26.06.17 – Pom Poko – Rising, Roskilde Festival

Foto: Camilla Jørgensen
Foto: Camilla Jørgensen

Poppunk fra børneværelset

Du åbner døren, og en kakofoni af råb, skrig, skrål og skønsang skyller over dig. Du træder ind i værelset og er omgivet af tyve energiske småbørn, der er overalt, og som alle kræver din opmærksomhed. Sådan føles en koncert med det norske band Pom Poko.

Kvartetten fra Trondheim har kun spillet i denne konstellation i et lille års tid, men har allerede fundet deres lyd. Den er langt fra klokkeklar, men en herlig, uimodståelig blanding af finurlige guitar riffs, gumpetunge basgange og en sød, florlet vokal. Det er i modsætningen mellem vokal og melodi, at Pom Poko gør sig bedst bemærket. Og i deres ubønhørlige energi niveau der præger både musik og sceneshow.

Pom Poko trådte ud på en vindblæst Rising scene i den lune aftensol. Der var støv i luften blandet med duften af øl og joint, og bandet tog straks festivaleånden til sig. Forsanger Ragnhild Fangel dansede rundt på scenen i en vinrød heldragt, hvor hun roterede om sig selv, skyggeboksede og til tider væltede rundt. Med en uimodståelig joie de vivre lagde hun fra starten op til en dansefest, hvor publikum skiftevis vuggede og headbangede til Pom Pokos poppunkede disharmoniske rytmer.

Teksterne om kærlighed i dens mange afskygninger, ugengældt, altoverskyggende eller upassende kunne med deres børnerim og simplicitet have virket banale når sunget med en sukkersød vokal som Fangels. Men modvægten i de spidsfindige guitar riffs og stortrommens bankende slag gav i stedet sangene slagkraft og tog pusten fra publikum. Den svingende ”Jazz Baby”, der blev krænget ud med følelse, lokkede folk til, og blev en flot start på Pom Pokos Roskilde debut.

Det er ikke uden grund, at bandet allerede har tiltrukket priser og nomineringer for deres skæve lyd. Der blev sunget rent og harmonisk i en ballade, der totalt ændrede karakter i mellemstykket med et vrængende temposkifte. Koklokke blev blandet med lyden af 1970’er glamrock guitar riffs og derefter med sambarytmer. Alt er tilladt, når Pom Poko leger med deres musikalske byggeklodser, og der males helt klart uden for linjerne i melodimalebogen. Det er på sin vis forfriskende, men også en smule trættende. Ganske som det bør være, når man træder ind i et overenergisk børneværelse. Og da det norske band nåede til vejs ende med minihittet ”It’s a Trap”, var ingen i tvivl. Pom Poko leverede deres Roskilde debut med eksplosiv overbevisning.

Karakter

6 Karakter
6