23.04.11 – Sick Of It All – The Rock

Foto: Rudy de Doncker

NY Hardcore Built to Last

1992 var et stort år for New Yorks hardcorescene. Det var det år Biohazard udgav Urban Discipline, Pro-Pain slap Foul Taste of Freedom og Sick of it All gav os Just Look Around. Pludselig var der givet nyt liv til den gamle scene som allerede talte navne som Agnostic Front, Gorilla Biscuits, Cro-Mags og Murphy’s Law. Headbanger’s Ball var straks med på vognen og især Biohazard, der havde blandet hip-hop ind i sin metalliske hardcore, var MTV-programmet glade for. Sick of it All er det af de tre bands, der har lagt sig mest op af den traditionelle hardcore – på trods af en lidt mere metallisk periode en overgang – og i længden har de også været det band, der har holdt det højeste niveau. Et niveau, der i 2007 resulterede i udgivelsen af et virkelig godt tribute-album, hvor kunstnere som Sepultura, Unearth, Hatebreed, Comeback Kid, Rise Against, Pennywise, Madball, Ignite, Napalm Death og mange flere hyldede deres kollegaer. En noget blandet flok, der viser Sick of it All’s brede appel.

Sick of it All udgav deres debut tilbage i 1989, men blev dannet i 1986, så den tour de pt. er på er bandets 25 års jubilæums-tour, og at dømme ud fra koncerten på The Rock, så er bandet still going strong og har mange år tilbage i sig. Pete Koller hoppede lige så energisk rundt med sin guitar som han altid har gjort, og Lou Koller var mere oplagt end nogensinde før og meget kommunikerende med publikum. ”This ain’t no reunion – this is our life!”, proklamerede han.

Sidst jeg så Sick of it All var jeg en del af circle pitten. Denne gang havde jeg mageligt taget plads på første række på balkonen, hvorfra det kunne ses, at publikum var lige så tændte som bandet. Der blev budt på slam dance, circle pit og crowd surfing. Af og til indtog en fra publikum sågar scenen til en lille dans inden han selv hoppede tilbage til resten af det festende publikum – eller venligt blev hjulpet på vej af Sick of it All’s medbragte scenevagt. Selv da Lou Koller blev omklamret bagfra af en fan trådte scenevagten til på fredelig vis. Noget som andre bands/scenevagter kunne lære noget af, og som kun gør det erfarne band endnu mere sympatisk.

Særligt tændte var publikum, da det blev tid til den traditionelle omgang Braveheart, hvor Lou Koller deler publikum i to lejre, der når nummeret ”Scratch the Surface” starter skal løbe mod hinanden. Normalt fortæller han, at den eneste regel er, at man hjælper dem op som falder. Denne gang opfordrede han i stedet folk til at løbe udenom de to gulv-til-loft stolper, der er placeret midt i spillestedet. Da de to grupper tørnede sammen var der dans fra den ene til den anden side af The Rock.

Rent musikalsk var der tale om en slags greatest hits. Der blev spillet en række numre fra sidste års fremragende Based on a True Story, men også det allerførste nummer bandet skrev, ”My Life”, var der blevet plads til. Det samme var tilfældet med undertegnedes gamle favorit ”Just Look Around”, der dog rent musikalsk ikke passede så godt ind blandt aftenens andre mere hurtige og aggressive numre. Siden er der kommet andre favoritter til, og de blev stort set alle spillet – og på stort set alle numre skrålede publikum med.

Der var ikke plads til ekstranumre. Til gengæld blev bandet på scenen og gav hånd til alle deres mandlige fans og Lou Koller uddelte kindkys til de kvindelige. Sick of it All er et band, der bestemt ikke virker trætte efter 25 år på landevejen. De er ”Built to Last”.

Setliste:

Good Lookin’ Out
Death or Jail
Uprising Nation
The Divide
America
Built to Last
Goatless
Step Down
A Month of Sundays
Busted
Disco Sucks Fuck Everything
Just Look Around
Sanctuary
Take the Night Off
Waiting For The Day
My Life
Injustice System
Machete
Braveheart
Scratch the Surface
Us vs. Them

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar