25.01.07 – Laila & Symfobia – Voxhall, Århus

lailaogsymfobia-dk-presse2006-565x350

På safari i en stemning

En af de få ting, man med sikkerhed kan sige om Laila Skovmand og hendes kumpaner i Symfobia er, at man aldrig kan vide sig sikker på, hvad der venter om hjørnet. Dette gælder i høj grad for debutalbummet Perler og Svin, hvor skøn- og strubesang på Skovmands hjemmelavede volapyksprog udgør det samlende element hen over en række skæve kompositioner, der trækker på musikalske traditioner fra hele verden. På en scene skal Symfobia vise sig at være en endnu mere anarkistisk og grænsesøgende oplevelse.

Inden hovednavnet indfinder sig foran et halvfyldt Voxhall, varmer den trommeløse kvartet Attrap op med deres indie-hymner a la Tom Waits. Energien er imponerende, og forsangerens krukkerier er i det acceptable grænseland mellem tåkrummende og charmerende. Til gengæld bliver samspillet nogle gange lige lovlig løst, samtidig med at man virkelig savner nogle trommer på de tidspunkter, hvor der på bandets heftige fysiske udfoldelser at dømme skal være max gang i den – hvad der altså ikke lykkes uden slagtøj. Skønhedspletterne til trods fungerer Attraps halve times optræden som en fin omgang løssluppen opvarmning, selv om ingen af sangene rigtig har efterladt noget varigt indtryk, da sættet er slut.

Underspillets kunst

Efter en kort pause indtages scenen af den aktuelle udgave af Symfobia, der består af fem mand på henholdsvis guitar, trommer, orgel, violin og tuba samt vokal-ekvilibristen Laila Skovmand selv, som dog indledningsvis gemmer sig på sidelinjen til fordel for sit band. De fremragende musikere kaster sig ud i en avantgardistisk jam over temaet fra ‘Arabisk Karrusel’, og fra de første takter oser spilleglæden som en usynlig røg ned fra scenen. Det er imponerende at se og føle, hvor meget nerve og indlevelse bandet lægger i hver eneste tone. Samspillet er på samme tid løst og knivskarpt.

Iført russerhue slentrer Laila ind på scenen og tager del i den musikalske leg. Hun er ikke verdens mest oplagte scene-entertainer, men til gengæld synger hun fantastisk og udstråler både dyb indlevelse og en spøjst akavet galskab, der smitter positivt af på både band og publikum. I koncertens begyndelse fjolles der meget med for eksempel tuba-vals, blæs i vandslange og Gollum-hvisk, og det føles i løbet af de første 20-25 minutter mere kuriøst og sært end for alvor gribende. Desuden har Laila igennem det meste af koncerten en del knas med sin mikrofon, hvilket desværre skæmmer i et par af de afdæmpende passager.

Men hvis indledningen mangler noget retning er der til gengæld intet at brokke sig over, da bandet kaster sig ud i ‘Honi Si Qua’, der bygges utrolig smukt op og udfoldes som et vedvarende klimaks, der aldrig for alvor bliver voldsomt. Bandet spiller meget tilbageholdende, og den afdæmpede og underspillede stemning fører på mærkværdig vis til en slags uforløst forløsning. Denne ærefrygtindgydende perle ændrer stemningen markant i salen, hvor flertallet af de tilstedeværende nu musestille har øjne og ikke mindst ører på stilke.

Vandsang og livsglæde

Symfobia kaster sig herefter ud i en cabaret-agtig jam, der resulterer i masser af smil og højt humør blandt publikum. Der ledes over i en i forhold til albumudgaven mere beskidt ‘Le Silence du Python’ med en ny ‘tekst’, hvorefter vi får ‘Groswelt’ i en modsat blid udgave med Laila ved orglet kun akkompagneret af violin.

Sættet afsluttes med ‘Kina Sang’ som endnu et eksempel på, hvor vildt og intenst Symfobia kan underspille, så energien knitrer helt ud i garderoben. Undervejs giver Laila sig i kast med at synge gennem en skål vand, og resultatet lyder som noget, undertegnede aldrig tidligere har lagt ører til, men som bedst kan sammenlignes med hvalsang. En overjordisk smuk sang når sin afslutning med en stilhed, der bliver hængende meget længe i luften, inden de tilstedeværende vover at bryde den med en overstrømmende klapsalve.

Det efterfølgende ekstranummer er en anderledes gakket og højlydt størrelse, der udføres med højt humør. Endnu en gang tages temaet fra ‘Arabisk Karrusel’ under behandling, og dermed bindes der en logisk sløjfe, så vi ender, hvor vi begyndte, men alligevel et helt andet sted. Publikum forlader Voxhall storsmilende, og en fornem koncert er til ende.

Selvom specielt begyndelsen var en smule tam, endte Symfobia med at spille sig op til at være et både vildt, eftertænksomt og ikke mindst dybt underholdende bæst – for ikke at glemme hamrende særegent. En oplevelse, der svarer nogenlunde til at være på safari meget langt væk hjemmefra efter dyr, der er smukke, farlige og totalt uforudsigelige. Symfobia skaber et univers af lyd, der føles fuldstændig ukendt og eksotisk, skræmmende og dragende på en og samme tid. Og så er det samtidig en så opløftende og underholdende oplevelse at se Laila Skovmand og hendes band i aktion, at jeg gerne vil slutte af med at indstille Laila & Symfobia til Livsglædens Pris, hvis jeg på nogen måde kunne.

www.symfobia.dk

Tags from the story

Skriv et svar