26.09.17 – All Them Witches – Pumpehuset

Foto: Bjørn Haldorsen
Foto: Bjørn Haldorsen

Nashville er hovedstaden i Tennessee, den sidste stat, der indtrådte i alliancen ”Amerikas Konfødererede Stater”, som bekendt fik prygl af Unionen og Ulysses Grant under den amerikanske borgerkrig i 1864, efter at staten havde lagt grund til mangle blodige slag. Nashville er i dag heldigvis mest kendt for sin countrymusik med et utal af berømtheder og legendariske studier, hvor den amerikanske folkemusik flyder frit. Et sted derimellem er All Them Witches opstået – som et produkt af den klassiske country & blues, men med et sammenbidt og til tider hårdt udtryk, der udfordrer den typiske Nashville-lyd. På mange måder har All Them Witches også langt mere slægtsskab med deres åndsfæller fra vestkystens syrede stonermiljø, hvor der mere bliver eksperimenteret med lyd og lys og lagt alen til den klassiske bluesrock.

I Pumpehuset leverede bandet en helstøbt og forrygende gennemgang af deres foreløbige fem studiealbums med diverse ep’er. Der blev kun spillet et enkelt nummer, ”Elk.Blood.Heart” fra debuten Our Mother Electricity, men til gengæld fik publikum en buket af nyere materiale, som viser et band, der bliver mere og mere stilsikker i både greb og retning.

Foto: Bjørn Haldorsen
Foto: Bjørn Haldorsen

På scenen var de fire medlemmer afslappede og koncentrerede omkring deres musik, og symptomatisk for deres stil havde de tydeligvis ikke nævneværdigt road crew med på touren. Således tjekkede de selv lyd inden start og stod selv for skift og tuning af instrumenter i løbet af koncerten. Stilen var tilbagelænet, attituden var cool, og bandet leverede heftige liveversioner af studienumrene med plads til især Ben McLeods guitar, der tog på syrede vandringer i Heksenes musikalske landskab.

Måske skyldtes det den trange plads på scenen i Pumpehusets foyer, for tangentspilleren Allan Van Cleave sad underligt sammenkrøbet på gulvet ude i venstre side, og var det ikke fordi han har højt krøllet hår, ville man slet ikke have kunnet se ham. Til gengæld styrede forsanger og bassist Michael Parks slagets gang med både elegant og tungt basspil og med et koncentreret udtryk, der viste tilstedeværelse og engagement. At det så kostede på kontoen med hensyn til publikumskontakt tilgav man gerne som koncerten skred frem og der blev skruet op for volumeknappen. Til sidst var man indhyllet i lange, nærmest improviserede passager af tordnende stonerblues, hvor McLeod foldede sig ud bag sit forhæng af hår, og Parks stod på kommandobroen som en hårdhudet kaptajn på et konføderalt krigsskib. All Them Witches bringer ikke noget nyt til hverken blues eller stonerrocken, men deres bundkvalitet er ekseptionelt højt, og de formår at skrive catchy og fængende melodier med solide, klassiske riffs, der går direkte i mellemgulvet, når der bliver skruet højt nok op – og det blev der i den grad denne aften i Pumpehuset.

Karakter

9 Karakter
9
Tags from the story

Skriv et svar