24.10.13 – Austra – Pumpehuset

Austra-Presse2013-565x377

Lidt ensformigt elektronisk synth-pop byder op til fængende dans

Småsnakkende og lidt bedugget stemning

Grinende, snakkende og rygende koncertgæster. Kvinder med gryde-frisure eller undercut. Generelt flest kvinder i 20-30 års alderen er mødt op til natkoncert på en torsdag i Pumpehusets rå lokaler. Folk er feststemte, måske lidt mere påvirket end ædru. Der bliver pulset løs på cigaretter og flere fadøl ryger indenbords efter aftenens opvarmning af danske, elektroniske Heidi Mortenson. Hun er et oplagt valg, eftersom hendes musik er blevet remixet af aftenens hovednavn Austra. Så slår klokken midnat og alle begynder at vandre op ad trapperne mod den store sal. Mange har allerede placeret sig oppe foran scenen, som så fint har fået tilføjet flere papirs-paraplyer i normalstørrelse, som står midt i mellem instrumenterne.

Lagt op til 80’er elektro fest

Som trådt ud af en tidsmaskine træder Austra ind på scenen. Bandet fra Toronto, som normalt er en trio, optræder som sekspersoners live-band i aften. Bandet åbner ballet med “What We Done?” fra det seneste album Olympia og salen fyldes med en elektro-synth klang og pulserende trommerytmer. Scenelyset kommer virkelig til udtryk, når paraplyerne belyses, der leder tankerne hen på musicalklassikeren”Pigen med paraplyerne’s” farverige univers. Bandets frontkvinde, paraplypigen ved aftenens koncert, Katie Stelmanis starter med at spille på keyboard inde i midten af scenen, inden hun begynder at bevæge sig ud på resten af scenegulvet og går ud til scenekanten, så hun er helt tæt på sit publikum. Hun er iklædt en sort velourlignende præstedragt og tykke firskårne gummisandaler, der kunne forveksles med noget som særegne danske Moonspoon Saloon kunne have kreeret. Katies lyse hår er sat tilbage i en 80’er-præget tyk stof-elastik, og de andre bandmedlemmer er også mondænt klædt på i 80’er-inspireret glitter og neonfarver. Hun ligner en Sci-Fi præstinde, som står og prædiker i midten af en multifarvet paraply-scenografi. Katies klassiske trænede, operalignende vokal går over i falset og hænger lige over instrumenterne. Til tider er hun svær at høre, når hendes fine vokal sommetider forsvinder ind i det elektropoppede lydunivers.

Glæderus på dansegulvet

De feststemte, dansende og dedikerede fans synger med på sangene. Det gik pludselig op for undertegnede, som først fornyelig har stiftet bekendtskab med Austra, at en stor del af Københavns queer-miljø er til stede. Ikke mærkeligt, da forsangeren er åbenhjertig omkring sin seksualitet og identificerer sig som queer,  ligeså den lesbiske trommeslager Maya Postepski. Et andet meget karakteristisk bandmedlem i aften, er fyren på synthesizer, som er iklædt hvide bukser med 90’er islæt og en hvid afslørende badedragt indenunder. Han spiller med alvorlig mine og laver nogle meget elegante bevægelser ind imellem, når han har pause i sangene. Man må sige at gruppen er fantasifulde med deres påklædning og originale sceneshow, der sætter kulør på en grå dag i oktober.

Kunsten i at lave mørk dansemusik

Selvom musikken er dansabel, så minder sangene meget om hinanden. Måske fordi lydfladerne flyder sammen eller på grund af undertegnedes begrænsede kendskab til bandet. Man bliver til tider mere grebet af publikums begejstring end det, der foregår oppe på scenen. Nummeret “Home”, er opsigtsvækkende, da det har en rå og mørk lyd. Til sidst da “Lost It” bliver spillet får publikum for alvor kridtet deres dansesko, da det er bandets store hit fra debutalbummet Feel It Break. Dette nummer er klart stærkere end nogle af de foregående numre. Det sidste nummer bliver aftenens højdepunkt, som er “Beat and the Pulse”, fra det seneste album. På dette nummer kommer synthbassen i fokus, som leveres af bassisten Dorian Wolf. Efter endt koncert render de fleste af Pumpehusets koncertgæster tilbage til det hyggelige rygerum. Festen fortsætter for nogen, mens andre bevæger sig ud i natten, for nogenlunde at kunne stå friske op til morgendagens arbejde.

Tags from the story
,