25.02.06 – Depeche Mode – Parken, København

depechemode-press2006-300x300

En magisk aften af dimensioner

Lad mig understrege med det samme: Dette er ikke en objektiv anmeldelse. Jeg har været DM fan i mange år, men har aldrig set dem live før, andet end på TV. Så det var en længe ventet oplevelse jeg fik lørdag aften. Jeg er som sådan egentlig ude af stand til at bedømme om det var en god Depeche Mode koncert – for mig var det juleaften.

Onde technorytmer spiller op i den halve time, der går mellem opvarmningsbandet The Bravery og Depeche Modes ankomst på scenen i Parken. Rytmerne bliver voldsommere og voldsommere som tiden går, og de pisker en stemning op – eller i hvert fald en hovedpine eller to. Og da klokken er 21:01 dæmpes lyset endelig. Og så går det løs. Bandet træder ind på scenen, og sparker gang i showet med ”Pain That I’m Used To” fra den nyeste plade, Playing the Angel. Og publikum er med fra starten. Et jubelbrøl møder bandet, som kvitterer med et fantastisk lysshow, og generelt er sceneshowet under koncerten af en helt særlig karat. Jeg er ikke klar over om det er Anton Corbijn, der igen har haft en finder med i spillet, men det nærmede sig videokunst. Og kombineret med det fantastiske bagkatalog af sange vi fik at høre, var dette en koncert af stor underholdningsværdi.

Publikum er med, også under sangene fra det ganske udmærkede nye album, som bliver rigtig godt modtaget. Men helt amok går folk først på de gode gamle klassikere… Og dem fik vi masser af. Som man kan se på setlisten nærmede det sig hit på hit. Hvor der før var 45.500 forskellige individer samlet i Parken, er der nu kun én stor ensartet masse, som fuldstændigt hengivent synger, klapper og danser – alle kun med Depeche Mode på hjernen. Og jublen nærmer sig ekstase flere gange. Især under de to numre Martin Gore får lov at synge. Denne fine, fine mand, som iklædt sort, flæset tophue og sorte englevinger skrøbeligt, følsomt og uendeligt smukt synger til os oppe fra scenen. Og Dave Gahan danser og danser. Under koncerten får han vist os sine evner indenfor både step-dans, ballet og riverdance… Man bliver revet med. Og til sidst står man bare med et stort fjollet grin på ansigtet, og nyder denne fantastiske følelse.

Og det hele går (om muligt) endnu mere amok, da starttonerne til ”Just Can’t Get Enough” lyder. Der er folkefest og fællessang i Parken. Alle danser, ingen står stille. Selv på tribunerne har alle for længst rejst sig og ladet mageligheden overgå af den simpleste glæde. Og det er et helt specielt syn når 45.500 mennesker under ”Never Let Me Down” svajer frem og tilbage med hænderne i luften. Et hav af hænder, der bølger i forskellige retninger.

Til afslutningsnummeret postulerede Gahan og Gore at deres interne fjendskab er fortid, ved at fremføre ”Goodnight Lovers” som duet, på tangen ude blandt publikum. Her stod de, sort mod hvidt og lavede tilnærmelsesvist et rent ABBA-show, hvor de stod ryg mod ryg, glade og smilende, uden store spor af bitterhed, eller sågar ”pain and suffering in various countries” som ellers er turnéens titel. Hvor oprigtig denne glæde var, finder man nok aldrig ud af. Men det betyder egentlig heller ikke noget. Depeche Mode gav mig denne aften en sand oplevelse. Det kan være, at meget af koncerten kørte på formularer og traditioner, (som kan iagttages på diverse koncertvideoer), men det er nu noget helt, helt specielt at se sine helte live. Og at fejre dem sammen med så mange andre hengivne mennesker. Denne følelse forlader én hurtigt efter koncerten, når man kommer ud i et virvar af skrald, idioter og masen, men for et kort øjeblik var vi forenede. Og det er da heller ikke det værste.

Setliste:

1: Pain That I’m Used To
2: John The Revelator
3: A Question of Time
4: Policy of Truth
5: Precious
6: Walking in My Shoes
7: Suffer Well
8: Damaged People
9: Home
10: Sometimes
11: The Sinner in Me
12: I Feel You
13: Behind the Wheel
14: World in My Eyes
15: Personal Jesus
16: Enjoy the Silence
17: Shake The Disease
18: Just Can’t Get Enough
19: Everything Counts
20: Never Let Me Down
21: Goodnight Lovers

Tags from the story

Skriv et svar