Der blev dog løsnet lidt op i tilskuerne, da den skørt rocket “Storm” og den countryprægede “Firewater” blæste ud af højtalerne. Begge blev udleveret til publikum fyldt med energi og entusiasme. Spilleglæden stod skrevet i panden på de høflige briter, der hver især næsten præsenterer hver sin del af Storbritanien. Medlemmerne kommer nemlig fra henholdsvis Irland, Skotland og England, og blandingen af skotsk folk, irsk rock og engelsk synthesizerpop ses tydeligt i Django Django’s musik, og “Storm” og “Firewater” er fine beviser på dette mix af folk, alternativ rock og skæv pop. Live blev numrene også tilført den ekstra dimension af ophøjet tempo og dansable rytmer, som på plade ikke er til stede.

Efter disse to sange fik vi koncertens absolutte højdepunkt. “Waveforms” som var det første single udspil fra Django Django tog kegler på dansegulvet. Lydstrukturen var ændret markant i forhold til albumversionen, hvor klangsiden mere består af tænkte melodimønstrer og finurlige instrumentpassager. På scenen var det eftertænksomme skiftet ud med umiddelbarhed og impulsivitet, og vi fik masser af festlige instrumentale intermezzoer midt i numret, hvor koklokke og diverse percussionelementer kickstartede weekenden, selvom det kun var torsdag. “Waveforms” blev derfor også udvidet i tid, stemning og struktur, og det var herligt, at man kunne servere en anderledes udgave af den på plade værende små psykedeliske sang.

Miskommunikation

Det var ikke let at lande ordentligt på jorden oven på dette klimaks. Ikke desto mindre var det faktum, og Django Django håndterede det fint ved at skifte spor musikalsk. “Hand Of Dust” er en lille folk perle, hvor den akustiske guitar var taget frem, og vokalharmonierne fra Vincent og Jimmy sad lige i skabet. Lidt mere gang i den kom der med  “Love’s Dart”, hvor reverbvokalen og den twangede guitar dominerede numret sammen med bongo trommer, guiro og koklokke. Alt sammen var det med til at sætte en gedigen danserytme. Desværre var publikum ikke i festhumør, så der var en lidt forfejlet kommunikation mellem band og tilskuere.

Men det holdt ikke folk fra at give flotte ovationer, da hittet “Default” og dens karavanelydende guitar mønstrer sammen med dens skæve trommerytmer og et huggende beat blev spillet oven på et fladt instrumentalnummer, der aldrig rigtig fik sat gang i andet end et yderligere knæk på forståelsen mellem publikum og Django Django. Så derfor kom “Default” kærkomment med dens crowdpleasende melodi og poppet omkvæd. Her begyndte også fødderne igen at lette fra brædderne, og så småt blev da der også vippet og vrikket lidt her og der.

Livet på rockens uforudsigelige larvefødder

Som de to sidste numre på setlisten fik vi surf-rock sangen “Life’s A Beach” og så den mere tungt rockede “WOR”. Især sidstnævnte havde kvalitet nok til at glimte ved sin blotte tilstedeværelse. Et perfekt punktum på en aften på rockens uransagelige larvefødder.

Derfor var det underligt nok lidt ærgerligt, at ekstranumret “Silver Rays” slet ikke levede op til “WOR’s” smukke slutning, hvor der var masser af peaks og fængende momenter. Derimod efterlod “Silver Rays” en flad fornemmelse, fordi den ikke formåede at producere de nødvendige melodier og nødvendige klimakser. Men det rykkede heldigvis ikke på et overvejende positivt livebekendtskab sammen med de sympatiske herrer der står bag et af fremtidens pop/rock bands Django Django.

Tags from the story

Skriv et svar