25.11.05 – Mugison – Lille Vega

mugison-presse2005-565x350

Fest for islændinge og få nysgerrige danskere

Et par timer efter, at jeg havde afsluttet mit interview med den særegne islandske troubadour, dukkede han op på lille-Vega’s scene, til publikums store jubel. Han var ca. tre kvarter forsinket, men mandens alibi var mere end i orden. “Jeg spiller normalt nogle succesfulde gigs når jeg har diaré” var Mugisons indgangsreplik – og så var tonen ligesom sat. Den stakkels islænding havde siddet en halv time på toilettet inden koncerten, men han virkede til at være frisk igen, da han gik på.

Mugison indledte koncerten med to forskellige versioner af nummeret “Sad As A Truck” – først i en akustisk udgave, som faktisk var sangens oprindelige idé. Dernæst i en elektronisk heavy-version, hvor Mugison samplede sit eget brøl, der med sin enorme kraft, nær havde blæst publikum direkte ud i vinterkulden igen. Sådan fanger man publikums totale opmærksomhed! Lyden var desværre så høj, at rigtig mange stod med fingrene i ørene – hvilket musikken ikke havde fortjent.

Det slog mig under koncerten, at jeg ikke hørte en eneste dansker tale. Det var primært Mugisons egne landsmænd, der var mødt op til koncerten, og det virkede egentlig underligt, at han ikke bare snakkede islandsk, men engelsk. Selv var jeg dog ganske tilfreds med at kunne forstå hans små, sjove anekdoter, som han øste godt af under hele giggen. Som dengang han blev spurgt om han kunne drikke en hel flaske tabasco i en enkelt tår, hvilket han ikke kunne sige nej til, i betragtning af det kvindelige selskab han befandt sig i. Det resulterede i at hans gig i England dagen efter blev skåret ned til en halv time, på grund af voldsomt mavebesvær. Eller som dengang han til en privat-koncert for et brudepar kom til at rive brudens ansigt til blods med sin guitarstreng…

I det hele taget var koncertens underholdningsværdi i top. Mugison har altid et godt samspil med publikum, og kommunikationen går begge veje. Og så er det efterhånden et fast element i hans koncerter, at publikum får lov at få indflydelse på musikken. “Når jeg tæller 1,2,3,4 råber I “Fuck You!” – som bliver samplet på Mugisons medbragte laptop, og brugt i det følgende nummer. Et andet eksempel på Mugisons scene-kreativitet var, at han havde filmet sin kæreste Rúna, mens hun synger den smukke andenstemme til “2 Birds.” Han fik en pige til at holde projektoren, som hun fokuserede på hans guitar – således at den var filmens lærred. Så kunne han vist heller ikke komme tættere på at have sin kæreste med på scenen. I øvrigt havde Mugison konstant et billede af sin ti måneder gamle søn blæst op på bagtæppet. Ja – Mugisons familie betyder utroligt meget for ham, og de er altid med i hans musik, på en eller anden måde.

Det, der fungerede bedst for Mugison, var hans akustiske ballader; de meget melodiske og rytmiske “Murr Murr” og “I’d Ask”; hans velkendte hit “Poke A Pal”, og ikke mindst den følsomme og smukke sang “2 Birds” der, for mig, står som et af de mest velkomponerede numre i nyere tid. Hans vokal fungerede upåklageligt, som da han sang den kvindelige stemme i nummeret “What I Would Say In You Funeral”.

Mugison begav sig dog lidt for langt ud i nogle eksperimenter, der ikke indebar meget andet end råb og elektronisk støj, og det fik i perioder publikum til at falde af på den. Der kunne godt have været en bedre strukturering i hans set. Men Mugisons musik er og bliver et møde mellem kontraster – og det ved man jo, når man køber billetten.

Da koncerten var slut og ekstranummeret spillet, var det som om, publikum ikke ville forlade stedet. De ville have mere, og selvom teknikeren var begyndt at pille gearet ned, blev folk stående og råbte “Mugi, Mugi!” – i så lang tid at Mugison til sidst kom ind på scenen igen. Han kom dog ikke for at spille endnu et ekstranummer, for som han selv sagde det: “Nu har i hørt alle mine gode numre, resten er noget værre lort!”

Men på trods af at der ikke kom mere musik, var der ingen tvivl om at Mugison, publikum og undertegnede havde haft en rigtig god aften.

Tags from the story

Skriv et svar