22.11.05 – dEUS – Pumpehuset

Foto: Maria Kristensen
Foto: Maria Kristensen

Revolutionen forblev I lommen

Efter dEUS’s seneste og noget middelmådige udspil Pocket Revolution, var det med blandede miner, at jeg i et propfyldt Pumpehus klappede det halverede Belgiske orkester på scenen.

Troede man, efter de seneste 2 albums, at man ville blive udsat for en mere luftig avantgarde rock, tog man åbenbart grueligt fejl, for allerede indgangsnummeret ”Pocket Revolution” viste dEUS fra den mere støjrockede side. Mange af de mere afdæmpede numre fra de seneste to udspil er på denne tour blevet pæppet gevaldigt op og ligner ikke længere helt sig selv.

Det gør dEUS desværre heller ikke. Den ”nye” guitarist, der nærmest er blevet hasteindkaldt fra en eller anden sidelinje, gør sig ikke særlig godt, i et orkester der engang var ganske formidabelt. Det startede ok, men allerede ved femte nummer ”Stop Start Nature” kunne der anes slinger i valsen både hos guitarist og rytmeafdeling. Det var lidt som om, at de hver især swingede deroppe på scenen, men aldrig rigtig formåede at finde sammenhængen i fælleskab. Vi skulle helt hen i anden halvdel af settet, før man virkelig kunne høre hvilken kaliber rock dEUS kan formå at spille, når de virkelig swinger sammen.

Når et band ikke rigtig rocker, i sange der ellers skal rocke, sker der også noget underligt i publikum. Det er en lidt flad fornemmelse – som når luften går ud af en ballon, lidt for langsomt, og ballonen derfor ikke rigtig flyver, men bare hopper lidt rundt.

dEUS havde publikum med sig, ingen tvivl om det. Men selv de mest begejstrede, hoppede også kun lidt rundt, i en underlig vildrede og numre som ”The Real Sugar”, ”W.C.S”. (1st Draft) og ”Theme from Turnpike”, der burde have været aggresive højdepunkter, fløj derfor hurtigt henover hovedet på en.

Heldigvis fik Deus reddet lidt af æren hjem, ved en meget tight spillet og fantastisk skrald-støjende afslutning i numrene ”Assault on dEUS”, ”Serpentine” og ”Bad Timing”. Ekstra nummer klassikerne ”Little Arithmetics” & ”SudS & SOdA”, sendte en del af publikummet, inklusiv undertegnede, tilbage til de glade dage foran transistorradioens ”Elektriske Barometer”, og ikke et øje var tørt.

Så alt i alt, føltes koncerten som en noget usikker stavren ned gennem en meget varieret karriere. Op-pæpningen af de nye numre virkede ikke helt, klassikerne gik rent ind, men har tidligere været leveret med noget mere pondus og indlevelse. Dertil kommer også at Pumpehusets lydanlæg ikke magtede de høje støjrock frekvenser og mange finurlige dEUS detaljer.

Derfor gik jeg ud i natten med nogle underlige uforløste gamle minder og håb om nye (og bedre) tider for et Belgisk band der engang skabte mindre revolutioner under deres koncerter. Det skete desværre ikke denne gang.

Setlisten (med forbehold for et par lyttefejl):

Pocket Revolution
Magdalena
Instant Street
Fell off the floor, man
Stop Start Nature
Via
The real sugar
W.C.S. (1st draft)
If you don’t get what you want
Theme from turnpike
Put the freaks up front
Nothing really ends
Roses
Sun Ra
Assault on dEUS
Serpentine
Bad Timing

Ekstra Numre:
Little Arithmetics
What we talk about (when we talk about love)
SUdS & SOdA

Tags from the story

Skriv et svar