25.11.12 -The xx – Falconer Salen

Foto: Owen Richards

Æstetik, minimalisme og pumpende rave gik op i en højere enhed

The xx leverede for tre år siden en debutplade, der virkelig vandt gehør hos mangt et publikum da både indiefolk og mere mainstreamrettede lyttere tog imod pladen med kyshånd. Lyden og setuppet på den skive, der var én af det års allerbedste, var såmænd hverken ny eller udtryk for et musikalsk paradigmeskred, for et band som Young Marble Giants havde på deres mesterværk Colossal Youth for mere end tredive år siden, præsteret samme tyste lyd, dog uden Jamie Smiths drumpads og anden elektroniske isenkram. Alligevel var det en lille perle på musikscenen, for der var, og er, langt imellem bands, der tør holde så klokkerent på en så minimal lyd bundet af pauser og pusterum imellem de to fremragende sangeres Romy Madley-Croft og Oliver Sims bjergtagende parløb. Det i selskab med og farvelagt med følte dystre basklange og smukke, næsten shogaze/postrockede guitarakkorder sovset ind i herlig rumklang skabte en debut, der med sine 11 korte sange i første hug ikke gjorde meget væsen af sig, men som ved gentagende lyt afslørede en usleben juvel af henholdt minimal-melankolipop.

Frataget et enkelt job på sidste års Northside festival, var det første gang briterne besøgte København og det kunne mærkes på den for længst udsolgte Falconersal, for der var en udpræget summen og forventningerne nærmest drev ned ad væggene i rummet på det fornemme hotel. Først entrerede en elektronisk duo, der såmænd gjorde det både fint og varieret, men som ikke rigtig passede til en søndag i minimalismens tegn. Efter en lille time listede de af og vi blev igen efterladt til en halv times forventningspres inden aftenens hovednavn skulle vise sig. Og vise sig gjorde de, for magen til enkel og superflot lyssætning skal man lede længe efter. Æstetik mine damer og herrer var i højsædet denne søndag og selvom der herskede en stram, næsten asketisk stemning på scenen, var det samtidig så cool og tjekket, at man kneb sig i armen så gennemført var det. Det kunne mange bands lære af.

Madley-Croft og Sims rørende smukke stemmer kokketerer hele aftenen hinanden på bedste vis, og den mørk/lyse duoform er blændende til trioens blide, næsten berøringsangste musik. Apropos berøringsangst, så har bandet da i den grad smidt hæmningerne overbord og er blevet både udadvendte og dansende på scenen. Ja Sims lignede nogle gange en headbangende Slayer-klon, når han tvang sin bas i knæ og til lofts, som en sort tumling i selvsving.

Foran scenen figurerede et løst tyndt stykke stof som modtager af projektorens sanselige billeder af en art farvet blækklat, der modulerede og endte i psykedeliske konturer. Det greb benyttede Steven Wilson sig også af sidste år, da han frekventerede Amager Bio og ideen er god, så god at man undrer sig over ikke flere benytter det. Sangen der ledsagede scenariet var ”Angels” fra dette års glimrende opfølger Coexist og den blev fulgt til dørs af en stormflod af jubelråb fra det efterhånden sitrende publikum. Det blev startskuddet til en små 75 minutter lang koncert, der for undertegnede står som noget af det bedste, smukkeste og ikke mindst mest stilsikre gig, jeg længe har overværet. Den gled over i ”Heart Skipped a Beat”, som viste at selvom Coexist er et godt album, ja så er debuten bare den, der indeholder de ikoniske fuldtræffere. Det vidste publikum også, for det var de numre, der afstedkom de helt store tilkendegivelser fra begejstrede hænder og munde.

Lidt senere under ”Crystalised” og ”Fantasy” – hvoraf sidstnævnte fik et voldsomt skud James Blake-lignende basbund, der nær havde taget livet af salens ellers stabile vægge, for ikke at tale om det sagesløse publikum, der synes ramt af et hjertestarter-tryk og et bastryk, der fik både bukseben og skjorteærmer til at blafre – blev bandet igen mødt af et solidt brag af klapsalver fra publikum, næsten som ville de fortælle bandet hvor guldet lå. Madley-Crofts guitarakkorder stod knivskarpt og gik rent igennem og helt ind i hjertekulen og sparkede lidt liv og rockstemning ind i den efterhånden noget bas, – og synthbeat-dominerende sound. Den stilfulde lyssætning bliver holdt stramt og rent i kun hvide og blå toner, men bliver efterhånden tilsat lidt siderevers stroboskopflimmer, der heldigvis bliver holdt så tilpas i ave, at man ikke overmandes af epileptiske anfald.

Nogle vil klandre The xx for at være for underspillede, på grænsen til det kedsommelige og man havde da også øjeblikke, hvor nærværet hoppede af kæden, men det hele reddedes af fremragende sange og sindssyg flot æstetik. Men så tog fanden ved englænderne, der sender ”Sunset” af sted og afslutter i et houseinferno af ”Born Slippy” beats. Det havde jeg ikke lige set komme fra den front, selvom Coexist leger lidt mere med elektronikken end debuten havde for vane. ”Sunset” bliver da også aftenens længste og mest varierede nummer og det er som om flere publikummer omkring mig tabes lidt undervejs. Det gør sig især gældende på de nye numre. ”Night Time” følger og ender også, efter smukke guitarstrukturer, i en ren diskofil kollage, der drysser over i en monstergroovy ”Swept Away” og såmænd svømmer naturligt over i en gudesmuk ”Shelter” – fornemt!

Havde man frygtet en aften centreret i navlebeskuende minimalitet og overdreven inderlighed i stift setup tog man grundigt fejl, for indimellem gav The xx los og koncerten kom tæt på moderne raveparty i takt med de skrøbelige og følsomme sange. Det gjorde koncerten godt med disse udadvendte og trippende indslag og holdt den snublende nære kedsomhed for døren. Vi skulle lige igennem debutfavoritterne ”VCR” og ”Islands” inden ”Infinity” virilt og beslutsomt lukkede det timelange hovedsæt med vældig pondus og en gennemslagskraft, der sparker grundigt til tanken om The xx, som en forsigtig og tilbageholdende trio, der kun går det intimes ærinde. Her blev gået til både pedaler og plektrer og det huede tydeligvis publikum, der sendte trioen af sted på en flodbølge af begejstrede klapsalver.

Ultrakort pause – et minuts tid vil jeg tro – og så var The xx tilbage med signaturnummeret ”Intro”, der fulgtes af den korte lidt parentetiske ”Tides”, der ikke virker oplagt så sent i sættet og så tæt på exit. Men heldigvis lukker den fine og overjordisk smukke ”Stars”  aftenen i selskab med de sortklædte minimalister.

Godt og vel 75 min. kan synes som alt for lidt, men det var helt passende og når man medtager, at vi stort set fik hele repertoiret fra begge album, ja så kan ingen rigtig føle sig snydt. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Denne sidste søndag i november blev en udpræget gennemarbejdet blanding af steril æstetik og varm groovy organisk musikalitet på højt højt niveau. The xx formåede at løfte deres undseelige moderne vuggeviser ind i et både pumpende og spillevende setup, der gik efter både benene, eftertænksomheden og de dybdeborende og pulserende basfrekvenser.

Stor aften!

Tags from the story