24.11.09 – Grizzly Bear – Store Vega

grizzlybear-presse-2008-565x3771

Musikalsk nærvær i syltetøjsglas

”We have never dedicated a song to a country before. It’s true, we mean it.”
Med sådan et statement fra scenen er det svært ikke at elske Grizzly Bear.

I går spillede Grizzly Bear koncert i et udsolgt Store Vega. En koncert som de fleste nok havde store forventninger til, ikke mindst på grund af bandets seneste og yderst anmelderroste album Veckatimest.

Siden bandets første studiealbum Horn of Plenty fra 2004 har musikkens udtryk ændret sig fra følsom introvert kammermusik til et udadvendt og legende udtryk. Og netop denne udadvendthed skinnede igennem hos de fire snakkesaglige amerikanere der mellem numrene charmerede publikum med et nærvær, der ikke var til at tage fejl af.

Som perler på en snor fremførte bandet en velvalgt blanding af numre, effektfuldt akkompagneret af de små lysende elpærer i syltetøjsglas, som Vega denne aften var klædt i.

Forfriskende var det at høre hvordan bandet turde lege med numrene og variere dem fra indspilningerne på pladerne, hvilket gav publikum mulighed for at opleve, eller i undertegnedes tilfælde genopleve, et friskt udvalg af nye såvel som ældre numre.

At hypen omkring Grizzly Bear er velfortjent og cementerede sig i går blandt andet i ”While you wait for the others”, ”Ready, Able”, ”Two Weeks” og ”Fix it”, hvor de yndefulde vokalharmonier smeltede perfekt sammen med de velspillede og grænsesøgende instrumentmelodier. Koncertens fjerde nummer ”Knife”, fra 2006 albummet Yellow House, fik salen til at klappe i takt og publikum til at vugge frem og tilbage i det gule scenelys. En blandt publikum løftede sine arme mod himmelen og lod sig forføre af de guddommelige toner. Ed Droste sluttede nummeret med et hjerteligt ”Tak” og publikum smeltede.

Karakteristisk for koncerten var bandets storslåede sammenspil. Som bedste venner skiftedes Ed Droste og Daniel Rossen til at indtage positionen som leadvokalist. Droste brillierede derudover på autoharp såvel som på blokfløjte, imens Rossens musikalske overskud skinnede igennem på klaver og guitar. Derudover skal Christopher Bears bundstabile og fantasifulde trommespil, samt Chris Taylors eminente korstemmer fremhæves. Taylors lyse toner svævede konstant mellem kvalmt og genialt, men endte heldigvis i den rigtige kategori. Produceren og multi-instrumentalisen imponerede i særdeleshed som basklarinet-spillende muse i det stille og betagende nummer ”Foreground”.

Hvis nogen kritik skal deles ud denne aften, må det være til den evige brug af effekt på vokalerne. Lige så meget som jeg elskede det, lige så meget ærgrede det mig at deres stemmer var sløset ind i effekter på hvert nummer. For selv om reverb-effekten på vokal og instrumenter var med til at skabe en drømmeagtig ekstase, ville fraværet af selvsamme effekt have været dobbelt så virkningsfuldt, når den så endelig blev brugt.

Kritikken er dog at henstille til petitesserne og det samlede indtryk af koncerten er stadig helt overvældende. Numrenes iderigdom og de fire vokalers klang er med til at cementere hvorfor Grizzly Bear ikke blot er endnu et indie-folk band. Styrken ved Grizzly Bear ligger specielt i deres evne til at kombinere smukke sange med udadvendt performance, uden at det bliver påtaget. En svær kunst, kun få bands kan mestre. Grizzly Bear er et af de få. Tak for det.

Tags from the story
Written By

Jeg studerer Film- og medievidenskab og Music and Arts managements på Københavns Universitet, arbejder i Huset i Magstræde, og så er jeg selvfølgelig anmelder på diskant.dk. Derudover er jeg medlem af bandet Salto Mortale, hvor jeg synger, spiller keys og klarinet og skramler med alt, der kan lave lyd.

Skriv et svar