Foto: Sara Jeffries

Suicidal for life

Det legendariske hardcoreband Suicidal Tendencies har ikke udgivet et album i snart 10 år. Alligevel var pladsen foran Pumpehuset inden koncerten fyldt op med bredskuldrede tatoverede mænd, og dømt ud fra fremmødet og de sitrende forventninger til aftenens koncert er bandet med den karismatiske frontmand Mike Muir bestemt ikke glemt. Den høje gennemsnitalder taget i betragtning er der nok heller ikke kommet mange nye fans til, men det kan det nye album, der udkommer indenfor et år, måske råde bod på.

Aftenens koncert levede til fulde op til forventningerne. Mike Muir tonsede frem og tilbage på tværs af scenen bag de to guitarister og bassisten mens han aggressivt shoutede sangene ud. Når han ikke løb frem og tilbage, så stod han stille og bevægede armene op og ned i bedste bushwackers-stil, hvis der er nogen, der kan huske dem fra WWF. Og der røbede jeg så, at jeg selv hører til den ældre del af fanskaren, der fulgte Mike Muirs færd i Suicidal Tendencies og Infectious Grooves tilbage i halvfemserne.

Musikerne var tændte og håndterede deres instrumenter perfekt. Særligt underholdende var trommeslager Eric Moore II at kigge på. Ikke sjældent røg trommestikkerne en tur op i luften eller rundt mellem fingrene. Der blev også plads til en længere trommesolo, hvor stikkerne bogstaveligt talt fløj om ørerne på ham.

Mike Muirs stemme har altid været Suicidal Tendencies’ svageste punk. Godt nok er den speciel og let genkendelig, men samtidig er den ikke særligt varieret. Specielt ikke live, hvor han heldigvis holdt sig væk fra det mere rene og melodiske – for de gange han prøvede på det lød det ikke særlig godt.

De mere end 30 grader celsius, der sikkert var i Pumpehuset, satte en lille dæmper på den sidste tredjedel af koncerten, hvor både band og publikum virkede trætte og dehydrerede. Men indtil da gav ST en hardcorekoncert af de bedre, og at dømme ud fra det sveddryppende og moshpit-hoppende publikum var det lige præcis hvad de kom efter. Suicidal for life!