23.09.09 – Willard Grant Conspiracy – Loppen, København

willardgrantconspiracy-usa-presse2006-565x377

Willard Grant Conspiracy for sidste gang

Til aftenens koncert på loppen var Willard Grant Conspiracys frontmand Robert Fisher kun flankeret af en violinist og en guitarist. Konspirationen skulle ellers tælle mere end halvtreds musikere – og rent faktisk var det da også planlagt, at bandet denne aften skulle have inkluderet en korsangerinde samt en kvindelig keyboardspiller. De havde begge lagt sig syge, hvilket uden tvivl var medvirkende til, at aftenen i selskab med Willard Grant Conspiracy blev en noget tam affære. For de eksplosioner bandet tegner sig for live udeblev og tilbage stod et indtryk af et meget stillestående band, der ikke helt vidste hvilket ben de skulle stå på.

På sin højre side havde den siddende Robert Fisher en guitarist, der vekslede mellem den akustiske og den elektriske guitar. Bedst var det når den elektriske fik lov til at komplementere Fishers akustiske og derved gav musikken en lille smule kant. Ellers virkede guitaristen nervøs og i stedet for at se ud på publikum var blikket stift rettet mod frontmanden, som om han ikke vidste hvad han skulle spille, eller hele tiden søgte bekræftelse på, at det han gjorde var godt nok.

På sin venstre side stod violinisten og så sur ud. Ikke et eneste smil forlod hans læber og ofte ødelagde violinen mere end den gavnede. Robert Fishers vokal var udmærket, men det kan godt undre, at han ikke synger på en måde så man rent faktisk kan høre hvad han synger. Og det var ikke kun på grund af manglende engelskkundskaber at dette ikke lod sig gøre, for min amerikanske ledsagerske kunne heller ikke.

Oddsene var ikke på Willard Grant Conspiracys side, men nu har undertegnede hørt bandet live tre gange, og ingen af gangene har de virket overbevisende. Måske er de bare bedst på album.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar