24.01.10 – Sunn O))) – Lille Vega

Sunn O))) (foto: Claus Michaelsen)
Sunn O))) (foto: Claus Michaelsen)

Creepy og unik heksemesse på en hellig søndag i Lille Vega

Tiden står stille, når Sunn O))) udfolder sin magt. Man er grebet i øjeblikket uden mulighed for flugt. Mens det står på, oplever man fragmenter af glæde og decideret eufori, mens andre minutter føles som en prøvelse i skærsilden. Man kan vælge at opgive og træde ud i den befriende stille aftenskulde, eller man kan holde stædigt fast og nægte at give efter for den momentane trang til at hvile ørerne og sanserne bare et øjeblik. Alt foregår i slow motion, riffene er slået an med en sådan langsommelighed, at selv ikke hvis man speedede Stephen O´Malley´s og Greg Anderson´s hænder og guitarplektre op til fem gange deres hastighed, ville komme bare i nærheden af farten fra et normalt riff. De marianergravsdybe droner er indimellem tæt på ubærlige for ørerne – selv med earplugs og uanset ørebeskyttelse, går dronerne og feedbacken, af hidtil ukendte dimensioner, direkte i mave, skridt og lår, så man rystes og resonansen er ubønhørligt invaderende i solar plexus.

Det må gøre ondt, hvis det skal gøre godt – og det er her Sunn O))) viser deres styrke, fordi det føles så katarsisrensende, hvis man formår at holde ud. Jeg har endnu ikke oplevet andre bands som så fornemt kan opfylde den følelse af nødvendige og vedvarende, nærmest smertefulde toner til sanserne, – jo måske når My Bloody Valentine udfører deres mur af støjguitarer og vanvittige feedback i deres 15 – 20 min. lange jordskælvsudgang på ”You Made Me Realise” som afslutning på deres koncerter.

På scenen står tre mænd, kutteklædte og indhyllede i jævn, men massiv og fastholdt røg. Egentlig et billigt og klichefyldt gammelt trick, men det virker i dén grad, sammen med helvedesdronerne. Jeg kan ganske enkelt ikke få øjnene fra det scenarium der udspiller sig på scenen, på trods af at der energimæssigt ikke sker en hujende fis. Bandet går rundt med en knælers langsommelighed og har absolut nul publikumskontakt, men formår på trods af den ellers så normalt vigtige samhørighedsfølelse mellem publikum og band og med en indiskutabel stor distance til os dødelige på gulvet, at skabe en aura af uhygge og smuk højmesse, på én og samme gang. Forestil dig Enigma eller Gregorian som for 20 år siden grovhittede med gregoranske munkekor og kutteklædte mystikere, i aften bare med omvendte kors og en helt anden agenda, end det discopleasende og ambientlækre pseudomuzak, ovennævnte bands serverede for os i 90´erne. Næh hos Sunn O))) går det onde og det monumentalt smukke hånd i hånd og man pendulerer emotionelt mellem velvære og væmmelse, mellem fascination og frastødelse, mellem altopslugende tiltrækningskraft og lysten til at løbe skrigende ud af det alt for lille rum med den alt for store (og høje) lyd.

Sunn O))) skal høres indendørs og i mørke, helst i så små lokaler at klaustrofobien bliver medspiller, så man får det næsten urimeligt voldsomme sansebombardement og fysiske ud-af-kroppen oplevelse helt tæt på. Det bliver slået fast ikke alene i aften, men også de to gange tidligere jeg har set Sunn O))). Roskilde Festival en sen og lys eftermiddag i et åbent telt blev en eklatant fuser, ikke bare for band og publikum, men også for festivalens planlægningsgruppe, hvorimod Loppen´s koncert i selskab med det ligeså spændende, konsekvente og kompromisløse slow-mo droneband Earth, var en ubetinget triumf.

Også i aften havde Sunn O))) valgt et perfekt match som opvarmning. Eagle Twin bestod af sølle to mand, men hvilken lyd de to korpulente fyre kunne få ud af det asketiske musikalske set up. En tonstung duo med en guitarist som hamrede granittunge riffs ud til publikum, mens han med lange mellemrum galpede gutturale Neurosisbrøl i hovedet på os sagesløse. De velvoksne riff havde enorm fylde, da han skiftede mellem guitar og baspedaler og der var både stoner og southern-riffage at spore i tyngden fra spaden. Trommeslageren tæskede benhårdt i tønderne og når han med manisk voldsomhed bankede i bækkenet, splintredes hans stikker i stumper og stykker. En nådesløs support som uden pauser martrede os en lille time på den fede måde.

Sunn O))) indtog scenen efter en intro med tibetanske meditationsklokker og lagde for med tyve minutters skånselsløst dybe guitardroner, den mørkeste dyne af toner som svævede rundt imellem væggenes træsorter så huset skælvede. Herefter kom en fjerdemand til, ungarske Attila Csihar og resten af aftenens sæt var dedikeret til Sunn O)))´s seneste og mest varierede udspil Monoliths And Dimensions. Csihar er et unikum med sin stemme. Et vokalt orakel af en kæmpe som udspyr vokale besværgelser, som en troldmand der taler i tunger. Indimellem bruger han næsten sin stemme som en jødeharpe, mens en trækbasun, efter sigende spillet af Steve Moore fra Earth, støtter op bagfra og han slutter hver messende linie med de dybeste udbrud og dybeste growl jeg nogensinde har hørt. En utrolig stemmeklang og sindssygt flot stemmebeherskelse!

Senere påtager han sig en hvid laset sæk over hovedet og ligner en blanding af en mumie og en forrykt Leatherface iført lærred.
I koncertens finale ifører Csihar sig en morbid krans af lange knivblade, mens der ud af hans spedalsklignende fingre kommer ildrøde laserlys og han ligner en grotesk blanding af en Jesusfigur og et fugleskræmsel af en anden verden.

Efter 90 min. forsvandt de så, lige så stille som de var kommet, svævende ud af Vega.

Der var tæt på udsolgt og det kan undre med sådan et nicheband, men måske er Sunn O))), blevet det nye sort. I hvert fald fik den samling mennesker som ankom denne søndag, en særegen magtdemonstration fra et band som ikke ligner noget andet på nutidens rockscene og ingen gik med garanti uberørte derfra. Sakralt og uhyggeligt. Som en højmesse i helvede med Satan som bisidder. Det var snarere en musikalsk unik og krævende oplevelse, en aparte og kompromisløs begivenhed, en udfordring, en tilstand, end en egentlig koncert i klassisk forstand – men sikke en oplevelse!

Skriv et svar