25.11.06 – Kashmir – KB Hallen

kashmir-presse2007-565x377

Nutidig hitparade

Kashmir har igennem de sidste 10 år, stået som et af de mest betydningsfulde og toneangivende danske bands herhjemme. Det store gennembrud i udlandet, er trods masser af god omtale, dog endnu ikke kommet. Nu har Kashmir givet det endnu en chance, og drengene er netop kommet hjem fra en lille måned rundt i Europa. Som et efterspil til denne turne, har bandet valgt at afslutte med en tur rundt i Danmark, og aftenens koncert i KB Hallen var sidste stop.

Som opvarmningsband var valget faldet på de nykårede P3 guld vindere, Oh No Ono. Deres unikke og personlige stil passede godt ind denne aften. Hvis man tager de historiske briller på, er der da også ligheder imellem dem og så aftenens hovednavn. Ikke så meget musikalsk, men mere i evnen til at skille sig ud. Kashmir havde samme ”frisk pust” effekt, da de kom frem, om end på en meget mindre nuanceret musikscene. Oh No Ono gjorde det ganske fint, og især afslutningen med deres to singleudspil, satte for alvor gang i de fremmødte.

Efter at Oh No Ono havde forladt scenen, og der havde været den obligatoriske pause til at tømme sin blære og købe forsyninger, så den igen kunne blive udfordret, gik det som alle havde ventet på endelig i gang. Scenen var badet i en lilla belysning, da Mads, Asger, Henrik og Kasper kom ind og straks efter startede nummeret ”Home Dead”. Derefter fulgte en time hvor det ene hit blev fulgt af det næste, med hovedvægten på de to seneste albums, til stor tilfredshed hos et hoppende publikum. Af numre, der dog alligevel skilte sig ud fra de andre, kan nævnes ”Ophelia”, ”Supergirl” og ”Small Poem Of Old Friend”.

Den flotte ”Ophelia” startede vanen tro en enklave af stjernekastere. ”Supergirl” var et nyt uudgivet nummer, der lover godt for en kommende udgivelse. Endelig fik ”Small Poem Of Old Friend” så meget gas, at man enten skulle være døv eller have to brækkede ben for ikke at hoppe med.

Ved pausen kunne man frygte, at Kashmir havde kastet deres bedste kort for tidligt, idet de havde spillet de fleste ”hits” fra det seneste album No Balance Palace, men det var langt fra tilfældet. De startede andet sæt med en flot version af ”Gorgeous”, der i aftenens anledning blev krydret med lidt mundharpe. Derefter fulgte der en eskalerende energi udladning, der startede med ”Rocket Brothers”. Denne blev fulgt op med Cruzential hittet ”Bring Back Superman”, til enorm glæde for samtlige i den tætpakkede KB Hal. Bedst som man tænkte, den bliver svær at slå , diskede Kashmir op med en intet mindre end fantastisk version af ”She’s Made Of Chalk”. Nummeret blev startet med en dialog mellem Kasper Eistrup og Mads Tunebjerg, der blev overført til de medlevende tilhørere, som til sidst nærmest messede chalk for deres idoler. Derefter brød der et inferno af lys og lyd ud og fyldte hallen, der først sluttede da den sidste akkord blev slået an.

Publikums rosende klapsalver af koncerten efter at Kashmir havde forladt scenen, pressede dem til at komme ud nok engang for at give os et sidste spark i skridtet. Og hvilket et velplaceret spark, de fik sat ind. Med en efterhånden sjælden version af ”Vote 4 Dick Taid”, blev der budt op til et sidste adrenalin kick, der bød på fælleshop og crowdsurfing.

Hvis der skal sættes en lille plet på en perfekt aften, så må det være logistikken i KB Hallen denne aften. At man skal gå rundt med sit overtøj hele aftenen fordi garderoben er udsolgt, er bare ikke godt nok.

Det spillede de:

– Home Dead
– No Balance Palace
– Kalifornia
– Surfing The Warm Industry
– Jewel Drop
– Make It Grand
– Ophelia
– The Curse Of Being A Girl
– Supergirl
– Melpomene
– In The Sand
– Small Poem Of Old Friend
– The Cynic

– Gorgeous
– Rocket Brothers
– Bring Back Superman
– She’s Made Of Chalk

– Vote 4 Dick Taid

Tags from the story

Skriv et svar