24.11.05 – Adam West – Loppen

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Poof, Zlam, Smack! – Adam West spillede fandango for de få

Adam West et spritnyt bekendtskab af den slags, der ikke vil gå i glemmebogen med det samme. Bandet, som er opkaldt efter skuespilleren fra 60’ernes kult Tv-serie Batman, spiller rå rock’n’roll med samme attitude som åndsfællerne i “Hellacopters” og “The Hives”. I oktober udkom bandets nyeste album Power to the People på eget pladeselskab Fandango Records.

Denne torsdag i stiv kuling startede ud som enhver rockmusikers værste mareridt. Ikke alene er salen piv tom. I et hjørne står en fyr og sælger merchandise, da Loppens to eneste gæster træder ind, og spørger ham, om han kender noget til bandets tidligere albums. Det er undertegnede, som ikke genkender bandets forsanger Jake Starr bag disken! Magen til dårlig introduktion skal man lede længe efter, men Jake tager det i stiv arm, og vi får os en snak om rockens totale afmatning i Danmark, på trods af hvad den jubelglade danske pladeindustri i øvrigt prøver at bilde os ind.

Opvarmningsbandet “The Nifters”, er et svensk rockband med nu-metal agtige tendenser. De spiller en fantastisk tung bas, der leder tankerne hen på ørkenrock a la Kyuss, men så er der heller ikke meget andet godt at sige om bandet. Guitarene forsvinder i den tunge baslyd, og vokalen flakser mellem en skærende tynd metalstemme og en grinagtig falset, som bestemt ikke klæder bandet.

Der er efterhånden dukket 1 par håndfulde gæster op, som sidder spredt ved bordene. The Nifters giver den rimeligt gas, men de spiller ikke rigtigt tight og kompositionerne er for dårlige, så det ender i monoton tomgang. Man kan forstå på bandet, at de også er begyndt at glæde sig til Adam West, som de konstant priser mellem numrene.

Denne setting er hvad Adam West har at arbejde med. Men allerede da bandet træder op på scenen fornemmer man udstrålingen fra et garvet rockband af en helt anden kaliber. Halvt inde i første nummer står alle loppens 14 gæster oppe foran scenen. Starr lægger ud med et par humoristiske kommentarer omkring opbuddet. Men bandet virker stålsat på at give den lille flok på gulvet hvad de kom for.

Det er simpel men utrolig kompetent rock. Guitaristen Dan-o Deckelman står med foden på monitoren og ligner en, der aldrig har bestilt andet end at brænde vildt guitarlir af. Steves bas er levende og varieret, og det hele er pakket tæt sammen af Jim Sciubbas præcise trommetæsk. Loppen er nu forvandlet til en sydende bat-cave og Starr twister henover scenen i poses inspireret af mud-stilen. Han dedikerer nummeret “Megalomania” fra deres nye album til en gruppe amerikanske piger iblandt publikum, og han peger ned på Diskants fotograf med ordene:

“This one goes out to you, because you know, I’m gods gift to women”

Forsangeren har ikke fået sit efternavn for ingenting og med hånden begravet i skridtet brøler han med stor crooner-stemme:

“This is my charm”

Af uransagelige årsager virker charmen ikke på den amerikanske gruppe, som begynder at finde overtøjet frem. Men det tillader Starr ikke, og han opfordrer det øvrige publikum til at forhindre dem i at gå, hvis han skal spille videre. De øvrige bandmedlemmer brokker sig over, at de aldrig ser noget til hverken sex eller drugs i rock’n’roll, og gennem hele koncerten er der en munter dialog mellem band og publikum. Amerikanerne bliver og skråler med på parolen “Fuck George Bush”.

Fordelen ved en underbemandet koncert som denne er, at der opstår en intim stemning, hvor alle deltager aktivt, og det hele lugter lidt af privat fest og løssluppenhed.

Man kunne fremhæve et nummer som “Bulletproff”, men mere bemærkelsesværdigt var det, at der faktisk ikke var nogle missere.

Det hele går op i en højere enhed, når en halv snes mennesker står og skråler på ekstranumre….og så får det! Adam West er et rutineret band med 10-15 år på bagen, men det var alt andet end en rutinepræget præstation, og der var store smil under de haglende svedperler, da bandet takkede de fremmødte. Tidligere på året gav jeg Danko Jones karakteren ni, for at tænde op under en pakket Malmøfestival, men når man kan skabe en ligeså stor oplevelse på en halvtom Loppen, så skal man i hvert fald have ni velfortjente pinde.

Tags from the story

Skriv et svar