26.11.05 – The Blue Van – Loppen

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Intet mindre end danmarks bedste live-band – så er det slået fast!

På dette års Skanderborg Festival rev danske The Blue Van mildest talt benene væk under undertegnede. Jeg var helt solgt til deres massive live-energi og bandets koncert på Rytmehans-scenen gav et hint om, at vi her havde med et af Danmarks suverænt bedste live-bands at gøre.

Derfor var jeg ganske spændt på at se drengene give den gas på en mindre scene, hvor stemningen har mulighed for at blive mere intim. Loppen i København var aftenens setting, og oprindeligt var der tale om en dobbeltkoncert med belgiske Fifty Foot Combo, der ellers også er berygtede for deres energiske live-optrædener. En koncert sammen med The Blue Van virkede derfor bestemt ikke helt ude i hampen. Da vi ankom til Loppen, blev vi dog desværre mødt med følgende besked fra dørmanden: “Fifty Foot Combo er aflyst, da de desværre er sneet inde i Belgien”. Jeg skal ikke spekulere i, hvilken type sne, de var sneet inde med, men mage til undskyldning, skal man da lede længe efter.

Istedet var en af The Blue Vans hjemmedrenge fra Nordjylland hentet ind som erstatning for den 50 meter høje combo. Brian Troelsgaard stillede sig op på scenen mutters alene med sin akkustiske guitar og spillede sine egne blues og country-kompositioner. Troelsgaard havde bestemt ikke rutinen, da han virkede meget nervøs, og han måtte bl.a. starte et nummer forfra. Alligevel formåede han at fange publikum med sin jyske charme, og blev dermed en acceptabel erstatning for det aflyste belgiske band.

Af en eller anden grund, var Loppen lørdag aften blevet invaderet af meget (og jeg mener meget, meget) unge piger, der i aftenens anledning nok havde fået lov til at være længe ude. Tanken “græshoppesværm” faldt mig ind, så massivt var opmødet af skoleelever med overvægt af kvindelige hormoner. Og som græshopper kastede de sig også nærmest over bandet, da de entrede scenen. Ja flotte fyre er de jo, det må man gi’ dem.

The Blue Van lagde ud med “The Revelation of Love” fra deres debut The Art of Rolling, og herefter kom det ene fede nummer efter det andet. “I Want You”, “New Slough” og “Mob Rule”, fik stort set alle i rummet til at danse, mens The Blue Van ledte an ved at spjætte rundt på den lille scene.

I sjæleren “Baby, I’ve Got Time”, fik bandet hjælp fra opvarmeren Troelsgaard, der i perfekt duet med forsanger Steffen Westmark leverede en særdeles stemningsfuld version af nummeret. “Baby, I’ve Got Time” blev trukket ud i evigheder, som det skete på flere af de andre numre. Det gav koncerten et pust af friskhed og jam-ånd, som klædte bandet ganske godt.

I løbet af koncerten blev der også gjort plads til et par nye numre. “Beautiful Melody” blev præsenteret som en James Brown-agtig ting, hvilket ikke var helt ved siden af. Nummret var særdeles catchy og dansabelt. “Scent of Season” havde samme lidt mere poppede tilgang til rock’en som “Beautiful Melody”, og det er ikke utænkeligt, at et kommende udspil fra The Blue Van bliver en smule mere afdæmpet.

Efter bare 45 min. forlod bandet scenen, for at komme tilbage og spille to ekstranumre.

Det fedeste nummer på The Art of Rolling, “Product of DK”, satte i en hurtigere version for alvor gang i dansemusklerne på publikum, og som om det ikke var nok, så måtte Steffen Westmark opfordre publikum til at danse endnu mere, som optakt til aftenens sidste nummer. Sangen, der var en ny af slagsen, var mere i tråd med numrene fra The Art of Rolling, og publikum honorerede denne energibombe ved at danse endnu mere end før.

Da The Blue Van forlod scenen, havde de ikke engang spillet en time. Det er lige i underkanten efter min mening, men da de kun har et album på bagen, er det tilgiveligt. Den lille scene på Loppen var desværre ikke helt stor nok til, at bandet kunne udfolde sig helt (som det skete på Skanderborg), men bandet gjorde hvad de kunne. Steffen Westmark og bassist Allan Villadsen hoppede frem og tilbage på scenen, og en tur op på orglet er efterhånden en selvfølge for bassisten. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at The Blue Van er danmarks ubestridt bedste live-band. Der er ikke noget andet band på dansk grund, der endda når dem til sokkeholderne, og The Blue Van bliver uden tvivl helt store bl.a. takket være deres enorme live-energi.

Set-liste:
Revelation Of Love
I Want You
I Remember The Days
Rico (nyt nummer)
Coeur De Lion
Baby I’ve Got Time
Beatiful Melody (nyt nummer)
New Slough
Scent Of Season (nyt nummer)
Mob Rule

Ekstra:
Product Of DK
Little Girl (nyt nummer)

Tags from the story
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars

Skriv et svar