25.05.10 – Bonnie “Prince” Billy – Store Vega, København

Bonnie "Prince" Billy

Fanget mellem det fornøjelige og det forglemmelige

Iklædt en slidt gul t-shirt og opsmøgede orange bukser, kom den altid aparte Bonnie ”Prince” Billy muntert på scenen – i dagens anledning i bare tæer. Med sig på scenen havde han The Cairo Gang, der på trommer og guitar udgjorde størstedelen af aftenens noget skrabede musikalske arrangement på scenen. De tog ikke meget plads på den store scene, men som altid formåede Will Oldham at ligne en, der i høj grad følte sig godt tilpas.

Aftenens repertoire bestod forudsigeligt nok primært af numre fra det nyeste album The Wonder Show of the World, som Oldham har udgivet sammen med netop The Cairo Gang. Efter nogle gennemlytninger nåede albummet aldrig at krybe ind under huden på mig, som Bonnie ”Prince” Billys albums ellers plejer, og jeg var dermed både spændt på, hvordan det nye album ville tage sig ud i aften, og i hvor høj grad han ville forkæle os med gamle perler. Sidstnævnte gjorde han desværre ikke i stor grad.

Havde Will Oldham og The Cairo Gang da bare kunne løfte de nye numre til nye højder, så havde de nemt kunne overraske mig positivt. Men den meget enkle og lette tilgang til aftenens setliste klædte ikke de nye numre godt, og det skulle heller ikke blive i aften, at trioen skulle overbevise mig om det nye albums værd. Nok var Will Oldham som altid finurlig på scenen, og de mange smil, grimasser og krampagtige bevægelser gjorde trods alt hans blotte tilstedeværelse både interessant og charmerende. Susanna K. Wallumrød fra den norske opvarmende duo Susanna & The Magical Ochestra, blev et par gange inviteret på scenen som korpige, men hun fremstod anonym, og heller ikke her opstod det ønskede liv i musikken.

Bonnie ”Prince” Billy er en populær herre, og det kunne ses og høres i det udsolgte Store Vega. Snakken omkring mig gik dog mere på hans skæve udseende og finurlighederne på scenen, end det handlede om selve musikken, og det maler egentlig et meget godt billede af min oplevelse af aftenen. Dog var det interessant, at der kom et par numre, der var ukendte for mig, og under ekstranumrene gemte sig både den nye ”Go, Folks Go” og ”May it Always Be”, og den inderlighed og nærhed, der opstod her, samt de lidt mere bombastiske sider, som Will Oldham bestemt også har, var de yderligheder, som jeg savnede i aften.

En time og et kvarter bød Will Oldham og co. på i aften, og det var passende i forhold til den lidt ensformige og på samme tid ikke så intense optræden på scenen. Bonnie ”Prince” Billy har så meget at byde på fra et bredt og imponerende bagkatalog, at det er svært ikke at være en lille smule skuffet over aftenens lidt rutineprægede men dog veloplagte performance.

Tags from the story
,

Skriv et svar