26.01.06 – La Charanga Habanera – Train, Århus

Foto: Robert Edman
Foto: Robert Edman

Da den vestlige kulde nåede til Cuba

Selvom Fidel Castro og hans kommunistiske styring af Cuba holder indbyggerne i kort snor, var den vestlige indflydelse åbenlys da 14-mands orkestret La Charanga Habanera i torsdags gæstede Train. Indimellem så tydelig, at den fjernede fokus fra den musikalske ekvilibrisme og cubanske charme, der gemte sig bag.

Danskere på fremmed jord

Aftenens uannoncerede opvarmer var en dansk danseinstruktør ved navn Diana Meldgaard. Hun fik lokket en betydelig del af publikum ud på dansegulvet, mens tre DJ’s lod cubansk musik flyde gennem højtalerne. Selv holdt jeg mig dog lidt i baggrunden, hvor jeg kunne betragte denne mærkværdige, men underholdende scene: Halvtreds blege, klodsede og alt andet end eksotiske danskere, der skulle lære at vrikke med hofterne, ryste bagdelen og få styr på de latinamerikanske dansetrin. I et kort øjeblik blev man helt i tvivl, om man var gået forkert, og at dette i virkeligheden var en aftenskole for amatørdans.

Men opvarmning skal der jo til, og man måtte da også erkende at danseinstruktøren kunne noget med sin krop, som meget få mennesker under disse nordiske himmelstrøg kan.
Og det var tydeligt, at aftenens publikum ikke var kommet for at stå stille eller varme bænke – de var oppe på dupperne fra starten af. Indimellem stødte man da også på dansende par, der absolut havde øvet sig længe derhjemme.

Pimps og boybands

Efter en time var folk mere end klar til at byde de fjorten cubanere velkommen, og forventningerne og promillen var vertikalt opadgående. Bandets entré var en længere affære – de startede blødt ud med en enkelt trommeslager, så kom der to mere, dernæst en bassist, en pianist og fire blæsere. Det gik hurtigt op for én, at det her var musikere, hvis håndtering af deres instrumenter gik langt ud over det sædvanlige. I og for sig behøvede man slet ikke mere.

Men der var meget mere – for ind på scenen sprang pludselig fire sangere, klædt som en blanding af en flok pimp-wannabe’s og et dårligt boyband fra halvfemserne, med sorte undertrøjer, kæmpe guldkæder, bandanaer, og ”macho latino” stående på tøjet. De havde en overrumplende energisk udstråling, og det viste sig at de havde indstuderet en gruppe-dans helt i stil med Backstreet Boys eller Westlife. Det var mildest talt chokerende.

Som sidste mand på scenen kom David Calzado, der i 1988 Stiftede La Charanga Habanera. Mit indtryk var, at han var et af de eneste oprindelige bandmedlemmer, der var tilbage. Han spillede ikke den store rolle i bandet, ud over at indtage midterpositionen på scenen, og synge lidt med en gang i mellem.

Med et sceneshow uden lige, dans, livsglæde og kraftige erotiske undertoner, spillede bandet sig igennem en lang række cubanske numre, som kun en inkarneret latin-entusiast vil kende. Det var dog ikke svært at falde ind i bandets vanvittigt rytmiske salsa-musik, cha cha cha, rumba og timba, og jeg blev gang på gang imponeret over musikkens store fylde, dens rytmiske kompleksitet og uendelige energi.

Spændte ben for sig selv

Konstant ærgrede jeg mig dog over de fire forsangeres totale dominans, der var så selvfikseret og popsmart, at det fjernede fokus fra musikerne, der stod bagved. Det var ikke fordi deres stemmer og dans ikke fungerede – men deres stil og attitude ødelagde for meget af charmen. Og på trods af, at de må have brændt flere kalorier af den aften, end jeg gør på en uge, så bidrog de ikke med varme til stemningen, snarere kulde.

Da jeg forlod Train var det med en ambivalent følelse af at have overværet et usædvanligt talentfuldt og musikalsk sprudlende orkester, der til største ærgrelse spændte ben for sig selv, med sin alt for smarte, poppede og selvfikserede fremtoning.

Måske skal man alligevel undskylde La Charanga Habanera, der jo kommer fra et land hvor al handel med den vestlige verden er bandlyst, og hvor piger prostituerer sig selv for at få råd til et par røde stilethæle. Mennesker fascineres ofte af det de forbydes, hvad end det er godt eller skidt for dem. La Charanga Habanera er et eksempel på en fascination af nogle vestlige værdier, der ikke klæder et cubansk orkester. At disse kolde elementer er nået til Cuba kan man kun skamme sig over.

Måske vil mine dansetrin ikke se så flotte ud – men lad mig alligevel få bind for øjnene næste gang, så musikken kan få den opmærksomhed, den fortjener.

Tags from the story

Skriv et svar