25.03.19 – Colter Wall – Store Vega, København

Foto: Lars Asmussen
Foto: Lars Asmussen

Canadisk cowboy skød med løst krudt

23-årige Colter Wall har høstet store roser for sine to album, og også for sine koncerter i Danmark på Tønder Festival og i Lille Vega i 2017 og 2018. På trods af sin unge alder, er han i besiddelse af en mørk og dyb stemme, som havde han røget et par pakker smøger dagligt i flere årtier. Om end det giver lytteren et fejlagtigt indtryk af en stor livserfaring og slidtage hos den unge canadier, så harmonerer hans stemme glimrende med country/western-genren, og med de historiefortællinger han evner i sine tekster.

På denne kølige mandag aften i marts, var venuet nu opgraderet til Store Vega, og jeg stod foran mit første møde med canadieren. Colter Wall lægger ikke skjul på sin fascination af klassisk country/western-musik, og hans første ord på scenen i aften var da også kort og godt ”I’m gonna play you some cowboy songs”. Iført slidte jeans, westernskjorte og cowboyhat indledte han koncerten alene på scenen med sin version af The Weavers’ ”Old Paint (Ride Around Little Dogies)”. Nummeret er før blevet fortolket af både Pete Seeger, Woody Guthrie og Johnny Cash, og Walls valg af åbningsnummer hænger uden tvivl også sammen med, at de er blandt de forbilleder, som den unge canadier har.

Foto: Lars Asmussen
Foto: Lars Asmussen

Efter fire numre traskede resten af bandet på scenen, og her var der dømt langt hår, fuldskæg og cowboyhat hele vejen rundt, og det unge band balancerede på grænsen til at forcere cowboy/western-temaet lidt, ved løbende også at pointere at det var ”cowboy songs”

Stille og roligt galopperede koncerten afsted, og efter 5-6 numre med fuldt band, begyndte kedsomheden at indfinde sig hos mig. Udtrykket fra scenen blev simpelthen for ensformigt. Den første håndfuld numre gik i samme tempo og rytme – ganske klassisk inden for genren, men med alt for lidt dybde og afveksling. Snakken og uroen bredte sig bagerst i salen, og der var brug for skarpere salver fra de fem på scenen.

Midtvejs i koncerten satte Colter Wall tempoet op, med et nummer jeg ikke genkendte fra hans album. Nummeret satte liv i salen, og det var befriende, at udtrykket fra scenen skiftede. Herefter fulgte en af publikumsfavoritterne ”Kate McCannon”, og for en stund åndede jeg lettet op, og håbede at Colter Wall blot havde gemt det bedste til sidst. Den forhåbning blev dog skudt i sænk af det faktum, at koncerten gik tilbage til det alt for ensartede og ikke-nærværende udtryk fra scenen – visuelt som musikalsk.

Undervejs fik vi fortolkninger af et par country/western-klassikere, og mod slutningen fik vi Townes Van Zandts ”White Freight Liner Blues”, som igen pustede liv i salen med lidt tempo. Derefter lukkede og slukkede Colter Wall alene på scenen med den rolige og sørgmodige ”Wild Dogs”, som oprindeligt er skrevet af Billy Don Burns.

Foto: Lars Asmussen
Foto: Lars Asmussen

Colter Wall og hans band blev dog klappet tilbage på scenen og gav os endnu et cover. Denne gang var det ”Up Against The Wall, Redneck Mother”, som oprindeligt er skrevet af Ray Wylie Hubbard. Belle Plaine, som havde været aftenens opvarmning, gik med på scenen og sang kor, og nærmest i det sekund nummeret var forbi, forlod bandet igen scenen med et vink og et ”goodnight”.

Lad mig understrege, at jeg har stor respekt for den unge canadier og hans musik. Hans mørke vokal og hans evne til at fortælle historier med sine tekster og musik går op i en højere enhed, som gør ham til et ganske autentisk bekendtskab. Denne aften kom han og bandet dog slet ikke ud over scenekanten. Når sangene Colter Wall har med, og når lyden sidder lige i skabet, kan det være svært at pege på, hvad der konkret manglede. Men den meget ensartede og simple stil hans egne sange har, blev i aften ikke hjulpet på vej af musikalsk overskud og spontanitet mellem de fem på scenen. Ærgerligt, for Colter Wall kan uden tvivl mere end han fik vist denne aften, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han bliver svær at komme udenom de kommende år.

Karakter

4 Karakter
4
Tags from the story