25.03.10 – Heaven 17 – Amager Bio, København

heaven17-presse-565x377

Jubilæum i pinlighedernes skær

Amager Bio lagde torsdag aften hus til en 80er-synth funk night med de ældre herrer i Heaven 17. Oplægget var en såkaldt 30 års jubilæumstur for deres gennembrudsplade og debut Penthouse And Pavement, og det var præcis hvad vi fik, blot med lidt afstikkere i midten og slutningen af koncerten. Den tidligere biograf var pænt besøgt med et publikum, som for en stor dels vedkommende, kunne være forældre til mange af de teens som nappede Tokio Hotel i Forum tidligere på måneden.

Scenen var loaded med syntetiske stemninger inden englænderne entrerede scenen. Tre opsætninger med LED-lys forskudt af hinanden gjorde scenen, sammen med en enkelt synth, en Laptop og et sæt synthdrums af den gamle skole. LED lysene lyste blåt, mens den startede en digitaltals nedtælling på 30 min, som retningsgiver for koncertstart. Den finte blev pudsigt nok også brugt af Porcupine Tree, da de gæstede vega i oktober, og om end der er milevid forskel på de to bands, siger den alligevel noget om den stringente perfektionisme, der gerne vil signaleres. Det skal dog allerede nu afsløres, at hvor Porcupine Tree holdt et nærmest kirurgisk skarpt niveau, var det altså en helt anden snak for aftenens koncert.

Efter en lang intro, hvor det gamle hit ”(We Don’t Need This) Fascist Groove Thang” blev vendt, drejet og strakt så langt som muligt i en instrumental variant kom de så, Heaven 17, og hvor de som band er skrumpet ind til duo på nyeste udspil Naked As Advertised, blev de live suppleret af synth-trommeslager, guitarist, korsangerinde og bassist og specielt sidstnævnte gjorde en god og dominerende figur i aftenens 90 min. sæt.

Alle var sharpdressed og fit for party og selvom de to centrale medlemmer havde fået både mave og vigende hårgrænser siden bandets storhedstid, var de både dansende og synligt glade under hele koncerten.

”(We Don’t Need This)Fascist Groove Thing” lagde for med en charmerende og ganske smittende slapbas i en ultrafunket og tight levering. ”Penthouse And Pavement” fortsatte fra samme skuffe, efterfulgt af ”Play To Win” og her stod det klart, at Heaven 17 ville spille debutalbummet kronologisk. Skulle nogle få være i tvivl, præsenterede Glenn Gregory underligt nok hvert nummer inden afgang, som om han tvivlede på, at det skulle være gået vores opmærksomhed forbi.

Efter første fire numre, meddeler Gregory at side A nu var til ende og at de nu vender albummet, hvorpå de to herrer forsøger lidt jokes, mens de kaster udvandede klicheer som ”We love Copenhagen” ud til publikum, som for en stor dels vedkommende sluger det glædeligt, mens undertegnede ikke kan sige sig fri for, at stå med en lidt fad smag i munden, mens fornemmelsen af en latent reunion-bommert presser sig på.

Herefter følger et nyt nummer, som med al tydelighed viser, at det Heaven 17 har at byde på ikke ligger i nutiden, men må støves frem af fortidens gemmer. Kadencen går da også helt i bund og publikum mister hurtigt interessen og falder lidt væk eller frekventerer baren, mens Gregory indimellem synger pivfalsk. Herefter griber han en akustisk guitar og laver Human League’s gamle klassiske cocktailbar hit ”Don’t You Want Me” i en rædselsfuld og fejlfyldt akustisk singalong version, som sigter efter laveste fællesnævner og her går der praktisk talt Langelandsfestival i Amager Bio og de ellers så distingverede gentlemen.

Lou Reed’s gode gamle ”Perfect Day” lader Heaven 17 heller ikke i fred og den leveres guddødemig fuld af regnbuens farver på LED-lyset – jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde, mens det står på. Som om festen ikke er gået nok i stå, skal vi lige belemres med Tina Turner’s ”Ball Of Confusion” sunget af korsangerinden, mens Gregory giver den med Thomas Helmig hoftevrid ude fra sidelinien!

Bandet vender tilbage til side B af Penthouse And Pavement og det løfter stemningen blandt publikum lidt igen, i hvert fald er mange i vældigt humør oppe foran i salen. På trods af Gregory’s udtalelse om at ”Song With No Name” er hans personlige favorit og nummerets fortræffeligheder på plade iøvrigt, hjælper det ingenlunde live, for det er tåkrummende eksekveret, helt ude af tonalitet og synges rigtigt skidt og det håb man havde for en glædelig koncertaften, brister for alvor her.

Så hjælper det ingenlunde, at der hæftes lidt plaster på såret med de fine ”Come Live With Me”, ”Let Me Go” og ”Temptation” alle fra The Luxury Gap som ekstranumre, inden Heaven 17 vender snuden ud i tourbussen igen.

Forventelig nedtur?  Stor var skuffelsen i hvert fald da jeg kører tilbage over Langebro!!

Skriv et svar